Læsetid: 4 min.

Jensby har modet

19. april 2004

Noget godt indtryk gør han ikke i disse dage, den forknytte og bryske Svend Aage Jensby (V), der ligner alt andet end en visionær forsvarsminister.
Men tag ikke fejl. Jensby fortjener ros og vil – hvis han lykkes med forhandlingerne om et nyt forsvarsforlig – gå over i historien, ikke som den tavse mand, men som den måske mest betydningsfulde forsvarsminister i nyere tid; den minister, der havde modet til endelig og for alvor at modernisere dansk forsvar.
Sjovt er det, at der skulle sættes en gammel, kedelig Venstre-minister ved roret, før Danmark endeligt indså, at Den Kolde Krig er slut, at russerne ikke i morgen står ved Køge Bugt, at det gammeldags forsvar er forældet og ubrugeligt – og at Danmark har brug for et lille, veludrustet og supereffektivt forsvar.
At der er politisk uenighed om, hvordan forsvaret i enkelte tilfælde skal bruges – og at dansk deltagelse i krigen i Irak i høj grad kan diskuteres – må ikke skygge for, at der overalt i befolkningen, og på tværs af de politiske fløje, er enighed om, at Danmark skal have et forsvar og at forsvaret skal bruges til at hævde danske sikkerhedspolitiske interesser i udlandet, herunder – om nødvendigt – at gå i krig. Det er det klare grundlag for dansk forsvarspolitik, og sådan har det været, usvækket, siden fodnotepolitikken døde, og de første danske soldater i 90’erne blev sendt til det tidligere Jugoslavien.

15 År er der gået siden Murens fald, og i hvert fald de sidste otte-10 år har det stået tindrende klart, at dansk forsvar var forældet og grundlæggende stadig indrettet mod at forsvare landet mod et angreb. Mens forsvaret brugte milliarder på at pudse og pleje 70 kampfly, 270 kampvogne, 682 pansrede mandskabsvogne, 76 selvkørende kanoner og i hundredvis af stykker gammelt artilleri, der samlede støv på depoter, blev danske soldater sendt ud i verden med nedslidt, forældet og gammeldags militært udstyr. Kun en halv milliard af forsvarets årlige 19 milliarder blev brugt på internationale missioner, kun 1.000 af forsvarets cirka 60.000 mand kunne sendes ud, mere var der ikke råd eller udstyr til.
Nu, 15 år efter Murens fald, har forsvarsminister Svend Aage Jensby, opmuntret af en gruppe progressive officerer i forsvaret, indset, at det er meningsløst at opretholde en forældet struktur med tonsvis af våben, der er forældede, og som ingen har råd til at øve sig på, endsige sende ud i verden – hvor de i øvrigt aldrig ville virke.
På sin vis lyder det indlysende at skrotte alt det, der ikke dur og ikke bruges, men tag ikke fejl: Det kræver styrke og politisk mod at gøre op med det gammeldags forsvar, med de traditioner, der knytter sig til forsvaret, og med de enorme og stærke kræfter i Venstre-baglandet og i forsvaret selv, der ønsker alting bevaret som før. For Svend Aage Jensby vil ikke kun småændringer, han vil nedlægge og fjerne store dele af forsvaret, kampvogne og våbensystemer skrottes i hundredvis, regimenter sammenlægges og nedlægges – hvilket vil gøre det umuligt, i mange år, igen at opbygge et forsvar i den forstand, vi har kendt det siden 40’erne.
Det er modigt. Det forsvar, Jensby ønsker, vil blive skåret ind til en lille flåde, et lille flyvevåben og to potente hærbrigader på 9.000 mand, mens værnepligten reduceres til tre måneder.

DET ÆNDRER ikke ved, at Jensbys kritikere har ret i, at forslaget har svage sider og ikke er vidtgående nok. Der kunne bekvemt være skåret dybere. Særligt hård er kritikken af forslaget om tre måneders værnepligt, mest fordi de værnepligtige alligevel ikke kan nå at lære ret meget, slet ikke at gå i krig. Det ved Jensby, men forslaget er ikke uden logik. Alle ved, at Dansk Folkepartis drømme om at bevare kolonihavedanmark er usvækket, og værnepligten er en del af den illusion. Ganske som Hjemmeværnet. Det bevares. For sådan er politik.
Samtidig er forsvaret bange for, at hvis det ikke kan rekruttere soldater blandt de værnepligtige, skal nye soldater findes blandt de dårligst uddannede unge i landet. Med social slagside til følge.
Socialdemokraternes ordfører på området, den tidligere forsvarsminister Jan Trøjborg, har (selvfølgelig) kritiseret regeringen og kaldt forslaget til ændringer »uambitiøst«. Kritikken er ynkelig, især fordi den kommer fra en mand og et parti, der i årevis sad på posten, uden at have blot halvdelen af det mod, VK-regeringen og forsvarsminister Svend Aage Jensby nu har udvist. Da Jan Trøjborg var forsvarsminister – og det var han indtil november 2001 – afviste han at afskaffe værnepligten eller tage initiativ til de forandringer, der nu kommer, men som også for tre år siden var nødvendige.
Så derfor: Regeringens forslag er ikke vidtgående nok, men det er langt bedre, mere visionært og et kæmpeskridt fremad i forhold til det, Trøjborg og hans parti selv havde modet til at gennemføre.

-sa

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her