Læsetid: 3 min.

Jensen & Co. til kamp

27. oktober 1999

"Demokratiet er sat under pres, fordi befolkningen ikke kan gennemskue det politiske ansvar."
Formand Hans Jensen
ved fremlæggelsen af LO's velfærdsoplæg.

DER VAR engang en arbejderbevægelse. Den gik på tre ben. Det ene ben hed Socialdemokratiet. Det andet fagbevægelsen. Og det tredje kooperationen. Hermed var der i den store socialdemokratiske bevægelse lavet en solid arbejdsdeling mellem det politiske, det faglige og det erhvervsdrivende.
De sidste dødsstød til denne opdeling leveres i disse dage fra LO-kongressens talerstol i København. Her er de faglige ledere i fuld gang med at diskutere noget, der ligner et politisk program - et projekt som rækker langt ud over det, som traditionelt har været opfattet som de faglige organisationers opgave.
Forud for afskaffelsen af de formelle bånd til Socialdemokratiet gik en lang debat, der fik næring af en del medlemmers utilfredshed med at skulle finansiere og være forbundet til et parti, som de ikke kunne drømme om at stemme på.

DET ER historiens ironi, at det politisk frisatte LO nu kaster sig ind i arbejdet med at lave sit eget politiske program for velfærdssamfundet. Set ud fra en snæver virksomhedsbetragtning er det logisk nok. Skal LO som organisation og stærk faglig paraply overhovedet give mening, så skal det have en klar identitet udenfor det rent faglige - som jo ikke er LO's bane efter decentraliseringen af overenskomsterne.
Kongressens debat om velfærdsoplægget viser imidlertid, at sagen er ret problematisk. Et er at medlemmerne ikke har været inddraget undervejs - de fleste ville sikkert også have betakket sig. Men LO-hovedkvarteret har kompenseret gennem en række Gallup-undersøgelser.
Hermed kan man felt for felt iagttage, at LO's forslag er en slags konsensus-model i fredsommelig pagt med tidsånden og det brede flertal. Men selv dette oplæg - så midtsøgende det end er i sit hovedsigte - ramler ned midt i en række politiske diskussioner, som stadig kan lave dybe sprækker i fagbevægelsen - og i Socialdemokratiet for den sags skyld.

ET CENTRALT budskab i oplægget er tanken om, at overenskomstsystemet skal overtage flere af de velfærdsopgaver, som ellers typisk har været klaret i offentligt regi. Det er den proces, der er i fuld gang på især pensionsområdet. LO forestiller sig det udvidet - i første række til de velfærdsopgaver, der ligger tættest på arbejdslivet.
Problemet er, at denne model kan risikere at blive en glidebane. Den kan nok være med til at give fagbevægelsen ny betydning - men det kan ende med at blive en model, der blot på en række områder kompenserer for ringere offentlig indsats. Med de finansieringsproblemer, der ellers truer velfærdsstaten, kan det være en fornuftig afværgemodel. Men en progressiv vision er det svært at få øje på.
LO-oplægget taler meget om nødvendigheden af det tætte samspil mellem fagbevægelsen, arbejdsgiverne og politikerne. Men ofte virker drømmen om den fornyede kontrakt som et fortidsminde - fra dengang hvor den politiske og økonomiske magt stadig havde hovedadresse inden for kongerigets grænser.

DE STORE forbund har det ikke godt med at give LO magt og en selvstændig initiativret. Og stærke kræfter i SiD, HK og FOA finder, at udspillet til velfærdspolitik laver for mange indrømmelser, når det gælder områder som privatiseringer, udliciteringer og brugerbetaling.
Mens de store forbund diskuterer graden af tilbagetog fra tidligere bastioner var der en klarere udmelding fra Pædagogisk Medhjælper Forbund. Herfra bidrages til festen i Falkonér Centret med et debatoplæg, der i stedet ganske enkelt - og befriende gammeldags - opfordrer til at bruge kræfter på at udvikle og kvalificere den offentlige sektor.
I LO-oplægget står der mange kloge ting om behovet for, at samfundet arbejder mere seriøst med de store reformer. Der siges også besindige ord om, hvordan den store udstødning kan bekæmpes. Men bag ligger en dagsorden, hvor de store forbund spiller deres eget spil - og hvor borgerliggørelse og selvtilstrækkelighed kigger frem fra sprækkerne i tide og utide. mol

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu