Læsetid: 4 min.

Jøde og dansk at være

Artikelsamling i bogform om en højprofileret minoritet
27. august 2005

På mange måde er det en fin lille bog cand.mag. og overlæge dr.med. Henri Goldstein har redigeret om den jødiske minoritet i Danmark. Bogen rummer ti afsnit samt et forord af undervisnings- og kirke-, tidligere også integrationsminister Bertel Haarder (V).

Disse ti små kapitler af en markant befolkningsminoritets sociologiske placering i majoriteten beskriver blandt andet jødernes historie, ved Helen Krag, jøderne i kunstlivet af Mirjam Gelfer-Jørgensen, i erhvervsliv og jura af Finn Schwarz. Overrabbiner Bent Lexner beretter inderligt om glæden ved det jødiske ritual, levereglerne, som nogen med slet skjult mishag ligesom med muslimerne karakteriserer som vederstyggelig lovreligion.

Isi Foighel skildrerglimrende de senankomne polske jøders indtog i fædrelandet. Gud ved for resten, hvorledes de var blevet modtaget i dag?

Endelig bør nævnes tidligere overrabbiner Bent Melchiors finurlige og lærde miniafhandling om jøderne og det messianske. Den tekst var der mange, der havde godt af at læse, heri ligger en nøgle til forståelse af det jødiske princip, kan man sige.

Alt i alt godt nok og fint til belysning af den danske jødedom, hvis skæbne jo har været noget mere gunstig end de central- og østeuropæiske jøders. Karakteristisk for de danske var integrationen eller i mange tilfælde assimileringen, hvilket unægteligt rejser spørgsmålet om den danske jødedom vil eksistere om 100 eller 200 år.

At dyrke et martyrium

Denne anmelders egen familie er et eksempel på begge foreliggende muligheder: på den ene side en halvdel af slægtenm der holdt fast i traditionen, på den anden side dem, der flød mere i ét med stambefolkningen, og for hvem det religiøse gled ud. Sådan noget kan ændre sig igen, hvem ved, men tendensen er nu klar nok.

Var der så antisemitisme i Danmark? Ja, det var der. Udpræget i begyndelsen af 1800-tallet og såmænd også i det 20. århundrede, hvor rædslerne i Anden Verdenskrig imidlertid dårligt i også dannede borgerlige kredse, der havde dyrket deres skepsis over for jøderne og flirtet med nazismen, kunne lade antisemitismen overleve som salonfähig kunstart.

Er der så trods alle foranstaltninger til at imødegå denne pest af antisemitisme i vore dage? Det er der sikkert. Den lille flok nazister er i hvert fald leveringsdygtige og måske også flere. Men et stort problem? Nej.

Nu kan man i sin følsomhed se spøgelser ved højlys dag og dyrke sit martyrium. En sådan øvelse præsterer Samuel Rachlin i et uafbalanceret indlæg baseret på erindringsstof fra Danmarks Radio, som Rachlin selvfølgelig har lov at have, men som falder uden for bogens øvrige soberhed. Rachlin blev drillet på Radioavisen, det har han ikke glemt, men lukker betydelig bitterhed ud, skønt formuleringerne i teksten, uden man behøver den store ledvogtereksamen i psykologi, mere peger indefter mod en usikker person, der ikke forstår at tackle en håndterlig kreds.

Har man som læser tilfældigvis erfaringer fra samme arbejdsplads i nogenlunde samme år og kan genkende i hvert fald en af de rent faktisk udhængte afdøde personer, så kan man betro Rachlin, at han så inderligt, som det er gørligt, totalt misforstod situationen.

Israel-kritik er ikke groft

De folk var ikke taktløse, som han vil gøre dem til, omgangstonen var blot rå og ubehøvlet. Selv blev denne anmelder dagligt udsat for en pogrom mellem 14.00 og 14.30 og savnede ritualet, når det udeblev. Det var ikke som Rachlin skriver ha, ha, ha. Det var skideskægt, og alle blev i øvrigt drillet på det groveste og kærligste, og det har ikke noget med sagen at gøre.

Denne overfølsomhed præger også i nogen grad redaktørens eget indlæg. Men kritik af Israel, jeg ved snart ikke, hvor mange gange det skal siges, er ikke nødvendigvis antijødisk, men er kritik af Israel. Så skulle jo endelig også et sted mellem 25 og 40 procent af Israels egen befolkning være anti-jødisk. Det er noget vås, ligesom det er noget vås at dansk presse har udvist særligt antisemitiske tegn. Jo, Jyllands-Posten i 1930'erne.

Forordet er som sagt ved Bertel Haarder, der benytter sin velkendte teknik ved at hævde noget, ingen ved hvem har sagt og derefter fordømme den hjemløse udtalelse. Haarder skriver bla.a.:

"De selvgode debattører, der har så travlt med at sammenligne bin Laden og Bush, afslører jo blot hvor lidt de har lært."

Hvem er det præcist Haarder har i tankerne? De næste linjer er guddommelige: "De (de selvgode debattører) glemmer, at det var fornuftsdyrkelsen, der styrtede verden ud i kaos efter de franske og russiske revolutioner.

De glemmer, at USA netop blev verdens første og største demokrati, fordi alverdens fundamentalister og andre med stærk tro dér kunne finde fred til at dyrke deres Gud efter deres overbevisning"

Var det, hr. undervisningsminister, der burde have sine skolepenge retur, ikke netop fornuftsdyrkelsen - oplysningen - der skabte og viderebefordrede forestillingen om de amerikanske fristater efter en ordentlig omgang heksejagt?

Det forord skulle Goldstein have fået en anden til at skrive, for det er underfrankeret.

Til et folk de alle høre ... Den jødiske minoritet i Danmark. Red. Henri Goldstein. 179 s. Ill. Gyldendal. ISBN 87020382185

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her