Læsetid: 3 min.

Det jødiske spørgsmål

5. april 2002

»Europæerne skal tage deres ansvar for holocaust alvorligt ved at kræve, at Israel opgiver sin march mod selvdestruktion«
Norman Birnbaum: ’Brev fra en amerikansk jøde’

SHARON er i fuld gang med at grave det israelske demokratis grav, skrev Göran Rosenberg i går. Men det er ikke bare Israels demokrati, der risikerer destruktion i Ariel Sharons totale militære krig imod palæstinenserne. Det er også menneskerettighederne, som blev formuleret for at hindre en gentagelse af holocaust. Alle mennesker har en værdighed, individer og mindretal skal beskyttes imod barbari, og alle personer har krav på frihedsrettigheder.
Netop derfor bør verdenssamfundet ikke stiltiende acceptere, at Sharons kampvogne smadrer skoler, soldater skyder palæstinensere ned i deres huse, og at Sharon lukker dem inde i ghettoer, afmærker ransagede huse og nægter Yasser Arafat frihed, lys og vand.

HER FORLEDEN sagde nobelprisforfatterne Wole Soyinka og José Saramago – efter et besøg i de besatte områder – at Sharons politik er ren apartheid. Saramago skældes nu ud af jødiske intellektuelle for også at tale om ’en stank af Auschwitz’. Deres harme er forståelig. Det er absurd at sammenligne Israel og nazisternes koncentrationslejre. Men Saramago vil provokere den sort-hvide logik (enten prosemit eller antisemit). For den forhindrer folk i at se, at »Israel laver forbrydelser imod palæstinenserne, som omfattes af definitionen om forbrydelser imod menneskeheden.«

ALDRIG må verdenssamfundet heller tolerere, at palæstinensiske terrorister bomber uskyldige civile israelere på torvepladser, dræber ministre eller at israelere bliver lynchet på en palæstinensisk politistation som i oktober 2000. De ansvarlige skal dømmes for en domstol. Og det bør vække anstød, når Arafat indirekte legitimerer selvmordsterroristernes syge martyrlogik ved at bede Gud om, at han selv må få et martyrium. Imens bør EU’s regeringer forhindre, at antisemitter sværter Europas rige, blandede kultur til ved at lave hadske grafittier eller sætte ild til synagoger. I Europa er vi alle jøder, også.

LYSENDE klart har USA’s præsident George W. Bush sagt, at Israel (og civilisationen) har ret til at forsvare sig imod terrorismen. Det skulle også bare mangle efter den 11. september, de blodige terrorattentater i Israel, 800 terrormord i Baskerlandet og you name it. Stater har ret til at forsvare sig imod terrorister. Udfordringen til Bush er at forvandle den simple manikæiske logik om de gode over for de onde til praktisk politik. Bush bør have blik for, at Sharon i sin krig imod terrorismen er ved at gøre sig skyldig i statsterrorisme. Sharon indskrænker sig ikke til at anholde de terrorister, som Arafats selvstyre ikke magtede at tøjle. Hans mission er bredere og mere brutal end blot ’forsvar’. Han søger destruktion af
Arafats selvstyre, undertrykkelse og ydmygelse af palæstinenserne – næsten som var det en genopførsel af Kains og Abels tragiske broderopgør. Arafat har spillet sin rolle, for i juli 2000 afviste han et generøst fredstilbud fra Israel. Efter nej’et til politikken fulgte en ond spiral med terror, mistillid og så kom Sharon til magten.

OG Sharon er stadig Sharon. Hans instinkt er – en spansk diplomat har påpeget – det samme, som da han i 1971 ledte en operation i Gaza, hvor 104 palæstinensiske aktivister blev likvideret. Eller som under hans raid i Libanon for tyve år siden, hvor han var ønskede at dræbe Arafat.
Hverken USA’s særlige udsending Anthony Zinni eller EU-fredsmission med Josep Pique og Javier Solana synes i stand til at stoppe generalen forklædt som politisk leder. Sharon nægter at rette sig efter FN-resolution 1402, der kræver tilbagetrækning af Israels besættelsestropper, og støtter oprettelsen af en selvstændig palæstinensisk stat side om side med Israel.

MAN kan nemt føle, som den israelske forfatter David Grossman gør, at talen om fred og forsoning mellem de to folk ’lyder som dens sidste dødsrallen fra et synkende skib’. Men defaitismen indvarsler et nederlag, der er ubærligt. Og ignorerer de små glimt af håb, der trods alt findes.
USA har under Bush stemt for FN-resolution 1402. Det er et markant fremskridt. Hvis Bush med hele imperiets tyngde – og EU’s støtte – for alvor engagerer sig, kan Sharon måske presses til at trække hæren ud. Ydmygelserne og de apartheidlignende tilstande må bringes til ophør. Hvis ikke Sharon viser vilje til en seriøs fredsproces, bør USA og EU indføre sanktioner imod Israel. EU bør stille associeringsaftalen med Israel i bero, og USA bør fastfryse al økonomisk støtte og våbeneksport til Israel, indtil Israel ændrer strategi. Det er måske for meget at håbe på, men der er snart ikke andre udveje.

bjm

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu