Læsetid: 4 min.

Er du jol mon

13. november 2003

DET SKER, man møder danskere, der ikke synes i stand til at opfange, hvad der skulle være så specielt ved denne Kim Larsen. Er han ikke overvurderet? Herregud, Gasolin’ var fede nok, men alle de soloplader siden, altså.
Og så den grænseløse kærlighed, han omfattes med de mest upassende steder fra. En del børn – børn, ja, disse små irriterende halvmennesker – gennemgår således en heftig Kim Larsen-fase, og rigtig mange uden studentereksamen eller det, der ligner, føler sig fuldstændig på bølgelængde med denne trubadur, der udgør en omvandrende antitese til hele det postmoderne cirkus med dets værdinivelleringer, historieløshed, mistro til tradition, nationalarv og store, sammenhængende fortællinger samt ikke mindst en dræbende ironisk holdning til snart sagt alt.

KIM LARSEN er nemlig folkelig kunstner – stort F, stort K – om en hals, hvilket kort og godt betyder, at hvem som helst forudsætningsløst kan møde hans sange. Og gå beriget derfra.
Dette er i nogle øjne suspekt i sig selv, men selv om megen såkaldt folkelig sangkunst er næsten provokerende dårligt skrevet, sunget og udført, er det formelle i Kim Larsens univers så godt som altid i orden. Og så lidt til – den mand kan beånde selv den mindste sang, han kaster sin kærlighed på, thi selv om han altså er folkelig, er han først og fremmest kunstner, ja, en af de få, hvor formåen og popularitet matcher hinanden.

MEN DET, der gør ham til en vaskeægte gigant – og én af de få, der vil blive husket, når støvet fra rockepoken har lagt sig – er hans kolossale sangskrivningstalent. Et talent, der, hvad angår såvel bredde som dybde, tekst som melodi, ide som udførelse, ikke ejer sidestykke her til lands. Mindst et dusin af de hundredevis af melodier, Larsen har stået fadder til, besidder vaskeægte evergreen-kvaliteter, men hvad der skiller ham ud fra mængden af sangsnedkere, er hans uforlignelige greb om det danske sprog.
Det kunstgreb, at skrive en tilsyneladende enkel – og også gerne: skæg – tekst, er nok det, han er mest kendt for, men studerer man for alvor det enorme sangværk, åbner man samtidig for en temarigdom, der er lige så rig som eksistensen selv. Blot har Larsen aldrig været god til at sidde og glo på sin navle med noget, der bare minder om bitterhed, selvmedlidenhed og forsmåelse, men herregud – det er der jo så mange andre, der har gjort til livsprojekt.

SIDEN DEBUTEN med Gasolin’ tilbage i 1971 har Larsen som få evnet at forvandle det i nogens ører så knudrede og uskønne danske sprog til et givtigt udtryk, der ubesværet forener det mundrette, det indtagende, det hverdsagsagtige og det poetiske, mens det trækker på alt fra salme- og fædrelandsdigtningen over samtlige af mennesket kendte visetraditioner til rock’n’roll og aviserne fra i forgårs! En af Gasolin’s store fortjenester var – i samklang med digteren Mogens Mogensen – at skabe et sangbart rockdansk, fuld af respektløse indfald og lydefterlignende ord, der formåede at udsige ikke så helt lidt om den menneskelige tilstand: »Der er skat på akvavitten/ Det er noget skidt hvis man kan li den/ Der er jantelov og modetøj/ Der er gang i koteletten/ Der er huller i jaketten/ Er det mærkeligt hvis man føler sig lidt sløj?« som det typisk hedder på den udødelige »Get On The Train«, en larm-i-gaden klassiker fra den kant, der dog ikke må få lov at overskygge gruppens mange fine og
glasklare ballader.

ALLEREDE I 1973 spillede Larsen sig som solist ind i vore hjerter med den stadig uimodståelige lp, Værsgo, hvor han sang, at »der er mange mange kugler/ der går min næse forbi/ men det rager mig en bønne/ for jeg har min fantasi«. Siden er det gået slag i slag med væsensforskellige soloplader – hvoriblandt der også blev plads til et mislykket USA-eventyr, hvilket måske i sidste ende skærpede Larsens sans for det særegent danske, som det f.eks. udmøntede sig i mesterværket Forklædt som voksen (1985), der åbnede med de uforglemmelige linjer om, at »vi er dem de andre ikke må lege med/ vi er det dårlige selskab/ vi har en svag karakter og en billig fantasi/ det er da godt at vi blev født/ før aborten den blev fri...«

DET ER siden gået slag i slag for den gamle trubadur, der netop på sit nyeste album, betitlet 7-9-13, atter demonstrerer den sproglige spændstighed, der gør ham til lige dele unikum og nationalmonument: »Sukkersøde minder/ Dage der forsvinder/ Som dug under solen/ Fejet ind under stolen// Og den første kærlighed/ Misbrugt og trampet ned/ som en bly viol/ I Søren Ryges blomsterbed …« Vort sprog, vor musik og vor nation ville være fattigere uden denne Kim Larsen, der dog er langt fra museumsmoden, men snarere virker, som stod han på tærsklen til en kunstnerisk renæssance. Hvortil vi kun har ét at sige: »Er du jol mon!!!«

-lyn

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu