Læsetid: 3 min.

Jordens Dag

21. april 2001

GLÆDEN over vores pragtfulde blå planet med dens grønne vækst og livskraft fejres i dag af 500 millioner mennesker i 85 lande – sådan cirka.
Når festen er slut vil 800 millioner gå sultne i seng. Cirka det samme antal vil have spist og drukket for meget. Og det gælder ikke kun i dag.
Her i Danmark vil grønne guider fejre dagen ved at sprede frø af blåklokke, kællingetand, hjertegræs og 28 andre slags vilde danske blomster. Dyrket uden gift, naturligvis.
Når det bliver aften, vil danskerne tænde lyset (energisparepærer, naturligvis) og læse lidt i vores regerings nydelige forslag til, hvordan vi efterlader vores del af Jorden i bedre stand, end vi fik den. Eller i hvert fald i lige så godt stand. ’Udvikling med omtanke – fælles ansvar’ hedder den pæne tryksag.
Hvor er det smukt, vil de tænke. Hvor er vi gode til at være gode. Ved Jorden.

LIGE MED undtagelse, naturligvis, af verdens uretfærdighed og den globale opvarmning, misvækst, tørke, oversvømmelse, skove, der er fældet, fisk, der er forsvundet, truede arter, iltsvind og gift i grundvandet, mere og mere affald, nye farlige kemikalier, flere og flere biler...
Mens vi tænker lidt mere over det, vil vi tage os en rejemad. Der var tilbud i dag på friskpillede rejer fra Holland. Fra Holland blev rejerne kørt til Marokko i lastbil. Der er det nemlig billigt at få dem pillet. Men bagefter blev de kørt tilbage igen. Det er bedst at pakke dem i Holland. Det står der ikke noget om på pakken.
Men lad os ikke bryde den gode stemning. Hvad med sommerferien? En uge i Thailand, måske. Så kunne man også svømme ud og se på koralrevene. Det siges jo, at de er ved at forsvinde.

ALTSÅ hvis der ikke bliver lavkonjunktur. Så må vi hellere spare lidt op. Det ser jo ikke for lyst ud. Men nu har USA sat renten ned, og aktierne stiger. De siger i fjernsynet, at forbrugerne i Amerika skal bruge noget mere, for ellers risikerer man, at væksten falder. Og så breder det sig lynhurtigt til os, så vi får mere arbejdsløshed igen.
Det må vi sandelig ikke håbe. Det går jo altid værst ud over dem, der virkelig mangler noget. Og bæredygtig udvikling handler jo ikke kun om miljøet. Det handler også om den sociale udvikling, ikke sandt. Vækst er vi nødt til at have. Hvordan skal vi ellers få råd til at eftergive gælden til de fattige lande og forære dem gratis medicin?
Måske skulle man bede regeringen om at fortælle, hvordan vi skal bære os ad med at bruge vores penge på en måde, der hverken skader Væksten eller Jorden? Man kunne ærlig talt godt bruge en brugsanvisning.

DET HANDLER OM at være tryg. Men det kan man ikke være, hvis dagligdagen består af skismaer. Brug løs, og du vil fortryde det. Hold op, og du vil fortryde det. Brug løs eller hold op, du vil fortryde begge dele. For hvordan kan sådan en enkelt, lønmodtagende forbruger påtage sig at ændre hele VerdensVækstens retning?
I New York sidder 40 miljøministre i dag og fejrer Jordens Dag på deres egen måde: De sveder for at finde et kompromis om den globale opvarmning. Hollands miljøminister, Jan Pronk, der leder forhandlingerne om Kyoto-aftalen, har bragt dem sammen i et forsøg på at finde et kompromis.
Teknisk set er det meget, meget indviklet. Det handler om kulstoffets hele kredsløb på Jorden og retten til at handle med det og lægge til og trække fra i sit regnskab over indsatsen for at gøre risikoen for forandring af Jordens klima en smule mindre.
Men skåret ind til benet handler det netop om at vælge vækstens retning. Ikke at opgive den eller beholde den. Bare at vælge en usikker fremtid eller at skifte til et mere sikkert spor. Det er ikke nemt, men det er i høj grad muligt at skære ned på forbruget af kul og olie og gas, og endda leve et godt, ja et bedre liv. Det kræver bare, at befolkningerne kan se, der er nogle konkrete valg. Ikke et uoverskueligt dilemma, ikke et uløseligt skisma.
USA’s præsident har truffet sit valg. Det skal han ikke have tak for. Og dog. Takket være George W. Bush er hele verdens opmærksomhed nu blevet rettet mod problemet.
Hans halstarrige påstand om, at verdens rigeste land ikke har råd til at spare på energien og udvikle dens nye kilder, har for alvor gjort verdens klima til storpolitik.
Så må man bare håbe, at Jordens andre politikere har kræfter og mod til at handle uden ham.

es

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu