Læsetid: 4 min.

Jernnæven Frank

3. september 1997

DA JERNNÆVEN Frank Jensen - ledsaget af fløjlshandsken Karen Jespersen - mandag aften i en propfuld sal i medborgerhuset på Blågårds Plads i
København brugte udtrykket "dengang jeg var ung", kunne drengene fra Pladsen og mange af de andre tilhørere ikke lade være med at smile.
For Frank Jensen er jo ung. Måske ikke helt så ung, som han ser ud - men alligevel.
Den bemærkning var imidlertid ikke den eneste kilde til morskab denne bevægede aften i det nødtørftigt camouflerede betonbyggeri, der er rejst som skamstøtte over tidligere overborgmester Egon Weidekamp.
De mest hysteriske latterbrøl lød, da Frank Jensen - udfordret af projektleder Sami El Shimy, som havde påtalt politiets racediskrimination - sagde:
"Hvis Sami eller andre sidder inde med viden om, at politiet diskriminerer, så kræver det, at I ikke bare siger det her, men at I klager, så det kan blive behandlet i politiklagenævnet."
Latteren rungede, så tårerne trillede. Og bedre blev det ikke af, at Frank Jensen - som en ung vikar foran en ulydig 7. klasse - bønfaldt: "Lad være med at grine. Den dér hånlige latter skaber bare yderligere konfrontation mellem os."
DANMARKS justitsminister var ikke kommet for at diskutere racediskrimination - og slet ikke sit eget politis. Faktisk startede han med, da emnet racediskrimination første gang blev nævnt, at henvise de unge til at melde den til politiet, hvis den virkelig skulle forekomme.
Tilsyneladende havde han slet ikke fattet, at politifolk - ved siden af de fordomsfulde arbejdsgivere og diskotekernes afvisende dørmænd - er den gruppe personer, som de unge fra Blågårds Plads (eller Ishøj eller Vollsmose eller Gellerup) oftest føler sig diskrimineret af.
Karen Jespersen, der ublufærdigt fremhævede sin ydmyge opvækst i Nansensgade som argument for sin sociale indlevelse, prøvede med skyldfølelse:
"Hvad pokker render I og laver, siden I ikke snakker om andet end politiet? Selv hvis der skulle være nogle af de der forbandede racister i politiet, ville I ikke få noget med dem at gøre, hvis I ikke kom i konflikt med politiet."
Da unge fra salen - drengene fra Blågårds Plads havde til lejligheden fået besøg af nogle erfarne debattører fra kredsen af veluddannede og velformulerede minoritetsunge - dyngede eksempel på eksempel på politiets racediskrimination op foran de to ministre, gik Frank Jensen så langt som til at indrømme, at der er "brådne kar i alle lejre".
På ministerens dagsorden stod ikke racediskrimination, men derimod vidnebeskyttelse og bekæmpelse af gadebander.
Begge ord leder tanken hen på amerikanske storbyer og kan muligvis give nogle af de mest voldelige og kriminelle unge en selvfølelse - som når Ekstra Bladet puster til ilden ved at trykke sine artikler fra Nørrebro under fællestitlen Nørrebronx.
Frank Jensen nævnte selv visse kvarterer i USA's store byer, hvor politiet kun kommer i helikoptere og bevæbnet med maskinpistoler. Ordet gadebander skaber da også først og fremmest den slags billeder på nethinden. Vidnebeskyttelse lyder, som om ministeren vil udstyre Nørrebro-borgere, der vidner imod kriminelle rødder, med nye identiteter, et øde hus i Colorado og penge til plastiske operationer.
DE TO MINISTRE havde varmet op til mødet i medborgerhuset ved at besøge en beboerforening i Hans Tavsens Gade, hvor de havde hørt om natlig larm, hærværk, stenkast og afbrydelse af gadebelysningen.
"Tænk hvis der var nogle, der holdt jer vågne nat efter nat. Der er altså nogle, der skal op om morgenen," sagde socialministeren og løftede sin fløjlsbehandskede pegefinger. Uden dog at fremme dialogmulighederne med dem blandt tilhørerne, der ikke har noget at stå op til om morgenen, fordi de har et fremmed navn eller en mørk hud.
At utryghed, larm og hærværk er et reelt problem for beboerne i kvarteret omkring Hans Tavsens Gade og Struenseegade, bestrider ingen. Heller ikke de velformulerede unge, der tog ordet mandag aften.
Men når Frank Jensen - på næsten nyrupsk vis - starter med at sige, at "vi vil ikke have" gadebander, så snakker han indholdsmæssigt ved siden af den reelle situation på Nørrebro - samtidig med at han taktisk forspilder chancen for selv at komme i dialog med de unge. At han kan sammenligne situationen på Indre Nørrebro med South Central i Los Angeles eller Bronx i New York, må skyldes hans nordjyske ukendskab til alle tre byområder.
Og uanset hans forsikringer på mødet om, at han har været med til at organisere en alternativ ungdomsrådgivning i Aalborg, tyder noget på, at problemerne har været nogle andre hos de unge, der i sin tid søgte råd hos Frank Jensen.
DET STÆRKT mediedækkede ministershow
Jernnæven & Fløjlshandsken havde alle de vante ingredienser af stokke og gulerødder. De drevne politikere sørgede for at lære spørgernes fornavne og henvende sig direkte til dem, som man skal - bare synd at nogle af dem hed noget så mærkeligt, at ministrene af og til kom til at kløjs i navnene.
Heldigvis for Indre Nørrebro fik mødet - hen over hovedet på de to ministre - gang i en til tider højtråbende, men altid lun og åben dialog mellem drengene fra Pladsen og de såkaldte "almindelige beboere" (der vel at mærke ikke bare er lyshårede danskere).
Da mødet omsider sluttede længe efter det planlagte tidspunkt, stod unge på Pladsen i små grupper foran indgangen til medborgerhuset. Men der var ikke skyggen af dramatik. Ikke så meget som et uforskammet tilråb til en af ministrene, der kørte uantastet ud i natten og dermed selv dementerede enhver lighed med nordamerikansk storbyslum. ni.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu