Læsetid: 8 min.

Til julebal i digterland

Nobel-ballade, nyt litteraturhus, kulturministeriel bommert, sædelighedsfejde. Litteraturåret 2005 har budt på alt, hvad hjertet kan begære. Og ikke mindst en masse god litteratur. Lilian Munk Rösing gør status på et oprivende år
23. december 2005

Det har været et godt litteraturår i år. Så godt at man burde holde et ordentligt julebal (med et touch af Nobel), hvor forfatterne og værkerne kunne byde hinanden op til dans. I år fik litteraturen ligefrem sit eget hus i København: Literaturhaus, som i foråret slog dørene op til en nedlagt kirke på Nørrebro for herfra at prædike litteraturens evangelium i form af oplæsninger, stand up kritik og litterære frokoster.

Her kunne ballet jo passende foregå. Med overtegnede som værtinde, naturligvis, med dagdrømmerens suveræne ret til at vælge, hvem hun vil sende i armene på hinanden, enten for at de kan falde i armene på hinanden eller krydse klinger. Uden hensyntagen til køn, begærsretning og ægteskabelige forhold.

Negativ opbyggelighed

En af året første markante begivenheder på den litterære (og i bredere forstand kunstneriske) scene var faktisk en pardans: Søren Ulrik Thomsen og Frederik Stjernfelt dansede frem med deres Kritik af den negative opbyggelighed i strakt tangoarm.

Her går de i rette med den negationens og grænseoverskridelsens æstetik, som de mener præger vor tid. Til mit bal måtte de gerne fortsat danse med hinanden, men jeg ville lade deres værk danse kampdans med et oversat værk fra den anden ende af året: Bartleby & co., af den spanske forfatter EnriqueVila-Matas, som i denne pragtfulde fodnote-samling til en ikke-eksisterende tekst (!) slår et slag for de store digtere, hvis fremmeste bestræbelse har været at negere eller minimere litteraturen (Kafka, Beckett, Celan, Duras).

Omtrent samtidig med Thomsen og Stjernfelt, da året endnu var ungt, udsendte Juliane Preisler sin charmerende romantiske bumsekomedie af en roman: Lyse tider, som handler om en kvinde i overgangsalderen, der pludselig slynges ud af storbyens effektivitetsliv og finder et nyt syn på tilværelsen blandt bumserne på bænken. Preisler skal danse med svenske Madeleine Hessérus, hvis roman Isola (smukt fordansket af Pia Juul) også handler om en kvinde, der melder sig ud af storbyens effektivitetsliv, men dér hvor Preisler lader sin person finde alternativet til effektivitetslivet midt i storbyen selv, i dens sociale bærme, sender Hessérus sin kvinde ud i de store svenske skove.

Tredje par på dansegulvet kunne ikke være et par, men en trio: Thomas Bernhard, Morten Søndergård og Pia Juul. Og måske vil de hellere gå end danse, for deres bøger handler om at gå. Thomas Bernhard (1931-1989), den evigt og pragtfuldt sure østriger, lader i Gående gåturens fremdrift give energisk rytme til en livsbekræftende samtale om eksistensens utålelighed.

Morten Søndergårds virkeligt vellykkede digtsamling hedder Et skridt i den rigtige retning og handler om, hvordan det går, og hvor vi går hen, både politisk og eksistentielt, i en moden poesi, der formår at bruge rytmerne, remserne, metaforerne, ordføleriet til at tænke med. Pia Juuls krimi-digtsmaling (!) Helt i skoven handler om at gå sig ud en sommerdag, så "Ord i skoven" bliver til "Mord i skoven".

Noveller og poesi

Pia Juul må jo regne med mere end en enkelt svingom, for hun har i år befæstet sin position som en af de store damer i dansk litteratur, ikke bare med sine digte, men også med novellesamlingen Dengang med hunden. I denne anledning ville jeg gerne lade hende valse med Katrine Marie Guldager, som også insisterer på novellegenren og praktiserer den med velgørende nøgtern empati i årets buket af globalsolidariske noveller Kilimanjaro.

Guldagers insisteren på at lade eksistens og politik gennemtrænge hinanden (bragende igennem med Ankomst, Husumgade, 2001) har været forløber for hele den velgørende bølge af politisk-eksistentiel digtning, som har givet poesigenren et voldsomt come back, og som i år har givet os tre fremragende digtsamlinger, ud over Morten Søndergaards tænker jeg på Thomas Bobergs Livsstil og Niels Franks Én vej.

Ursula Andkjær Olsen kan vi lade danse med Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden, som var så begejstret for hendes digtsamling Ægteskabet mellem vejen og udvejen, at han skrev en hel klumme om den i sin avis. Endnu et tegn på poesigenrens bragen igennem - tænk at den kan optage chefredaktionel klummeplads! Og det kan den jo nok netop, fordi den er blevet politisk og verdensvendt - i Andkjær Olsens tekstmaskine indgår ikke bare citater fra filosofien og litteraturen, men også politikerudtalelser og reklameslogans.

Det er begavet og finurligt, hvad Andkjær skriver, men når hun har danset færdig med Seidenfaden, kunne jeg godt tænke mig at sende hende i armene på en ældre livsklog dame som Dorrit Willumsen, som har hele den eksistentielle tyngde, Andkjær endnu savner.

Willumsen skal dog have lov til at danse førstedansen med islandske Sjón, fordi hans enkle, altmodische Nordisk Råds Litteraturpris-hædrede fortælling Skygge-Baldur og hendes suveræne, lettere surreelle novellesamling Den dag jeg blev Honey Hotwing begge åbner det tæt-på-det-guddommelige kunstrum, hvor stor tragik og stor komik runger sammen.

Lille og stor verden

Christina Hesselholdt udsendte i efteråret En have uden ende: en lille samling suveræne sansenære, dødskredsende arabesker, men inkluderede heri, til min ærgrelse, et angreb på den centraleuropæiske roman, herunder min store litterære helt, ungarske Imre Kertész. Derfor vil jeg naturligvis sende hende i armene på selv samme Kertész, hvis lille Detektivhistorie i år blev oversat til dansk og ligesom hans øvrige værker udforsker totalitarismens logik (her ved at lade bødlen fortælle offerets historie) i en skrift, der glimrer ved sin nødvendighed.

Helle Helle, som i sin fine, fine Rødby-Puttgarden med minimale virkemidler og maksimal præcision skildrer et fortiende kvindeliv i provinsen, ville jeg ud fra en forestilling om modsætningernes tiltrækning, lade danse med Claus Beck-Nielsen, hvis virkemidler er maksimale, også i (den til Nordisk Råds Litteraturpris nominerede) Selvmordsaktionen, som udspringer af den geniale politiske happening, kunstneren foretog, da han i 2004 rejste til Irak og forsøgte, i en stålcontainer, at indføre de europæiske kernedyder: tvivlen og demokratiet.

Danske Ida Jessen så jeg gerne budt op af norske Hanne Ørstavik, fordi begge disse damers romaner (Jessens ABC og Ørstaviks Præsten) konfronterer læseren med etiske spørgsmål ved at lukke hende klaustrofobisk inde i hovedpersonens bevidsthed, hos Jessen den tilsyneladende bedragne og groft udnyttede skilsmissefar, hos Ørstavik den unge idealistiske kvindelige præst.

I Pablo Henrik Llambías' Det ukendte barn lægger historisk dokumentarisme og fiktion om Tyskland under Anden Verdenskrig sig oven i en smertelig og selvbiografisk historie om at være skilsmissefar.

Llambías ville jeg lade danse med spanske Javier Cercas, hvis roman Salamis' soldater stiller spørgsmålet 'hvad er en helt?"' og viser, hvordan blandingen af dokumentarisme, fiktion og selvbiografi, som hos Llambías er meget vellykket, kan blive helt sublim eksistensforskning.

Kampdans

Så kunne man jo også tænke sig at se nogle af de par, som virkelig har danset kampdans på den litterære offentlighedsscene, falde hinanden om halsen i julefred og forsoning. Kulturminister Brian Mikkelsen, som med nogle meget uheldige udtalelser kom til at afsløre de nationalchauvinistiske motiver bag det litterære kanonudvalg, og professor Erik A. Nielsen, som suverænt nægtede at blive siddende i kanonudvalget, hvis ikke Mikkelsen trak sine udtalelser tilbage.

Digteren Martin Glaz Serup, som i år havde sin fjerde bog klar, og Forlagsdirektør Morten Hesseldahl, som trods kontrakt alligevel ikke ville udgive den og i den forbindelse ikke understod sig for at udbasunere sin fyrede forfatters salgstal. Filmmand, forfatter og Feinschmecker Jørgen Leth, som skrev en selvbiografi om omkostningerne ved at lade sit liv styre af jagten på nydelse, og de feminister, som i den anledning hængte ham ud som inkarneret prostitutionskunde og sørgede for, at han blev frataget ære, værdighed og samtlige hverv.

Med mig som værtinde måtte Mikkelsen, Hesseldahl og Leth-revserne ganske vist inklinere med en undskyldning, hvis de skulle have lov at danse med. Erik A. Nielsen skulle da heller ikke alene danse frem som Brian-revser, men også med sin fremragende oversættelse af to af Goethes geniale dramer: Torquato Tasso og Iphigenie på Tauris, som begge dybsindigt udforsker spændingen mellem affekt og lov. Og unge Serup, hvis digte kredser om, hvordan vi er sprogkodede dyr, så jeg egentlig hellere i armene på Elfriede Jelinek, som i sin (i år til dansk oversatte) roman Spillelærerinden, i en monoman og frygtelig morsom mesterlitterær prosa fremstiller det menneskelige seksualvæsen som en blanding af dyr og sprogmaskine.

Endelig ville jeg hellere lade Leth danse med Christian Braad Thomsen, ikke fordi jeg tror, nogen af dem ville nyde det, men fordi den ene film- og jazzmands erindringer (Braad Thomsens Vredens gudinde besyng) uretfærdigvis kom til at stå i skyggen af den andens (Leths), selv om Braad Thomsen leverer skarpsindig analyse af det, som Leth er symptom på: ungdomsoprørets omslag til konformisme.

Endelig, tværs gennem salen, ville vi se Don Juan komme roterende om sig selv i en baglæns svampeplukkende flugtlinje, parat til at stille sit blik til rådighed for de kvinder, der har brug for det, for sådan åbenbarer han sig i Peter Handkes lille mærkværdige mesterværk Don Juan (fortalt af ham selv), som vi i år fik i Hanne Lunds fine oversættelse.

Amos Oz

Selv er jeg ikke i tvivl om, hvem jeg helst vil danse med hele natten: Den store israelske forfatter Amos Oz. Hans erindringsbog Kærlighed og mørke har bedre end alle dokumentariske reportager fået mig til at forstå verdens politiske brændpunkt, den israelsk-palæstinensiske konflikt.

Oz fortæller historien om nationen Israels' fødsel i en blanding af sansemættet barndomserindring og forgrenet slægtshistorie, der fører tilbage til de store europæiske drømmes blomstring og frem til deres forlis. Skal man læse én af de bøger, der er kommet i år, skal man læse denne.

Mange nævnt, mange glemt. Først og fremmest, slår det mig, har jeg fuldkommen glemt H. C. Andersen (den store nationalfisselette, som han så smukt er blevet kaldt af litteraten Dag Heede), hvis fødselsdag jo ellers var årets litterære event. Et år, hvor de litterære frugter falder så tæt, som de har gjort det i Danmark i 2005, er det svært at nå at samle dem alle op. Men med til at give årgangen gemmepotentiale er Hans Otto Jørgensen road movie af en roman Væltede Kældre, Simon Grotrians digtsamling Melatonin, Lone Hørslevs prosating Fjerne galakser er kedelige og Astrid Saalbachs roman Fingeren i flammen.

Men inden min metaforiske sammenblanding af julebal, æblehøst og årgangsvin kortslutter sig selv, vil jeg ønske det litterære Danmark glædelig jul og et godt nyt år, selv om det, litterært set, umuligt kan blive lige så godt som det gamle!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu