Læsetid: 3 min.

John på diæt

19. oktober 1996

OG UDVALGSFORMANDEN SLOG på sit glas: "Mine damer og herrer, må jeg meddele Dem, at klokken nu er 21.00 og den store diæt således i hus."
Thi det traf sig således, at det tekniske udvalg i den lille kommune begyndte sine møder kl. 17.00, klarede efterretningssagerne frem til kl. 18.00, hvorefter der spistes middag til kl. 19.00, og den egentlige og tungere dagsorden kunne indledes over kaffen. Hvis det lige før kl. 21.00 så ud til, at mødet praktisk talt var overstået, havde næsten alle medlemmer noget, de godt ville have drøftet under punkt eventuelt. Med diæter for kommunalbestyrelsesmedlemmes mødedeltagelse forholder det sig således, at der udbetales en lille diæt for mødet under fire timer, og en stor - den dobbelte - for møder over fire timer. Debatlysten ved udløbet af den fjerde time var påtrængende, men så faldt den til gengæld brat. Møderne kunne som regel afsluttes lidt efter ni. Derved var timebetalingen for de folkevalgtes møje blevet nogenlunde tvefold af, hvad den ellers ville have været. Til disse realiteter var det, at udvalgsformandens spydske utålmodighed sigtede. Men han kunne jo også være ligeglad. For han var på fast formandsløn - uanset mødernes varighed.

BJERGSOMT ER MENNESKET. Det anerkender vi som det instinkt, der holder hele mekanikken i gang. Der skal incitamenter til, som det hedder på liberalistisk nydansk. Men det kan antage uskønne former. Som når f.eks. fjernseere kan iagttage EU-parlamentsmedlem John Iversen i den årle morgenstund skrive sit navn på fredagens diæt-udløsende liste over tilstedeværende - for dernæst at ile til udgangen og lade sig befordre til Strasbourgs lufthavn på vej mod home, sweet home i Århus.
Begivenheden udspandt sig 20. september, og ville aldrig være kommet til offentlighedens kundskab, hvis ikke den var blevet optaget - med skjult kamera - til beskuelse for først britiske og siden danske tv-kiggere.
Det gav så til gengæld i går en brat opvågnen til danske radiolyttere, der i morgenudsendelsen kunne høre et interview med John Iversen om det passerede - en oplevelse så pinagtig, at flere lyttere over for dette blads redaktion har tilstået, at de brød ud i skrig for at overdøve Iversens flom af bortforklaringer.
Vi skal ikke gentage den her, men blot fæstne os ved ét forhold: Da Iversen blev bekendt med, at han var fanget på candid camera, skrev han fluks til Parlamentet og bad det om at tage pengene retur. "Den her sag må ikke få lov til at overskygge mit parlamentariske arbejde", forklarer Iversen til Politiken. Ja - men, John Iversen, dit parlamentariske arbejde er i kuldslående skygge. For hvis du mente, du har ret til dagens mødediæt på 1.600 kr., hvorfor giver du den så retur? Og hvad med alle de andre gange, du, Iversen - efter eget udsagn - har hævet diæter under tilsvarende omstændigheder? Hvorfor skal de så ikke også betales tilbage? Og hvorfor blev de hævet?
At der - som hævdet af Iversen og hans nyvundne gruppeformand Kirsten Jensen (S) - er tale om en almindelig praksis blandt EU-parlamentarikerne, også de danske, finder vi aldeles uberoligende.

SAGEN HANDLER OM det principielle. EU-aktørerne har i ly af den manglende gennemsigtighed omkring de europæiske institutioner givet sig selv så skamløse begunstigelser, at de fordærver offentlighedens tillid til, hvad statsministeren ynder at kalde "det europæiske projekt". De - mere end alle Europas nej-sigere tilsammen - ligger gift for en efterfølgende folkelig accept af den igangværende regeringskonferences resultat.
Det gælder kommissærerne og deres embedsmænd, og det gælder parlamentarikerne. Et eksempel: Parlamentarikerne får automatisk refunderet flyudgifter til business class takst. Andre rejsende til og fra Bruxelles og Strasbourg kan antræffe de danske medlemmer på tourist. Overskudet går skattefrit i foret. Eller bidrager - som JuniBevægelsens Ulla Sandbæk har indrømmet - til at finansiere almindelig politisk aktivitet. Efter al balladen om Ritt Bjerregaards ministerpension oppebærer Venstres Bertel Haarder og Niels Anker Kofoed stadig dobbelt parlamentarikerløn og ministerpension. Grådigheden blandt de velbjergede er ikke til at holde ud.
Nu var det altså Iversen, der blev fanget. Om hans karriere forvinder det, er nok tvivlsomt. Det lader os kold. Til gengæld brænder vi for, at denne sag ikke afsluttes med en enkelt menneskeofring.
Vi forlanger et opgør med EU-pamperiet. Betyder det, at de skal skiftes ud hele banden - så tager vi også gerne det med.

dr (David Rehling)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her