Læsetid: 3 min.

John springer ud

25. september 1996

SÅ SKETE det endelig. Efter 22 år i SF tog John Iversen tirsdag det længe ventede skridt. Fast limet til sit sæde i Europaparlamentet sagde Iversen sit parti farvel - for straks at blive optaget i Socialdemokratiet.
De sidste to år har John Iversen og hans gamle parti fjernet sig mere og mere fra hinanden. Et af de skarpe hjørner var opstillingen forud for det sidste valg til Europaparlamentet i 1994. Det var en bitter Iversen, der blev vraget som SF's topkandidat. Partiet satsede på den folkekære Lilly Gyldenkilde på bekostning af sit parlamentsmedlem gennem 10 år. Det var et solidt hak i tuden til SF's 'Mr. Europa'. Vælgerne fulgte ubønhørligt samme linje. Ved valget i juni 1994 fik Lilly Gyldenkilde syv gange så mange stemmer som John Iversen.

PARADOKSALT nok hang denne dobbelte afklapsning tæt sammen med Iversens svendestykke i europæisk politik. Manden har gennem årene været langt mere aktiv, end hans kropsbygning lader ane. Han var en af chefarkitekterne bag det nationale kompromis og den efterfølgende Edinburgh-aftale. Uden netop Iversens saglige indsigt og hans indflydelse i SF var denne delikate politiske operation næppe lykkedes.
I SF troede en del af ledelsen på, at deltagelsen i det nationale kompromis kunne give SF ny troværdighed, åbne en ny kurs i Europa-politikken samt sikre partiet større indflydelse på den hjemlige politik.
Sådan gik det som bekendt ikke. Poul Nyrup Rasmussen sagde aldrig tak for hjælpen ved at lukke SF ind i den politiske varme. Og flertallet af SF-vælgerne havde mere end svært ved at se det store perspektiv og følge partiet i alle dets forskellige EU-signaler.

DERFOR ENDTE Iversens svendestykke umiddelbart med at blive et problem for SF. Det sendte ham ud i den politiske kulde. Efter en mislykket periode som talsmand for EU-kommissær Ritt Bjerregaard generobrede John Iversen ganske vist sit sæde i parlamentet, da Lilly Gyldenkilde blev syg. Men samtidig fjernede SF sig gradvist fra Iversens EU-linje. Bruddet blev klart på partiets landsmøde i maj. SF bekræftede sit nye samspil med EU-modstanderne. Og selvom det ikke kom til et åbent opgør om holdningen til regeringskonferencen var Iversens isolering til at få øje på. EU-kritikkerne havde overtaget. Der var ikke stemning for at arbejde for nye nationale kompromisser. Sporene skræmte.
Iversen opnåede ikke valg til partiets hovedbestyrelse. Han manglede sågar 10 stemmer i at blive 4. suppleant. Ydmygelsen var total.

SF HAR således kun sig selv at takke for, at endnu en af partiets realpolitikere er stået af. De seneste måneder har John Iversen sikkert kun bekymret sig om, hvordan hans afhopning skulle times. Da SF's markante kommunalpolitiker - Johannes Poulsen, Herning - stod af i forrige uge fik Iversen den anledning, han havde ventet på.
Nu får John Iversen en platform i den socialdemokratiske gruppe i Europaparlamentet. Han afviser køligt sit gamle partis kritik af, at han tager sin taburet med sig - blandt andet med argumentet om, at han dog fik dobbelt så mange stemmer som den næste i suppleant-rækken: EU-skeptikeren Ole Sohn.
Det er et tyndt argument: Der er næppe tvivl om, at John Iversens kurs langt fra tegner flertallet af SF-vælgerne. Og fandt han det helt afgørende at frelse os for Sohn, kunne han jo blot blive.

DET HAVDE klædt John Iversen bedre at slå på, hvad han kan lave i Europaparlamentet. Danske parlamentsmedlemmer, der kan og vil udføre et praktisk stykke politisk arbejde, er vi ikke forvænte med. Iversen er flere gange - som eneste dansker - af de europæiske miljøorganisationer blevet sat på Top 10-listen over effektive parlamentarikere. At fastholde den position, vil være et bedre forsvar for taburet-klæberiet end søgte forklaringer fra en nybagt S-politiker om SF-vælgernes inderste ønsker.
Parti-skiftet er en styrkelse af den EU-venlige fløj i dansk politik. Socialdemokratiet har fået en erfaren EU-politiker, der på sigt kan blive et vigtigt kort overfor de store grupper af tvivlende vælgere.
For SF understreger de seneste tab, at regeringens mange kolde skuldre gør det surt at holde fast på rollen som et troværdigt parti med realpolitiske ambitioner. Set i det perspektiv har Poul Nyrup haft held til at puste til de gamle uenigheder i et SF, hvor alle fløjene for tiden synes at have orienterings-problemer.
Det er i sådanne perioder uden realpolitiske resultater, at et parti skal styrke sin identitet ved at fastholde grundholdninger og samfundsvisioner. Når det også mislykkes, er der pludselig meget kort vej fra SF til Socialdemokratiet og de radikale.

mol (Jacob Mollerup)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu