Læsetid: 5 min.

Jorn i junglen

En bog om et hovedværk i moderne dansk kunst, der befinder sig et særligt sted i Havana
6. oktober 2005

Er det politisk ukorrekt at udgive en bog i dag om Asger Jorns udsmykning af det Historiske Arkiv i Havana, Cuba? Det antydede Trine Ross, måske en anelse syrligt, i Politiken. Men det var måske endnu mere politisk ukorrekt af Jorn overhovedet at deltage i den store kulturkonference, der i januar 1968 samlede omkring 700 intellektuelle fra hele verden, de fleste fra Europa, for at fejre tiåret for den cubanske revolution. Selv om Jorn på ingen måde var udsendt af nogen, blot inviteret af sin gode ven, den cubansk-kinesiske maler Wifredo Lam.

Og så årstallet, jamen uhadada, 1968. Men faktisk var det ikke '68 endnu, ikke i den forstand der siden er blevet først modkanoniseret og siden afkanoniseret så effektivt, at det efterhånden nærmer sig udradering.

Det var 10 år siden, Fidel Castro og hans "band of gypsies" havde fjernet Batistas korrupte styre, der til egen fordel administrerede amerikanske forretningsinteresser, hvorefter Cuba, som enhver skoledreng eller -pige ved, blev manøvreret ind i sovjetlejren med de gængse markedsøkonomiske mekanismer så som 'køb ikke deres kommunistiske sukker og deres kommunistiske bananer'.

Frihed

Men tag det roligt, det er bare kunst. Det er endda dansk kunst. Asger Jorn var på mange måder det danskeste af alt. Så dansk at han gav sin hjemstavn et helt museum, så man fra Silkeborg kan se så langt ud i verden og så langt ind i sindet, som den moderne verdenskunst rækker, hvilket er enormt langt. Men han havde også i mange år, siden besættelsen, holdt sig væk fra landet og var derfor ikke faret vild i den sure tåge, hvor danskerne dengang som nu gennemfører deres formummede kulturkampe.

Så dansk som Jorn var, kan man kun være i udlandet, og det har sine konsekvenser. Vores i dag mest internationalt anerkendte og suverænt dyreste billedkunstner, lad os bare sige den største, fik i hele sin levetid kun en enkelt stor udsmykningsopgave i sit hjemland. Det var på Statsgymnasiet i Århus, hvor hans gigantiske relief hænger som et angreb fra fremmede ydre og indre rum på hele den ene langvæg i den koldt funktionalistiske aula, og hans vældige vægtæppe, lavet sammen med ungdomsvennen Pierre Wemaëre, hænger i festsalen.

I Havana findes så hans andet stykke monumental rumkunst, som Troels Andersen præsenterer i sin bog om Jorn i Havana. Troels Andersen bruger ikke så store ord, men værket er, i hele sin proces og som færdig ting, en påkaldelse af og en hyldest til friheden.

Det er for øvrigt ikke den første bog om værket. Jorn lavede selv en i Albisola, på italiensk, men det er den første på dansk, og det er på tide den kommer.

Guerilla

Billederne er malet direkte på væggene med akrylfarver i den gamle kolonistils-bygning, der tidligere var cubansk hovedkvarter for en amerikansk bank. De er, som Troels Andersen siger, indledningen til Jorns sene periode - han døde kun fem år efter - som måske er hans bedste.

For min skyld kan man godt fjerne det 'måske', for det er den bedste. En helt ny klarhed, en langt friere og mere radikal omgang med farverne - akrylfarverne var ret nye dengang, og Jorn har helt tydeligt haft det sjovt med deres ukendte lysværdier. Også en større enkelhed og dermed tydelighed i budskabet, eller i den billedfortælling med lange dybe rødder, der var Jorns hovedærinde. Der var altid mange fugle i Asger Jorns billeder, og her vrimler det med dem. Spraglede papegøjer i sprudlende tropisk skov og sære gamle krager fra den sorte nordiske nat. Fugle har reder og de flyver frit. Billederne er udtryk for den længsel efter frihed, der er den revolutionære drivkraft i det enkelte menneske. Ofte naturligvis kun en længsel. For Jorn vidste selvfølgelig godt, at der var problemer med friheden, også den kunstneriske, i Cuba, men han mødte mennesker, der troede på friheden som en mulighed. Sådan nogle mennesker mødte Jorn altid, og her var det især Celia Sanchez, en veteran fra guerillaen i bjergene, der stod Fidel Castro nær og derfor kunne give ham lov til at forlade de kedelige konferencelokaler med deres endeløse taler og i stedet male, hvad han havde at sige. Hun stod for bygningen, og da Jorn spurgte hende, hvor han måtte male, sagde hun : "Mal hvor du vil, mal det hele."

Dag og nat

Jorn mødte om morgenen og malede hele dagen for han havde ikke meget tid. Han havde ikke noget kul, så han ridsede billedkompositionerne op på væggene med en skruetrækker, hvorefter han trak en gulvklud med sort farve hen over ridserne, så de stod frem som kæmpemæssige raderinger. På det skelet anbragte han så sine spontane kompositioner uden forudgående skitser.

Store sorte rum kontrasteres med flammende gule, røde og blå eksplosioner. Små nisseagtige skikkelser fra fyrrernes mørke i Danmark svæver frit blandt papegøjerne i det nye rum, der findes i maleriet, når det ikke bare er frit, men når dets frie gestik og umiddelbare glæde ved farver i bevægelse er båret oppe af en malers lange kamp med stoffet.

Ind imellem arbejdede han også om natten. Nydia Sarabia, der dengang arbejdede på arkivet, fortæller:

"Jeg boede lige ved siden af arkivet, og en aften kom en lastbil med en kæmpe projektør og lyste ind gennem arkivets store vinduer. Folk stimlede sammen på gaden og undrede sig over, hvad der skete. Det var Jorn, der havde fået Celia Sanchez til at organisere ekstra lys ind i arkivet om aftenen. Han kunne simpelthen ikke stoppe med at male."

Som afslutning på arbejdet tegnede og malede Jorn gaver til alle arkivets medarbejdere. En af dem spurgte, hvad sådan en lille tegning kunne være værd. "For tiden kan du sælge den for 500 dollar i Paris," svarede han.

Troels Andersens bog afsluttes med en række vidnesbyrd fra disse menneker. En af dem, Rene Pacheco, tidligere direktør for arkivet, fortæller om den nære forståelse mellem guerillakrigeren Celia Sanchez og den danske maler:

"De havde noget sammen - en form for fælles bevidsthed. Celia fortalte os vigtigheden af, at han måtte male - at det var en nødvendighed for ham - og at denne maler rejste rundt med de døde."

Bevaring

Jorns værk trænger i dag til restaurering. Forlæggeren, Ole Sohn, skriver i en kort efterskrift, at der i nær fremtid forventes indgået en aftale om restaurering mellem den cubanske stat og Den Danske Komité til bevarelse af Asger Jorns udsmykning i Havana. Det støttes af både den danske og den cubanske delegation i UNESCO.

Serie

Seneste artikler

  • Gå tilbage, men aldrig til en fuser

    31. december 2009
    Den nye hjemstavnslitteratur var og blev den synligste trend i det 21. århundredes første årti, der dog bød på mange genrer
  • Hjemstavn

    30. december 2009
    Et af temaerne i årets danske litteratur, der i øvrigt har handlet om alt fra familie- og generationsopgør til ustabile identiteter, har været en ny hjemkomst, en besindelse på det danske sprog og hvad man kommer fra, på en ny hjemstavn i sproget
  • Det er ganske vist: Fyn er fin

    10. august 2009
    Fyn er et af Danmarks mest undervurderede steder, og derfor er det på sin plads at gøre op med enhver fordom her. Odense er eventyrets by - smørklatten i danmarks-grøden. Information har valgt at hylde paradisøen Fyn
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu