Læsetid: 2 min.

Jostein Gaarder: 'Jeg er blevet misforstået'

Den norske forfatter, Jostein Gaarder, uddyber i en ny kronik sit syn på staten Israel. Forfatteren føler sig misforstået men fastholder, at der stadig er god grund til at forholde sig kritisk over for Israels udenrigspolitik
14. august 2006

Efter flere dages tavshed har den norske forfatter Jostein Gaarder nu taget til genmæle over for den massive kritik, som hans kronik 'Guds udvalgte folk' har udløst. I lørdagsudgaven af Aftenposten uddyber forfatteren sine synspunkter i endnu en kronik, hvor han forsøger at aflive de misforståelser, som han mener, at hans oprindelige kronik har afstedkommet.

"Jeg er åbenbart blevet misforstået af mange på grund af det litterære kunstgreb, jeg benyttede, da jeg skrev kronikken om Guds udvalgte folk og mener derfor, at det er nødvendigt at vende tilbage til min første kronik i Aftenpostens med et forsøg på at klargøre begreberne," skriver Gaarder.

I sin første kronik proklamerede forfatteren blandt andet, at han ikke længere anerkender staten Israel. Men formuleringen er blevet fejlfortolket, mener han.

"Jeg bestrider ikke staten Israels ret til at eksistere inden for grænserne af 1948, men grænseudvidelsen af 1967 ved brug af militær magt strider mod folkeretten. I det synspunkt har jeg både FN og det meste af verdensopinionen bag mig," skriver han.

Efter at Jostein Gaarders oprindelige kronik blev trykt i sidste uge har højtstående politikere og forfatterkolleger taget skarpt afstand fra Gaarders synspunkter, ligesom almindelige norske læsere har vendt ryggen til forfatteren. Blandt andet har Aftenposten modtaget mere end 1.500 debatindlæg fra fortørnede læsere. Jostein Gaarder beklager, hvis han har stødt nogen, men han fastholder sin oprindelige kritik af Israels udenrigspolitik, som han mener er til stor fare ikke mindst for Israel selv.

"Muren er ikke bare til daglig irritation og skade for det palæstinensiske folk, men kan i et længere perspektiv være en større fare for Israel, end landet ville have været foruden. Jeg er bange for, at Israels uforsonlige politik i forhold til sine naboer på langt sigt kan udgøre en fare for Israel selv," skriver Gaarder.

Samtidig forsvarer forfatteren sig over for kritikken om, at han med sin kronik blander religion og politik sammen. Ifølge Gaarder selv har intentionen været den modsatte. Titlen på hans første kronik blev netop brugt for at understrege, at "vi aldrig må acceptere at nogen part i en konflikt kan gøre krav på noget gudgivet mandat," skriver han.

Med sin kronik håber Gaarder at have afklaret de værste misforståelser og opfordrer nu istedet til at rette fokus på konflikten.

"Imens regner det med raketter og bomber, civile dør, veje, vandforsyning og havnevæsner sættes årtier tilbage. Alle skylder vi krigens ofre et nødskrig. Lad os nu koncentrere os om det, sagen handler om," skriver Gaarder.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu