Læsetid: 3 min.

John Lennon Revisited

'Folk under 40 ved stort set kun, at John Lennon var med i The Beatles, skrev 'Imagine' og blev skudt i New York', siger instruktør og har lavet en doku-film om legenden
2. september 2006

VENEDIG - USA versus John Lennon viser, hvad der sker, når nogen rejser sig og går til kamp mod den stærkeste magt i verden," siger instruktør David Leaf.

Hans nye dokumentarfilm om rocklegenden John Lennon, der netop er blevet præsenteret på filmfestivalen i Venedig, fik et kæmpe bifald af journalisterne efter presseforevisningen. Ved et efterfølgende pressemøde, sagde David Leaf bl.a.:

"Folk under 40 ved stort set kun at John Lennon var med i The Beatles, skrev "Imagine" og blev skudt. Men der er vigtigere sider ved manden, sider, som folk virkelig bør kende til, eller i hvert fald blive mindet om," siger han om baggrunden for, og motivationen til, at lave 'endnu en' Lennon-dokumentar.

Instruktøren er også selv Lennon-fan, men mødte aldrig legenden, da denne var i live.

"Jeg har arbejdet med de tre andre Beatles-medlemmer, men så kun Lennon en enkelt gang. Det var til gengæld i forbindelse med hans sidste live-optræden i Madison Square Garden i november 1974. Jeg er evigt taknemmelig for, at jeg fik denne koncert med".

Men det er altså ikke musikeren, men Lennons politiske periode, der belyses i filmen. "Fra livet som rockmusiker til fredsaktivist", som det hedder i oplægget til filmen The US vs. Lennon, der fokuserer på perioden mellem Beatles' opløsning i 1970 til 1975, hvor Lennon fik sønnen Sean sammen med Yoko Ono, og trappede det politiske engagement ned.

I denne periode var John Lennon og Yoko Ono bosat i New York, og brugte deres berømmelse og indflydelse til at forsøge at gøre verden et bedre sted at leve. Parret blev lidt af en torn i øjet på Nixon-administrationen, ikke mindst på grund af protesterne mod Vietnam-krigen. Filmen kulminerer med Nixons forsøg på at få Lennon smidt ud af USA.

"John og Yoko var 70'ernes mest kendte par," fortæller Leaf.

"Vi befinder os på et tidspunkt, hvor selvpromovering og forfængelighed betyder alt for meget. John og Yoko ville bare promovere 'fred'. Det, de gjorde, var meget modigt, nok mere end de selv var klar over," fortæller han engageret.

Flere kendte personer som Yoko Ono, tv-studieværten Walter Cronkite, den tidligere leder af The Black Panthers, Bobby Seale og flere andre bliver interviewet i filmen i et forsøg på at belyse Nixon-perioden og Lennons politiske arbejde. Men i det store og hele har Leaf ønsket, at John Lennons stemme og sange skal fortælle historien. Dokumentaren indeholder en del mindre kendt materiale.

"Yoko Ono gav os adgang til en masse af sine egne arkiver. Jeg tror, hun syntes, det var vigtigt med en film om John Lennons fredsarbejde netop nu med tanke på, hvordan den amerikanske politik har udviklet sig gennem de seneste fem år. Min favoritscene i filmen er dér, hvor John Lennon bliver udfordret af en journalist fra New York Times om værdien af hans fredsarbejde. Der ser du den ægte John Lennon komme frem, hans argumenter er skarpe og han er fuldkommen dediceret til sagen."

Filmen antyder også, at John Lennon til en vis grad blev manipuleret af drevne amerikanske hippie-aktivister som Abbie Hoffmann og Jerry Rubin. Men samtidig præciserer både den og David Leaf, at John Lennon ikke var nogen nikkedukke.

"Ingen kunne fortælle John Lennon, hvad han skulle gøre. Det var han en alt for stærk personlighed til."

- Er John Lennon blevet en slags kuriøs anakronisme, eller er han stadig lige aktuel?

"De ting, John Lennon sagde, er lige så aktuelle i dag som i 70'erne. Yngre mennesker spørger sig selv 'hvor er vores John Lennon', mens den ældre generation undrer sig over, hvor John Lennon er henne, nu hvor vi har brug for ham. Hvad, vi kan lære af John Lennon, er, at han nok mente at det var op til os, folket, at skabe fred i verden, ikke lederne."

kultur@ijnformation.dk

Oversat af Ebbe Rossander

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu