Læsetid: 2 min.

Jokeren

Mens livets gang i dansk politik i øjeblikket tegner til, at Anders Fogh Rasmussen uden al for megen besvær kan beholde regeringsmagten og se frem til en tredje periode i statsministerstolen, så er der alligevel en ubekendt, som bekymrer Venstretoppen. Jokeren er det nye parti Liberalisterne, som er i gang med at samle underskrifter og finde en front-figur, der kan sælge billetter. Når der for tiden er god plads til et parti som Liberalisterne, skyldes det Dansk Folkepartis hamskifte, og at Venstre har forladt sit partiprogram fra 90'erne. Det er blevet beskrevet sådan, at der i dag i realiteten findes tre socialdemokratier - ud over det, som bærer navnet, er der Venstre og Dansk Folkeparti. Som demokrat kan man ikke andet end at byde Liberalisterne velkommen og håbe, at det nye parti får fodfæste. For de synspunkter, som de står for, mangler i debatten.
10. marts 2007

Liberalisterne udgør en potentiel fare for regeringen. Kommer de over spærregrænsen, er de en trussel mod Foghs projekt, og kommer de under, er de også en fare, fordi der så vil være mange spildte borgerlige stemmer.

Anonym, højtplaceret kilde i regeringen til Weekendavisen

Mens livets gang i dansk politik i øjeblikket tegner til, at Anders Fogh Rasmussen uden al for megen besvær kan beholde regeringsmagten og se frem til en tredje periode i statsministerstolen, så er der alligevel en ubekendt, som bekymrer Venstretoppen.

Jokeren er det nye parti Liberalisterne, som er i gang med at samle underskrifter og finde en front-figur, der kan sælge billetter. Når der for tiden er god plads til et parti som Liberalisterne, skyldes det Dansk Folkepartis hamskifte, og at Venstre har forladt sit partiprogram fra 90'erne. Det er blevet beskrevet sådan, at der i dag i realiteten findes tre socialdemokratier - ud over det, som bærer navnet, er der Venstre og Dansk Folkeparti.

Det betyder, at Folketinget helt paradoksalt ikke længere rummer noget parti, der går ind for en mindre offentlig sektor, lavere skatter og lavere overførselsindkomster. Alle tre er varme fortalere for en stærk stat og en udbygning af velfærdssamfundet. Der er heller ikke noget parti, der mener, at staten skal blande sig mindre i det private liv - ikke i praksis i hvert fald. Tværtimod er den nuværende borgerlige liberale regering optaget af initiativer til flere registre, mere overvågning, udbygning af efterretningsvæsnet, regulativer for lommeknive og sanktioner over for forældre, der ikke sender deres børn i skole. VK er endda parat til at blande sig i, hvem man må gifte sig med på dansk grund.

Derfor er der god plads til Liberalisterne, både når det gælder den økonomiske og den personlige frihed. Og derfor er Liberalisterne en trussel mod Venstre, hvis liberalt sindede vælgere, som jublede over Fogh Rasmussens bog om minimalstaten, i dag ikke har noget sted at gå hen.

På det konkrete plan kan man forestille sig den situation, hvor Liberalisterne i en meningsmåling klatrer op over spærregrænsen, og at Anders Fogh Rasmussen endda står til at blive afhængig af partiets mandater. Det vil - udover at levere en ny og tiltrængt platform for oppositionen - kunne presse Venstres midterprojekt. Det projekt, som har sikret Venstre og de konservative magten i foreløbig fem år. I Venstre er man så ængstelige for, at Liberalisterne skal erobre det ideologiske vakuum på højrefløjen, at en anonym regeringskilde til Weekendavisen forsikrer om, at der naturligvis kommer en smædekampagne mod den nye frontfigur, hvem det så måtte blive.

Som demokrat kan man ikke andet end at byde Liberalisterne velkommen og håbe, at det nye parti får fodfæste. For de synspunkter, som de står for, mangler i debatten.

Som styrkeforholdene er lige nu, kan Liberalisterne endda ende med at blive oppositionens stærkeste kort.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu