Læsetid: 3 min.

Judas da Vinci

Påskens og National Geographics store 'nyhed' om Judasevangeliget er useriøs, men falder godt i tråd med tidens trend med hemmelige selskaber og kodede meddelelser
19. april 2006

I den netop overståede påsketid lykkedes det tidsskriftet National Geographic at få en sjældent set opmærksomhed. Tidsskriftet havde nemlig spillet en central rolle ved offentliggørelsen - omhyggeligt timet til påsken - af et evangelieskrift, Judasevangeliet, som ifølge National Geographics egen hjemmeside skulle indeholde afsløringer af hemmelige aftaler mellem Jesus og Judas.

Og i god tråd med tidens øvrige begejstring for 'afsløring' af hemmelige selskaber og kodede meddelelser har dette skrift allerede fået en aura om sig som afslørende for ikke at sige kompromitterende for den kristne kirkes traditionelle overlevering af begivenhederne omkring Jesus.

Ingen ny viden

Ifølge sagkundskaben på området er der imidlertid for langt den største dels vedkommende enighed om, at opdagelsen af Judasevangeliet ikke er den sensationelle afsløring, som N.G. gerne vil gøre den til, og at det ikke kan tilføre os nogen afgørende - om overhovedet nogen som helst - ny viden om Jesus og hans samtid.

Selve skriftfundet af den såkaldte Codex Tchacos fandt sted allerede i 1970'erne. For 6 år siden dukkede det op efter nogle års bortgemthed, og nu er der så under stor mediebevågenhed kommet en engelsk oversættelse af den originale koptiske tekst.

At der har eksisteret et skrift med navnet Judasevangeliet, har man vidst siden oldkirken. Teologen Irenæus nævner det omkring år 180 uden at skænke det nogen særlig opmærksomhed. Affattelsestidspunktet for Judasevangeliet ligger sandsynligvis omkring år 150. Derved hører det til den store gruppe af skrifter, som affattedes i tiden efter de nytestamentlige skrifter, og som både rummer forskellige evangelier, men også beskrivelser af apostelgerninger, breve og åbenbaringsbøger.

Gnostiske skrifter

Som regel tidsfæster man denne gruppe af skrifter til for de ældstes vedkommende det 2. århundrede, de fleste dog snarere fra det 3. århundrede. Mange af skrifterne forsøger at afdække og forklare nogle af de tomrum, som de nytestamentlige skrifter efterlader. Der er f.eks. beretninger om Jesu barndom, Paulus' død - og altså også forklaringen på, hvorfor Judas fandt på at forråde Jesus.

Disse skrifter kalder man for de apokryfe ('skjulte') skrifter, eftersom kirken ikke anerkendte dem på lige fod med de nytestamentlige, og de derfor blev holdt skjult af deres ejermænd. Den manglende anerkendelse af disse skrifter skyldtes ikke mindst deres tvivlsomme autencitet; mange af dem foregav at være affattet på tidspunkter før deres sandsynlige affattelsestid, og ofte knyttedes skrifterne til kendte personer fra Det Nye Testamente.

På den måde søgte man at forlene dem med en alder og autoritet, de efter al sandsynlighed ikke har haft. Dertil kommer, at de pågældende skrifter udtrykte en helt speciel teologisk observans, som efterhånden var ved at udskille sig fra den ældste kirkes forkyndelse.

Næsten alle disse skrifter (Thomasevangeliet, Filipsevangeliet, Sandhedens evangelium, Petersevangeliet, Nikodemusevangeliet, Jakobs forevangelium, Paulus' apokalypse, for nu at tage et lille udvalg) hører til inden for den retning, man benævner gnosticismen. Det er som en del af denne tradition, man også skal se Judasevangeliet. I al fald er både dets stil og indhold helt i tråd med de øvrige skrifter i denne gruppe, og tidsmæssigt kan Judas-evangeliet temmelig sikkert placeres som et tidligt af de gnostisk inspirerede skrifter.

Denne teologiske retning, som kan være vanskelig at afgrænse præcist, skelner mellem en skabt, materiel verden og dens onde skabergud, og så den åndelige verden, som skyldes den højeste Gud, som menneskets sjæl stræber mod. Ved hjælp af en særlig viden, gnosis, kunne de særligt udvalgte komme til en erkendelse, som ville føre til, at sjælen befriedes fra legemets fængsel.

Både i kraft af denne skelnen og i kraft af andre forskelle stod kristendommen og de forskellige gnostiske retninger over for hinanden i et efterhånden ganske markant modsætningsforhold.

Man gør nok klogt i at anskue Judasevangeliet som udtryk for dette modsætningsforhold. Den nye oversættelse er således interessant for den, som vil vide noget om gnosticismen, som den udformede sig op gennem det anden og tredje århundrede. Men som vidne om den tidligste kristendoms tanker er det ikke anvendeligt. Og da slet ikke som 'afsløring' af hidtil hemmelige 'aftaler' mellem Jesus og Judas.

Læs mere på www.nationalgeographic.com, men supplér for himlens skyld med 'Bogen om Bibelen' (Politikens Håndbøger), 'Gads Bibelleksikon' eller 'Nytestamentlige Apokryfer', udgivet med indledning af Det Danske Bibelselskab

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her