FORSVARSMINISTER Svend Aage Jensby er muligvis det er forløbig en teori ikke så politisk ubegavet, som meningsmålernes lave karakterer plejer at antyde. Således synes han med udpræget flair at have opfanget de omsiggribende ønske-om-fred-signaler på sin personlige radar ved på tværs af NATOs ønsker og behov at fastholde, at Danmark skal købe nogle nye ubåde i stedet for noget andet militært isenkram, der ville passe bedre ind i organisationens planer. I NATO har man i disse år en indviklet øvelse kørende, der hedder: At samordne.
For det er jo ganske smart, at mens regeringen udadtil og med den ene hånd på det forsvarspolitiske område fremstår som aggressiv, så understøtter man med den anden hånd Danmarks traditionelle trang til at hygge sig i smug. Sådan nogle ubåde kan jo bare dykke ned, hvis det pludselig brænder på. Og i virkeligheden kan man jo bare påstå, at man har købt dem, for NATO skal vel ikke se en kvittering...
Eller hvad pokker kan ellers have grebet den ellers så NATO-tro minister, at han pludselig taler organisationen midt imod?
En gammel drengedrøm? Jensby vil simpelthen have nogle ubåde, når han endelig har chancen.
UD FRA drømmeteorien kan man godt forstå det. Gammel kærlighed ruster (i modsætning til ubåde) ikke.
David Bushnell udviklede i 1775 den første undervandsbåd, kendt som Den amerikanske skildpadde. Turtle var blot tænkt som en enmands-betjent, hånddrevet konstruktion til at fremføre en enkelt undervandsbombe. Robert Fulton tænkte videre på denne udvidede bombe og opfandt den første egentlige ubåd, Nautilus, i 1804. Siden har ubåden spillet en vigtig rolle i to verdenskrige, ligesom den har fascineret kunstnere og givet næring til dramaer fra Jules Verne til moderne filmskabere. Nautilus er blevet en mytologisk størrelse, som gav navn til kaptajn Nemos skib (hos Verne) samt til den første atomubåd.
SVEND AAGE Jensby betegnes af Jyllands-Posten (3. marts) som »kompromisløs ubådstilhænger«. Han har tilmed selv været nede under vandet og kom meget begejstret op igen. Han var nede i dybet sammen med nogle andre medlemmer af Folketingets forsvarsudvalg, og det gik godt. Et perfekt sted at holde møde uden at blive forstyrret, udtalte den tidligere jægersoldat fra de konservative, Helge Adam Møller, muntert bagefter. Jensby måtte have en smøg. Man må nemlig ikke ryge nede i vandet.
Den lille verdensomsejling under havet i forkortet version udgik fra flådehavnen i Frederikshavn i ubåden Kronborg. Sejladsen varede flere timer og fandt sted den 24. feb.
TRE DAGE senere, d. 27. feb., indløb til ministeriet et notat fra NATOs hovedkvarteret i Bruxelles, at man slet ikke havde brug for nye danske ubåde, hvorved Jensby fik en viden, som han holdt for sig selv, mens han ufortrødent opretholdt sin anbefaling af ubådene, som om intet var hændt.
Nu er indholdet af notatet så kommet frem ad andre kanaler, og forsvarsudvalgets øvrige medlemmer føler sig... skal vi nøjes med at sige uinformerede. Det gælder ikke kun radikale og Socialdemokraterne, eller Skaarup og Søvndal, men endog Helge Adam Møller og udvalgets næstformand, Søren Gade, der som Jensby er fra partiet Venstre. Beslutninggrundlaget viste sig ikke at være noget beslutningsgrundlag.
Jensby dykkede straks ned i en osteklokke og kom dagen derpå op med et halmstrå: Notatet var fortroligt. Desuden var de lækkede oplysninger kun brudstykker af en større helhed.
DET VISER sig, at Jensby altså alligevel ikke er nogen skabsdue. Der er heller ikke tale om, at han vil inspirere den succesrige danske filmbranche til en skibsfilm.
Tværtimod havde, viser det sig, ministeren tænkt den selvstændige tanke, at de nye ubåde ville være »fremragende som krisestyringsinstrument« ifølge Berlingske Tidende (28.2.). Med andre ord: Man kunne grave sig ned som en anden fladfisk og styre krigs- og krisebegivenheder nedefra. En besnærende tanke.
Hvad det realpolitisk handler om er, at Jensby har forelsket sig i og verbalt bundet sig op på en tanke om, at ubådene skulle være en fællesnordisk produktion, så nogle andre lande ikke løber med ordren. En smuk, nationalistisk tankegang, der således har mere med erhvervspolitik og mindre med de overordnede strategiske hensyn eller de nuværende bestræbelser i NATO at gøre.
Derfor kom notatet ham på tværs. Om den »kompromisløse ubådstilhænger« så får sine ubåde ved den kommende tids forhandlinger om et bredt forlig, vil det ikke annullere, at hændelsen fremstår som et godt eksempel på, at fortrolighedsstemplet kan misbruges til vildledning eller at dansk militærpolitik jævnligt kommer til at ligne en film af Erik Balling.
