Læsetid: 2 min.

Jeg er ikke Jensen

Feigenberg svinger stavekassen over de historieløse, de perspektivforladte, de lalleoptimistiske og de stæreblinde med et dramaturgisk kup
1. november 2005

Polen er en af de statsdannelser, der hyppigst har været løbet over ende. Overlevelse den slags tilbagevendende nedkæmpninger avler humor (jvnf. den jødiske tradition). Humor af den groteske slags. De grummeste scenegrotesker er skrevet af polakker og for tiden lagt i fryseren, selvom tiden kalder på både satire og grotesker. Dét retter Emil Hansen & co. op på med denne lynoptøning, som speedes op af Gerz Feigenbergs stikflamme af en prolog eller epilog – vælg selv.

, der lader skuespillerne være sig selv og alligevel ikke. Det virker hver gang og ikke mindst denne. I samme ombæring rister han osse FortolkerHolger’ne, så stanken af brændt kød breder sig mellem rækkerne. Når Feigenberg er skarp, er han livsfarlig og af aftenskoleteatergængeren er der ikke en
Ecco-sko tilbage.

På samme måde tager Mrozek livet af Det Pæne Menneske. Af humanisten. Af den, vi gerne vil se os selv som. Nu har jeg sagt det, selvom Feigenberg kommer efter mig med kinesisk vanddråbetortur. En ordets mand m/k bør være frygtløs.

Der er meget, man bør være

Bare ikke Jensen, for så bliver man skudt i Mrozeks tremandsmenage – uden rimelig god grund. »Det er jo bare fordi geværet har været ladt i så mange år og tingenes tilstand ikke kan vare ved«, som geværets ejermands barnebarn forklarer, og forklaringen har jo universal brugbarhed på både Ipsens dramaturgi og temmelig meget global politik.

Til en kynisk salve fra G.B. Shaw danser Emil Hansen en kongenial tango med spillerne. Mette Horn ruller det pæne menneskes krakelering ud i millimeternuancer, som længe fascinerer, men er tæt på at ende som et grimassekatalog.

Hos Feigenberg holder det særprægede talent derimod hele vejen. Voetmanns senile stenalderjæger tynger rummet med vodkaduftende åndsnærvær og har fået et par russiske gimmicks som bonus, mens Carsten Brøndlunds mange nuancer i det enfoldigt-mistænksomme barnebarn næsten slører, at han faktisk er for intellektuel en spiller til denne landsbybarbar.

En traurig, polsk hamonikaballade, en romantisk elsker, der kommer helt, helt forkert af sted, samt Witzels eminente fjerde væg gør denne idealistnedpilning til en fest – trods alt.

Karol & Slagtehuset af Slawomir Mrozek og Gerz Feigenberg. Oversættelse: Else Neuhard. Bearb.: Emil Hansen & Louise Hassing. Instr.: Emil Hansen. Scen.: Kim Witzel. Lys: Morten Lyster. Lyd: Peter Friis. Bådteatret. Til 26. nov.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her