Læsetid: 5 min.

Journalnummer 1-43-262.365

Khaled skulle ofre sig for Palæstina, men udsigten til martyriet plagede den unge mand, der flygtede til Danmark. Nu har den statsløse palæstinenser så fået endeligt afslag på ophold efter knap fem års ventetid. Og i dag har han, som så mange andre i samme situation, valgt at 'gå under jorden'
28. juni 2005

Khaled Said Muhanna ligner en jaget mand, som han sidder blandt mændene på den arabisk ejede café.

Og efterstræbt er netop, hvad han har været, fra det sekund Ministeriet for Flygtninge Indvandrere og Integration den 14. juni stadfæstede Udlændingestyrelsens afgørelse af 22. marts 2005.

"Det påhviler Dem herefter at udrejse af Danmark straks," forlød finalekonklusionen efter flere års papirbombardement.

Selv ikke et sidste øjebliks dårligt formulerede brev med indledningsskriften "I Allahs, den Nådiges, den Barmhjertiges navn", attesteret Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation og underskrevet af PLO-leder Jamal Q i det sydlige Libanon mildnede de danske myndigheder. Brevet beskrev Khaleds ringe fremtidsudsigter i det ustabile, men smukke Middelhavsland.

Myndighederne tror kort og godt ikke på historien om den yngste af nu afdøde Said Muhannas sønner. Eller som Flygtningenævnet allerede skrev til Khaleds advokat i et brev dateret 9. oktober 2002.

"Det bemærkes hermed, at deres klients aktiviteter for Fatah-bevægelsen har været af helt underordnet karakter - at han alene har været menigt medlem."

Nævnet fandt det hverken dengang eller nu sandsynliggjort, at Khaled skulle være eftersøgt af Fatah-folket for at være udeblevet fra tjeneste i Mazare Shebaa-området tilbage i september 2000.

Påstanden om at han stak af til Danmark, fordi han var 'udvalgt' til en selvmords-aktion i Israel, er simpelthen prellet af.

Det samme er et par mere eller mindre behjertede selvmordsforsøg under opholdet her i 'smørhullet', som Khaled drømte så meget godt om før og under flugten nordpå. Men ét er sikkert. Khaled Said Muhanna blev født til modstandskamp for 27 år siden.

Hans far var en højtstående PLO-leder, der efter et møde i Saida blev likvideret i et internt opgør foran et syrisk checkpoint syd for hovedstaden Beirut i begyndelsen af 90'erne. Sønnen var både før og efter faderens død parat til at yde sit bidrag, så familien Muhanna kunne vende 'hjem' til et frit Palæstina.

Men den unge mand endte med at stikke af med halen mellem benene.

For han vidste, om nogen, at de folk, han svigtede, ikke var til at spøge med.

Derom vidner den haltende gang hen over gulvet på den århusianske kaffebar.

"Jeg meldte mig til en martyropgave - men fortrød," erkender Khaled og slår blikket ned.

Gennembanket og skudt

Den generte palæstinenser er vokset op i flygtningelejren Al Bedaoui i det nordlige Libanon.

Hertil flygtede Muhanna-familien, da israelerne i 1982 fordrev dem fra deres hjem omgivet af olivenlunde og tjenestefolk nær havet i det sydlige Libanon.

Khaleds far blev, efter flugten fra den israelske invasion, PLO's mand i den forarmede lejr nord for Tripoli, hvor strøm, vand og kontakten til omverdenen afhænger af libanesernes luner.

Også her mærker palæstinenserne nemlig på egen krop, at de nok er tålt - men ikke velkomne.

De voksne lærte den fåmælte knægt Khaled, at kun kampen kan ændre tingenes tilstand.

Og som så mange andre unge mænd blev han langsomt, men sikkert trukket ind i den palæstinensiske modstandsbevægelse.

Den repræsenterer magten på de kanter.

Inden da, blot 19 år gammel, havde Khaled henvendt sig til den lokale palæstinensiske kommandant i det nordlige Libanon, fordi en af hans ældre brødre var forsvundet.

Men revolutionsrådet affærdigede ham.

Således ydmyget slyngede Khaled et glas vand i ansigtet på kommandanten.

En uklog reaktion, skulle det siden vise sig.

For i et blændet lokale blev han gennembanket - og skudt af en mand i mørkegrøn uniform.

Efter ugers sengeleje, efter at være kommet på benene igen og efter at have fået vished om den forsvundne broders flugt til Norge, hvortil han var stukket af - fordi han frygtede samme skæbne som faderen, investerede Khaled i et falsk pas og forsøgte at skaffe penge til at slippe ind i det forjættede Europa. Men sådan skulle det ikke gå.

I stedet tog en mere jordnær drøm fart.

Vejen til cowboybukserne, han havde set i vinduerne side om side med mærkevarerne fra verdensnavne som Gucci og Benetton inde på Rue Hamre i hovedstaden Beirut, gik gennem Fatah-bevægelsen.

En gren af PLO, der havde svoret troskab mod daværende palæstinenserleder Yassir Arafat. Og en gren som fortsat samarbejder med militante grupper som Hamas og Hizbolla.

Hos Hizbolla

Det var kammerat Zeyad, der skaffede tjansen som soldat. Dermed fik den usikre Khaled sine egne lommepenge.

Siden blev den unge soldat sendt til lejre som Ein El-Helwe og Bourj Al-Shamali.

Her hørte han under fredagsbønnen om martyrerne - om jomfruerne og det sorgløse liv, der ventede.

Men fantasierne fik ikke lov til at stå alene. Våbentræningen var anderledes virkelig og foregik med en Kalashnikov i hænderne på en støvet stenplet i udkanten af Ein El-Helwe.

Vagttimerne foran olietønderne i flygtningelejren Bourj Al-Shamali, hvor Khaled checkede biler og beskyttede betydningsfulde mænd, var også autentiske.

Og på en smuk efterårsdag i 2000 kørte Khaled så pludselig op gennem Bekaar-dalen mod Baalbek.

Her regerer Hizbolla.

"Alle i bilen fornemmede, at der skulle ske noget vigtigt," husker Khaled, der også mindes bilradioens beretninger om opstanden mod israelerne, som netop i de dage tog fart.

Inden de unge mænd fik bind for øjnene, nåede Khaled at nyde udsigten til bjergene mod Syrien i øst og tanken om de eksklusive skisportssteder mod vest - bare en god times kørsel fra Middelhavet.

Manden foran kaminilden gjorde meget ud af ansvaret, de unge Fatah-soldater bar på deres skuldre.

Han uddybede også historien om Palæstina - om Paradiset og nævnte Israel og israelerne.

Og da han spurgte Khaled, om han var parat til at ofre sig for sit land, var svaret et klart ja.

Kort tid efter fik han besked på at møde i lejren Rashadia. Men nogen sørgede for, at han fik et tip, inden indkaldelsen nåede frem.

Under jorden

Alvoren var begyndt at gå op for unge Khaled, der efterhånden var blevet klar over, at han aldrig kom til at se sin fars drøm om et frit og uafhængigt Palæstina gå i opfyldelse, hvis han opfyldte ønsket om at bruge sin egen krop som våben til at dræbe og lemlæste.

For nok havde han i første omgang været parat til at trække israelske soldater i døden, men tanken om at ofre sit eget liv og sprænge uskyldige til atomer begyndte at pine ham.

Og derfor gemte Khaled sig i en lejlighed i Tripoli, indtil broderen Wisam, familiens klareste hjerne med dansk statsborgerskab, der var udset til at efterfølge faderen i PLO-hierarkiet, hjalp ham til Danmark.

I dag har Khaled Said Muhanna så atter valgt at "gå under jorden."

Denne gang i Danmark - i første omgang.

Torsdag den 16. juni skulle han ellers møde op i Anker Heegaards Gade 7 med maksimum 20 kilo bagage.

Der stod ikke noget om pas i papirerne fra Rigspolitiet. Men den slags dokumentation gør statsløse palæstinensere sig heller ikke i. Derimod viste rejseplanen fra Carlson Wagonlit Travel, at Khaled skulle sendes over Sheremetyevo-lufthavnen i Moskva.

Her var ventetiden berammet til godt 10 timer inden den videre færd til Beirut.

Men måske dukker den panikslagne palæstinenser op igen i Norge, Sverige eller Canada for den sags skyld?

I så fald er journalnummer 1-43-262.365 ikke længere de danske myndigheders problem.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her