Læsetid: 4 min.

Et jordskælv, der giver håb

Uanset hvad hans motiver er, har Sharon åbnet nye politiske horisonter for Israel og Mellemøsten ved sin beslutning om at forlade Likud og stifte et centrumparti
23. november 2005

Et politisk jordskælv har ramt Israel efter at ministerpræsident Ariel Sharon har bebudet sin intention om at træde ud af Likud, stifte et nyt parti og lade afholde nyvalg. Skønt dette skridt i månedsvis har været diskuteret som teoretisk mulighed i måneder, kom det alligevel som et chok for mange.

Mig kommer det ikke bag på, at Sharon valgte at gå sin egen vej - det er tværtimod helt i tråd med hans adfærdsmønster gennem seks årtier. Da han i 1948 blev efterladt såret på slagmarken ved Latroun, svor Sharon, at han aldrig igen ville bringe sig i en situation, hvor han var hjælpeløs.

Hans taktik har lige siden været at gribe initiativet og overrumple sine modstandere. Set i det lys er det logisk, at han ikke følte, han kunne blive siddende i et Likud, hvor Binjamin Netanyahu og den øvrige højrefløj havde styrke nok til at lamme ham politisk.

Sharon har dog ikke altid tænkt nøjere over de langsigtede konsekvenser af sine overrumplingsmanøvrer.

Hans invasion af Libanon i 1982, som sigtede på at skabe en ny orden for dette splittede og borgerkrigshærgede land, viste sig at føre ind i en blindgyde, som Israel måtte bruge mange år på at komme ud af, og fik Hizbollah til at vokse sig stærk.

På samme måde er hans nye udspil mere taktisk end strategisk gennemtænkt. Jeg tvivler på, at han har en langsigtet politisk plan. Lige nu er det ham blot magtpåliggende at genvinde sin handlefrihed og stække sine modstandere.

Men uanset motiverne, har Sharons dristige initiativ åbnet nye politiske horisonter i Israel og Mellemøsten. Hans nylige tilbagetrækning fra Gaza-striben - endnu et 'grib-initativet'-udfald - blev modtaget med applaus fra den øvrige verden, som dog havde svært ved at afgøre, om den skete med den bagtanke at styrke Israels greb om Vestbredden eller for tværtimod at åbne op for flere og endnu dristigere rømninger herfra i fremtiden.

Mit gæt er, at Sharon faktisk tænker på at evakuere flere bosættelser. Den konklusion bygger jeg bl. a. på mit samarbejde med de tidligere ministerpræsidenter, Yitzhak Rabin og Shimon Peres.

Begge vidste - som også Sharon må vide - at inden længe vil der i området mellem Jordan-floden og Middelhavet være flere arabere end jøder. For at kunne forblive både jødisk og demokratisk har Israel intet andet valg end at trække sig tilbage fra de tætbefolkede palæstinensiske områder.

Samtidig er der sket en yderligere dramatisk udvikling på Israels politiske arena. Amir Peretz, der har opbygget sit ry som stridbar fagforeningsboss, har overtaget lederskabet af Arbejderpartiet, der ellers i lang tid er blevet anset for død og begravet. Pludselig er sociale velfærdssspørgsmål igen begyndt at dominere den politiske debat.

Meningsmålinger bekræfter, at Arbejderpartiet står over for et markant comeback. For første gang i mange år får israelerne mulighed for at stemme på et parti ud fra fordelingspolitiske overvejelser. Hvis de foretrækker en kapitalistisk markedsøkonomi uden stærk statsintervention, en model Thatcher light, vil de kunne stemme på Sharons nye parti, Nationalt Ansvar. Hvis de derimod foretrækker 'kapitalisme med et menneskeligt ansigt' med socialstatslige velfærdsforbedringer og større statsstyring, kan de stemme på Arbejderpartiet.

Den virkelig gode nyhed er imidlertid, at begge disse partier vil presse på for at bringe fredsprocessen på ret køl. Vist er der uoverensstemmelser imellem dem - Sharon henviser til den fastfrosne Køreplan, mens Peretz påkalder sig en genoplivelse af den gamle Oslo-proces. Ydermere vil Sharon gå efter at fastholde sin 'ingen-partner'-politik og foretrække unilaterale skridt, mens Peretz er overbevist om, at Israel er nødt til at sætte sig ned og føre samtaler med palæstinenserne, uanset om vi kan lide dem eller ej.

Disse uoverensstemmelser er imidlertid ikke større, end at det burde kunne lade sig gøre at slå bro over dem. Ifølge meningsmålinger har de to partier gode chancer for til sammen at vinde mere end 60 af Knessets 120 pladser.

Hvis Sharons parti får flest mandater, vil han blive tvunget af sin koalitionspartner til at genoptage samtalerne med Mahmoud Abbas, den palæstinensiske præsident. Han vil gøre det modstræbende og tøvende, men forstår palæstinenserne at vise sig imødekommende og bistår amerikanerne processen, vil det kunne lette vejen.

Hvis på den anden side Arbejderpartiet skulle blive det største parti, vil Peretz straks kunne genoptage forhandlingerne med palæstinenserne, mens Sharon som forsvarsminister må nøjes med at grynte sine verbale forbehold fra sidelinjen.

Alt taget i betragtning bringer dette politiske jordskælv nyt fredshåb til regionen. Nu får israelerne nemlig omsider mulighed for at skubbe deres ekstremister ud i periferien og finde helt nye indfaldsvinkler til deres sociale og sikkerhedspolitiske problemer. Palæstinensernes forpligtelse til at forsøge det samme må herefter forventes at veje så meget desto tungere.

Uri Dromi er international kommunikationschef for Israels Demokrati-institut. Fra 1992 til 1996 var han regeringstalsmand for ministerpræsidenterne Rabin og Peres.

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu