Læsetid: 4 min.

Juhu i Jerusalem

31. maj 1999

"Jeg gik forsigtigt hen til stedets jockey og bad om noget med lidt mindre rock i ..."
Kirsten Siggaard i "Sku' Du Spørg' Fra No'en", dansk Melodi Grand Prix-vinder, 1985

DER ER EN vis historisk logik i, at Sverige, i 25-året for ABBA's sejr med "Waterloo", lørdag aften i Jerusalem vandt det 44. Melodi Grand Prix med"Take Me To Your Heaven", fremført, andre ord dækker ikke, af fotomodellen Charlotte Nilsson. Hun var iført en kreation, der skulle illudere bodypainting, men altså ikke var den ægte vare. Det var sangen heller ikke. Som den danske kommentator, og grand prix-veteran, Keld Heick, tørt formulerede det, så "har ABBA og Søren Bundgaard ikke levet forgæves."
På den led var alt ved det gamle. Melodi Grand Prix som udstillingsvindue for efterligneres efterlignere og det langtrukne bevis på underholdningsbranchens korttidshukommelse og værdiudfladning. Gefundenes Fressen for de fordomsfulde. Og så alligevel ikke.
Noget er nemlig sat langsomt, men sikkert i skred i dette pan-europæiske kulturfænomen. Med jerntæppets fald blev de tidligere og nye østlande inviteret indenfor til fjernsynstransmitteret fællessang. Disse grand prix-novicer skilter med deres særpræg i stedet for at koble sig på den mekaniskmelodiske fællesnævner, der har været konkurrencens kendetegn de sidste mange sæsoner.

PLUDSELIG VAR det ikke bare Tyrkiet, der skilte sig ud. De blev mainstream i forhold til den bosnisk-hercegovinske rapper med autentisk strengeakkompagnement, hvor landsbykulturen møder MTV. Lige så nationalt sindede var Slovenien, Litauen og Estland, og det er som om denne åbenhed har givet de 'gamle' lande mod til at afspejle virkeligheden - ikke nogen lille ting i en sammenhæng, der glitrer af uvirkelighed. Således lod Tyskland sig repræsentere af den tyrkiske indvandrergruppe Sürpriz med sangen "Reise Nach Jerusalem", sunget på tysk og tyrkisk. Og var tæt på at vinde. Bl.a. takket være topkarakterer fra Tyrkiet! Og den multietniske hverdag i Norge blev illustreret af et hiphoppende, colombiansk adoptivbarn.
Hvis Melodi Grand Prix'et overhovedet skal have nogen eksistensberettigelse i næste årtusind, skal det rumme mere af den musikalske mangfoldighed, som dog indtil videre kun er eksotiske undtagelser fra reglen. Der er nemlig stadig tale om tætsiddende melodisk uniformering med sange, der vidner om den klanglige globaliserings sejrsgang, understreget af at det for første gang var lovligt at synge på engelsk. Og endnu en gang blev det dokumenteret, at alle har glemt, at konkurrencens officielle formål er, "at stimulere udbuddet af højkvalitetssange på populærmusikområdet".

DET OG ET ønske om at bringe de koldkrigsramte europæere tættere på hinanden var motivet bag etableringen af Eurovision Song Contest i 1956.
Årene har vist, at grand prix'ets største problem har været, at det netop ikke er lykkedes at gøre begivenheden til en platform for fremdrift og kvalitet i popmusikken. Konkurrencen har aldrig formået at blive bærebølge for andet end sig selv. I modsætning til forbilledet, San Remo-festivalen, som har fungeret som talentforum og stilafsmitter for italiensk pop og rock gennem flere generationer. Med meget få undtagelser, ABBA f.eks., er deltagerne, målt med internationale alen, dejset om som døgnfluer morgenen efter med en daglang champagnebøvs og en enkeltbillet til glemslen som eneste minde. I stedet har Melodi Grand Prix'et lukket sig om sig selv som en særlig genre med to hovedudtryksformer - engangslightersentimentalitet eller aerobics-friskhed, eller man har taget andre stilarter op efter at de er klinget af. Typisk i den henseende var det lokale grand prix i 1997, hvor modkulturen hip hop blev familievenlig, da Kølig Kaj vandt med "Stemmen I Mit Liv".

DANMARK HAR altid hørt til status quo-fløjen i Melodi Grand Prix-sammenhæng. Ironisk nok eftersom vi i 1963 vandt den internationale finale med den dybt originale sang, Otto Francker og Sejr Volmer-Sørensens "Dansevise". I årene efter kørte en intens debat om 'refrænkulturen', anført af Poul Henningsen. Det var dengang, tv helst skulle være dannet og dannende, så Melodi Grand Prix var en paria på linje med fodbold. I 1965 inviterede DR så den lokale intelligentsia til at skrive pop. Grand prix-vinder det år blev Birgit Brüel med "For Din Skyld". PH skrev teksten. Glemsel kan være nådig. Året efter lukkede DR i et anfald af misforstået kulturradikalisme butikken, og deltog først igen i 1978.
I årene derefter udvikledes herhjemme en speciel grand prix-stil med halvtonehop, legetøjsorgler, mere eller navnlig mindre adrætte juhupiger, og en rytmik, der lånte fra rocken uden at nogen kunne tage anstød af det. Hovedarkitekt var Søren Bundgaard, og deltagerne tilhørte alle samme rygklappende og kindkyssende loge af dansktopsangere, der lige så godt kunne være forblevet havnefestarrangører, brugtvognshandlere og damefrisører. Det var måske folkeligt, men aldrig festligt og fornøjeligt. Og selv om forsøg blev gjort, bl.a. af Kim Larsen, var det ikke muligt at forny genren. Lettere blev det ikke af, at en mislykket grand prix-deltagelse indebar en kunstnerisk stigmatisering. Kun Trine Dyrholm har 'overlevet', at hun dansede i måneskin i 1987.
Næste år er vi med igen, som det hedder i genrens særlig jubeljargon. "Takket være en flot 8. plads" til Michael Teschl og Trine Jepsen, som lørdag sang: "Denne gang siger vi det ærligt/denne gang siger vi det klart/det er alt for besværligt/hvis det skal være så smart ..."
De linjer lader vi lige stå til næste år.tobi

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu