Læsetid: 2 min.

Journalismen

Det bemærkelsesværdige ved Anders Fogh Rasmussens energiplan er, at der slet ikke er nogen plan! Ingen overordnet målsætning og ingen fremgangsmåde. Tirsdag kom det frem, at den så imødesete og allerede fejrede energiplan ikke var andet end et notat på syv sider. Sådan set var Fogh afsløret som en kejser uden tøj på, men det tog journalistikken sig ikke af, for statsministeren stod rimeligt i meningsmålingerne, han 'havde dækket en flanke af' og 'talt til de kvindelige vælgere'. Sådan set var journalistikken også afsløret som en kejser uden tøj på. Men pressen havde alt for travlt med 'journalistikken' og 'pressefriheden' til at beskæftige sig med noget så underordnet som politik.
27. januar 2007

Den fjerde statsmagt', 'demokratisk vagthund' og 'ytringsfrihed'. Journalister bruger store ord, når de skal forsvare journalistikken: Journalisterne er sandhedens og frihedens helte i det barske samfund. Så når statsministeren udpeger DR som utroværdig, er torturen i Afghanistan, løfterne fra Folketingets talerstol og krigen mod terror underordnet. Nu handler det om journalistikken: Torsdag startede debatten på forsiden af en morgenavis med et billede af statsministeren og DR's logo og kørte hele dagen indtil den sene aften på DR2, hvor krigen i Afghanistan nu var blevet til en diskussion mellem medieordførere og siden en debat mellem en chefredaktør og en mediedirektør, og næste morgen fortsatte festen på TV 2, hvor endnu en chefredaktør talte med en professor i journalistik om sagen. Naturligvis var statsministerens manøvre fra starten gennemskuet som 'spin'. Men spin er jo spillet om magten. Og den kritiske journalistik forfølger magtkampe.

To episoder i den forgangne uge viser igen, hvor tæt journalistikken følger spillet om magten:

Den første episode fandt sted forrige fredag, da regeringen Fogh præsenterede den længe ventede energiplan. Reaktionen fra pressen var klar: 'Pil opad til Fogh' i en leder i B.T. søndag for hans 'prioritering af miljøhensyn' og i Berlingske Tidende hed det i en analyse, at statsministeren havde fanget alle de internationale strømninger på miljøområdet og forlangt en 'vidtrækkende plan', og konklusionen var: "Fogh har store muligheder for at komme til at stå stærkt med sin nye linje."

Den anden episode fandt sted tirsdag, hvor Socialdemokraterne præsenterede en 'ordførerrokade'. Igen var responsen positiv: Nu havde Helle Thorning Schmidt "sat holdet til valgkampen". To alt i alt flotte præstationer af lederen for regeringen og lederen for oppositionen.

Det er blot den forskel på de to sager, at den ene er ligegyldig og den anden af helt afgørende betydning. Ret beset er Helle Thornings 'ordførerrokade' vel ikke meget vigtigere for nationen end, hvis partiet havde valgt at skifte lamper i sekretariatet - det betyder intet uden for Christiansborg, at den unge Magnus Heunicke nu skal stå for den socialdemokratiske trafikpolitik i stedet for den ældre Poul Andersen.

En vidtrækkende energiplan betyder derimod meget. Og det bemærkelsesværdige ved Anders Fogh Rasmussens energiplan er, at der slet ikke er nogen plan! Ingen overordnet målsætning og ingen fremgangsmåde. Tirsdag kom det frem, at den så imødesete og allerede fejrede energiplan ikke var andet end et notat på syv sider. Sådan set var Fogh afsløret som en kejser uden tøj på, men det tog journalistikken sig ikke af, for statsministeren stod rimeligt i meningsmålingerne, han 'havde dækket en flanke af' og 'talt til de kvindelige vælgere'. Sådan set var journalistikken også afsløret som en kejser uden tøj på. Men pressen havde alt for travlt med 'journalistikken' og 'pressefriheden' til at beskæftige sig med noget så underordnet som politik.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her