Tanja Ørum og Laura Louise Schultz mener, at kritikken af Jørgen Leth baserer sig på manglende kendskab til Leths bog, som de hævder, indeholder en analytisk tilgang til den herremands-seksualitet, som Leth er blevet kritiseret for at praktisere.
Eftersom Leth således - ifølge Ørum og Schultz - ikke blot og bart er en gammel gris, der misbruger sin privilegerede position til at købe sig sex af mindreårige, men selv underlægger denne 'herredømmelyst' analyse, bør han ikke fratages ære eller levebrød, lyder deres argument.
Den hellige 'kunstner'
Videre belæres vi om Leths kunstneriske metode, hvor aktørernes personlige historier giver fremstillingen autenticitet. Med andre ord er den konkrete udnyttelse af de haitianske piger, kun det forlæg, der garanterer Leths film autentisk, indlevet effekt. Som kunstner med stort 'K' kan Jørgen Leth altså ikke dømmes på sine handlinger, eftersom de er afgørende for hans evne til at frembringe kunst.
Ved at definere Leth som 'kunstner', med dertil hørende behov og ret til kunstnerisk 'materiale', skal hele hans virke, hvad enten han er konsul, sidder i kanonudvalg, kommenterer cykelløb på tv, knepper eller skriver litterære tekster, således bedømmes efter kunstens målestok, forstår man på Ørum og Schultz.
Og ve den, der mener, at han ikke er egnet til et eller flere af jobbene, eller som ønsker at kritisere hans køns- og seksualitetssyn. For i Ørums og Schultzs optik bliver sådanne kritiske røster del af en hyklerisk smædekampagne, der uretmæssigt beklikker kunstnerens ære og fratager ham hans levebrød. Kunstneren hører til på sin ophøjede piedestal. Således cementerer Ørum og Schultz den selvforståelse, der driver Jørgen Leth i hans herredømmementalitet, nemlig at han som særlig kategori, kunstner, er friholdt de etiske krav, der tilfalder resten af menneskeheden. Som kunstner kan alle slags overskridelser forstås som æstetiske eksperimenter og leg med betydninger. At der faktisk indgår mennesker i Leths eksperimentarium, er - synes det - sagen uvedkommende.
Hvorfor er Ørum og Schultz draget i felten for Leths ære og levebrød? For at forsvare kunstens hellige urørlighed? Formentlig.
Men eftersom manden frit kan skrive, filme og distribuere sine værker, er denne kamp jo på forhånd vundet. Er det så kønsligestilling og seksualitet til gavn for kvinder, de forsvarer? Formentlig i egen selvforståelse.
For Ørum og Schultzs idé synes at være, at vi igennem de ærlige og levede skildringer får adgang til kritisk analyse af den del af maskulin seksualitet, der bygger på herredømmefantasier.
Sorte kvinder holder kæft
Men det interessante er, at deres projekt stopper der. De leverer ikke en kritik af hans køns- og seksualitetspraksis - og andres kritik dømmes ude som hetz. Vi skal tværtimod kanonisere manden, der udfører og praktiserer - og javel analyserer herremandsmentaliteten!
Leths egne analyser havner imidlertid et ganske andet sted end Ørum og Schultz postulerer. Som han forklarede Poul Pilgaard i et heroiserende interview i Weekendavisens serie om 'forførelse' for et par år siden, så er fordelen ved sorte kvinder, at de ikke er så krævende og selvbevidste som danske kvinder. Sorte kvinder holder kæft, så man kan kneppe dem i fred. Måske er Leth i Ørum og Schultzs logik også bare en 'persona', når han bliver interviewet.
Men ikke desto mindre er han en 'persona', der glamouriserer og legitimerer de backlash-tendenser, som et fænomen som sexturisme i Thailand er et udtryk for. Når globaliseringen åbner for et marked af fattige kvinder til salg for danske mænd, der er trætte af kønsligestilling, er Jørgen Leth i front som den hvide mand med ret til sorte kvinder, der qua deres økonomiske underordning nok skal vide at holde kæft og sprede ben.
Når nu vi, folkedybet og feminister, ifølge Ørum og Schultz bør skamme os over Leths abdikation og at TV 2 har fyret ham som kommentator, er det så, fordi de egentlig ønsker sig herredømmementaliteten tilbage på piedestalen? Den veritable kanonisering, de har gang i, kunne meget vel havde den konsekvens.
Et brag af et backlash! - Good job, ladies!
Anette Dina Sørensen og Sarah Højgaard er begge kønsforskere