Læsetid: 11 min.

Julemiraklet i Abu Ghraib

En dødeligt syg irakisk baby blev fundet af godhjertede amerikanske soldater, fløjet til USA og givet livet tilbage af dygtige læger. Et tiltrængt mirakel for en trængt præsident Bush midt i krigens udsigtsløse mørke
16. januar 2006

Det var et sandt julemirakel. Af den slags man drømmer om og beder til i sine allermørkeste stunder.

For præsident George Bush i Det Hvide Hus var dagene op til juleaften formørkede af den endeløse strøm af nedslående nyheder fra krigens Irak. Det irakiske valg var ganske vist vel overstået, men stemmeoptællingen tegnede til at give langt de fleste stemmer og den afgørende indflydelse til de præstestyrede, shiamuslimske partier med ambitionen om at omdanne Irak til et strengt religiøst samfund efter iransk inspiration. De shiitiske partiers militser havde netop leveret ildevarslende vidnesbyrd om deres metoder ved afsløringen af flere hemmelige fængsler, hvor sunnimuslimer blev udsultet, tortureret og slået ihjel.

Småt med opmuntringer

Megen opmuntring var der ikke at hente for præsidenten i sunnimuslimers anklager om valgsvindel og løfter om fortsat væbnet modstandskamp.

"Modstanden vil forstærkes, og der vil komme et blodbad og meget blod vil blive spildt, hvis Irans agenter kommer til magten," som en af sunnilederne, sheikh Majeed al-Gaood, så dystert truede over for nyhedsbureauerne.

Og modstanden gjaldt også fortsat de amerikanske befriere. Uanset at USA var begyndt at købe sig til positive artikler i irakiske medier og endog til positiv pr-virksomhed fra sunnimuslimske skriftlærde, fortalte den seneste meningsmåling, at mere end to tredjedele af irakerne var utaknemmelige modstandere af koalitionens tilstedeværelse og ville have tropperne ud. På denne dag, bare to dage før juleaften, modtog præsidenten meddelelsen om, at endnu to af den amerikanske hærs soldater - 24-årige Benjamin Britt og 33-årige William Lopez-Feliciano - var faldet som ofre for en af oprørernes djævelske vejsidebomber i Bagdad.

Irak-krigen skulle have været et hurtigt og effektivt triumftog. Nu havde den krævet over 2.160 amerikanske liv, og det syntes ikke at ville tage nogen ende. De oprørske irakeres fjendtlighed og kampevne virkede upåvirkelig - til gengæld eroderedes støtten på hjemmefronten med foruroligende hast.

Latterkurser til pårørende

Selv tidligere generaler, præsidentielle sikkerhedsrådgivere og gode republikanere talte nu åbent mod præsidentens krig. Og det amerikanske folk syntes stadig mere i tvivl om meningen med det hele. Hvorfor, spurgte man, skulle nationens unge mænd og kvinder blive ved at sætte livet på spil i et land, hvis befolkning hellere så deres hæl end tå, og som syntes på vej mod et fundamentalistisk muslimsk regime uden megen lighed med de idealer, USA kæmpede for.

Præsidenten og hans folk i CIA og Pentagon havde efterhånden prøvet alt. Senest havde Pentagon hyret en pensioneret militærmand, løjtnant James Scott, til at gennemføre latterkurser for nedslåede pårørende til soldaterne i Irak.

"Grundprincippet er, at man skal le uden grund. Det er en af årsagerne til, at det virker så godt i militærfamilierne," sagde James Scott til avisen USA Today, som forleden fik øje på latterstrategien.

Men at lære folk "at gå som en pingvin, le som en løve og sige ha, ha, hi, hi, ho, ho" var ikke rigtig en bæredygtig strategi mod national nedtur og fortsat irakisk terror og modstandskamp Der var efterhånden kun mirakler at håbe på.

Den lille pige Abu Ghraib

Og miraklet kom. Et julemirakel så smukt, at man knap kunne tro, det var sandt. Men sandt var det, og det syntes med ét at kunne give mening, håb og tro tilbage til det ulykkesramte projekt og dets rådvilde præsident.

Det var den amerikanske journalist Moni Basu fra provinsavisen Atlanta Journal-Constitution, der forkyndte miraklet den 22. december. Moni Basu var embedded med soldater fra den amerikanske nationalgardes 48. brigade i Camp Liberty ved Abu Ghraib, vest for Bagdad.

GIs try for a Christmas miracle - Infanteri-soldater forsøger at skabe julemirakel - lød Moni Basus overskrift. Hendes artikel fortalte, hvordan et hold soldater fra brigadens Charlie-kompagni i deres endeløse jagt på oprørere havde gennemført en rutinemæssig razzia mod et kvarter i Abu Ghraib. I et af husene stødte soldaterne på en fattig familie med en lille baby, født tre måneder tidligere. Babyens navn var Noor, som på arabisk betyder lys, men tilværelsen var alt andet end lys for den lille pige, hendes mor Iman og faderen Haider. For Noor var lam i benene, og på ryggen havde hun en misdannelse, der kunne ligne en stor kræftknude.

Soldaterne fra Charlie-kompagniet fandt ingen våben eller oprørere, og derfor forlod de området og vendte hjem til Camp Liberty.

"De kunne imidlertid ikke glemme den lillebitte pige med lokker af sort hår og store brune øjne," skrev Moni Basu i sin reportage. Irakiske læger havde fortalt familien, at de ikke havde ressourcer til at gøre noget for Noor, og at hun givetvis ville dø i nær fremtid.

'Jeg er så heldig'

"Men Noors familie kunne måske opleve det mirakel, de drømte om, takket være soldaterne fra 1. bataljon i kampenheden under 48. Brigade, 121. infanteri-regiment."

For løjtnant Jeff Morgan, medlem af brigadens Charlie-kompagni og en god kristen, kunne ikke forholde sig passiv med sin viden om stakkels Noor.

"Morgan, enlig far til fem fra Douglas County, vidste, at Noor - familien al-Hassans førstefødte - ville bukke under for sin fødselsdefekt i løbet af få måneder, måske uger," skrev Basu.

"Morgan, 40 år, som bærer sine børns foto i sin tegnebog, sagde: 'Dette er en mulighed for at hjælpe et barn. Hvem ved - hun kunne vokse op og blive Iraks præsident en dag.' Morgan sagde, at han tænkte på sine egne fem, da han første gang så et billede af Noor taget af en soldat under razziaen. Han tænkte på, hvordan han ville føle det, hvis hans datter var blevet født med en så alvorlig deformitet. Han tænkte på, hvor heldig han var i kraft af, at der i USA var læger, som ville være i stand til at behandle hans datter og give hende en chance for et normalt liv."

Jeff Morgan tog derfor en militærlæge med til Abu Ghraib og besøgte Baby Noor - de amerikanske soldaters kælenavn for den lille - og lægen kunne fastslå, at Noor ikke havde kræft, men derimod var født med en så alvorlig rygmarvsbrok, at hun uden tvivl ville dø, hvis hun ikke fik hurtig og avanceret kirurgisk behandling.

Sendte appeller hjem

Herefter fortæller Moni Basus artikel i Atlanta Journal-Constitution, hvordan soldat Morgan sendte appeller hjem til børnehjælpsgrupper og kirker i sin hjemby Douglasville om at rejse penge til at få Baby Noor til USA og under kyndig lægebehandling. Det lykkedes samtidig Morgan at få flyselskabet Delta Air Lines til at love gratis flyrejse til Atlanta, Georgia, mens hotelkæden Marriot lovede at have logi klar til den lille pige, hendes far og bedstemor, hvis det hele gik i orden. Senator Saxby Chambliss i Georgia fik også en mail fra Morgan, og senatoren gik i gang med at sikre den lille irakiske familie visa til USA.

Her sluttede artiklen. Med et citat af sergent Darryl Clark fra 48. Brigade: Soldaterne fra Georgia ønsker at opleve, at de gør en forskel, frem for "blot at løbe i ring i Bagdad. Hvis der er noget, vi gerne vil under hele denne mission, så er det at få dette til at lykkes."

Det amerikanske nyhedsbureau UPI fik øje på Moni Basus hjertevarmende artikel i den amerikanske provinsavis og rundsendte den straks den 22. december under overskriften 'Soldater håber på julemirakel'.

I dagene efter fulgte Basu op med flere reportager om situationen for Baby Noor. Den 29. december var det historien - med billeder - af store, stærke sergent Clark, der giver lille Noor sutteflaske i Camp Liberty og med tårer i øjnene siger: "Det får en til at føle så godt indvendig at vide, at man gør noget for et lille sygt barn."

Charlie-kompagniets kommandant, kaptajn Anthony Fournier der selv lå jævnligt i telefonkontakt med USA for at sikre Noors rejse, sagde:

"Terroristernes strategi er at gøre slemme ting og give amerikanerne skylden. Dette modbeviser det: Vi tilbyder fred og frihed i modsætning til terroristernes død og ødelæggelse."

'Bed for hende'

På dette tidspunkt havde de store amerikanske medier for alvor fået øjnene op for det potentielle julemirakel. Med særlige henvisninger som Noor interactive indledte nyhedsmedierne en intens dækning af sagen.

"Iraks Baby Noor sætter kursen mod USA for at blive behandlet," fortalte tv-kanalen Fox News dagen før nytårsaften. Den forestående lægebehandling ville komme til at koste 1,2 millioner kr., men det skulle Noors familie ikke tænke på, sagde børnekirurgen Roger Hudgins, klar på hospitalet Children's Healthcare of Atlanta.

Nytårsaftensdag ankom Noor, hendes far og bedstemor så til lufthavnen i Atlanta, intenst overvåget af syv kamerahold, masser af journalister, præster, velgørende organisationer og almindeligt nysgerrige. Undervejs i Delta Airlines-flyet havde andenpiloten appelleret til passagererne. "På vegne af Charlie-kompagniet fra Georgias Nationalgarde, Children's Healthcare of Atlanta og Delta Airlines anmoder vi Dem om at medtage vore særlige unge passager i deres bønner de kommende uger," lød det over flyets højttaler.

"De kommer," sagde en lufthavnstalsmand kl. 16.24, og spontane klapsalver brød ud i ankomsthallen. Noor var i følge reportagerne i en orange kravledragt, kiggede nysgerrigt på de mange mennesker, græd ikke. Kun et enkelt tidselgemyt blandt tilskuerne fandt vej til en af reportagerne:

"Mennesker bliver slået ihjel derovre hver dag. Hvorfor så megen ståhej om en tre måneders baby," spurgte en mand, i medierne navngivet som Mohammad.

Fra Abu Ghraib kunne Moni Basu til sin avis i Atlanta berette, hvordan Baby Noors mor fældede en tåre, da hun på journalistens computer i sin mørke stue så billederne af den lille datters ankomst til Amerika.

'Større en noget andet..'

De følgende dage berettede Fox, CNN, USA Today, Newsday og mange andre medier løbende om Noor, portrætterede de velgørenheds- og kirkefolk, der havde gjort rejsen mulig, og genfortalte i mange varianter historien om løjtnant Morgan og Charlie-kompagniet.

"Løjtnant Morgan og hans soldaterkammerater vidste, at de bragte både sig selv og familien i fare, da de flere gange måtte vende tilbage til barnets hjem i ly af natten for at indsamle information og fotos af babyen," skrev avisen United Methodist Reporter.

I samme medie sagde en af de kirkelige ildsjæle, Debbie Stone:

"Gud har styret vores skridt hver eneste dag (...) Dette er større, end nogen af os havde forestillet sig. Det handler om et Amerika, der vil gøre en forskel i irakernes tilværelse."

I dagene op til den planlagte operation spændte medierne forventningerne til bristepunktet.

"Baby Noor er opmærksom og smilende," lød CNN's bulletin i overskriftform før operationen hos dr. Hudgins på Children's Healthcare of Atlanta.

Den 10. januar, sidste tirsdag, kunne alle medier så udfri offentligheden og bringe det glade budskab.

"Læger optimistiske efter irakisk babys operation," rapporterede Newsday. "Baby Noor har det strålende," meldte CNN. De amerikanske læger havde repareret den spaltede rygrad, fjernet blæren med spinalvæske på Noors ryg og sikret sig, at der ikke var indtruffet hjerneskade. Dr. Hudgins bedømte den lille piges chancer for overlevelse til næsten 90 procent. At Baby Noor antagelig vil blive afhængig af kørestol resten af livet, er en uundgåelig konsekvens af alvorlig rygmarvsbrok.

USA grebet om hjertet

Søndag kunne de amerikanske medier melde, at den lille pige nu har forladt hospitalet og sammen med far og bedstemor er trygt installeret hos en plejefamilie i Atlanta. Noor skal blive i USA mindst to måneder for at gennemgå endnu en operation, blive tilset og plejet.

Julemiraklet har grebet USA om hjertet, genskabt troen på, at godheden eksisterer, og håbet om at den irakiske mission rummer mening og legitimitet. De mange hundreder avisartikler, tv-indslag og fotos af lille Noor er blevet ledsaget af ivrige borgeres deltagelse på diverse elektroniske debatsider og internet-blogs.

"Jeg ønsker bare at omfavne og kysse denne yndige lille baby. Hun har fået et nyt liv takket være vores vidunderlige militærmænd og -kvinder," skrev én af de internet-deltagende amerikanere.

"Gud velsigne soldaterne. I betragtning af den potentielle fare, de står overfor, og de billeder af krig, død og ødelæggelse, de ser hver dag, er jeg sikker på, at det har løftet deres sjæl at have fået muligheden for at gøre noget godt for dette barn," skrev en anden.

En gave fra grud

"Noor var en gave fra Gud til vort kompagni. Udrettede vi ikke andet, så bidrog vi forhåbentlig til at redde denne dejlige babys liv," meldte en af de involverede soldater, direkte fra Camp Liberty, Irak.

"Til alle amerikanske militærfolk overalt: Jeg beundrer jer, takker jer og beder for jeres sikkerhed og velbefindende hver eneste dag," kvitterede én, mens en anden erklærede: "Det gør mig stolt at være repræsenteret af amerikanere som dem i jeres enhed."

Borte var forbandelsen. Glemt var de anderledes ondartede gerninger, som andre amerikanske soldater engang udøvede i Abu Ghraib. Overdøvet blev næsten det opsigtsvækkende hårde verbalangreb på amerikanske soldater, som den ledende britiske brigadegeneral Nigel Aylwin-Foster rettede i november-december-nummeret af den amerikanske hærs eget blad Military Review. Kulturel ufølsomhed, institutionaliseret racisme og overdreven tilbøjelighed til at gå efter fjendens udslettelse med stærk voldsanvendelse var nogle af brigadegeneralens barske anklagepunkter.

Næsten overset i amerikanske medier blev også historien om, hvordan F14- kampfly den 2. januar - dagen efter Baby Noors ankomst til Atlanta - bombede et hus i byen Baiji og udslettede en irakisk familie på ni, børn inklusive. Hændelsen var et resultat af USA's optrappede luftkrig mod formodede oprørslommer - ifølge luftvåbnets centralkommando med fem gange så mange månedlige luftangreb ved årets slutning som tidligere på året.

Kun lidt kritik

Der har været modsigelser til julemiraklet. Som den anonyme blogger, der beskriver sig selv som sort, bøsse, buddhist, vegetar og venstreorienteret - langt fra det gode selskab - og påpeger, at for hver Baby Noor, der er blevet reddet af USA, "er der tusinder af irakiske børn, der led af noget tilsvarende eller værre som et resultat af vor politik og handlinger, og som ikke får nogen hjælp."

Men Baby Noor lever, trives og smiler i Atlanta. Hun er ikke en pr-konstruktion, lige så lidt som løjtnant Morgan, dr. Hudgins og de mange andre involverede, gode mennesker er det. Hun er et ægte mirakel, der viser, at krigen ikke kun rummer ondskab, men også scener af godhed. En krigstraumatiseret nation og dens præsident klamrer sig til miraklet og håbet om, at det siger noget afgørende og sandt om dem selv.

20060115-211906-pic-6307851.jpg
Baby Noor, som de amerikanske medier har døbt den lille irakiske pige, er gjort klar til operation. Dagen efter - den 10. januar - kunne medierne give det glade budskab, at hun var i vedring
efter en vellykket operation
Foto: AP/Polfoto

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu