Juletræet i Milano

Milan-træner Ancelottis 4-3-2-1-system var ikke nok til at besejre Bayern München i tirsdagens Champions League-kvartfinale

For mange var tirsdagens Champions League-kvartifinale mellem AC Milan og Bayern München sikkert en tam affære. Først efter 40 minutter, hvor Carlo Ancelottis og Ottmar Hitzfelds tropper havde følt hinanden på tænderne, åbnede Andrea Pirlos elegante header en anelse for løjerne. Gatusso og Gilardino måtte på skift vifte med armene for at peppe det mørke og bannerløse San Siro-folk op, og karakteristisk for matchens flakkende intensitet kom det varmeste råberi fra tribunerne, da Kaka første gang fik bolden i en fordelagtig position på fløjen, og da milanesernes komplicerede kongesøn Filippo Inzaghi entrede banen i anden halvleg. Kaka blev dog holdt i stramme tøjler af Bayerns Owen Hargreaves, og selv om brasilianeren zigzaggede mellem begge fløje i et forsøg på at finde bittesmå huller i det tyske forsvar, stod Lucio, Daniel van Buyten og de to defensive midtbanespillere Hargreaves og Andreas Ottl distancen.

Tyskerne er sandsynligvis de eneste i professionel fodbold, som kan løbe solen sort uden brug af hverken speed, arvefjendehad eller løfter om millionlønninger. De gør det bare. Således også Hargreaves, som ganske vist er englænder. Og Lucio, brasilianeren. Og Willy Sagnol, den gamle franskmand. Eller hvad med den 23-årige Philipp Lahm? Han er tysker med stort T. Han ligner en 14-årig juniorspire, som akkurat er sluppet fra den værste teenage-acne. Spørg gerne Milans spillere, de mest erfarne aktører i Champions League, mens de tager en tur i sæteren efter mødet med den bayerske klippevæg. Bastian Schweinsteiger, en lyshåret rottweiler, spreder skræk og angstpsykose på venstrekanten. Dyrk hans og Gatussos sammenstød og efterfølgende basseralle. Sluk så for lyden. Det er lige som at se Sesamstraße.

Den logiske betegnelse for Van Buyten, som med to mål i det sidste kvarter og de Bayern-venlige slutcifre 2-2 tværede det nervøse grin af 60,000 rossoneri, ville være en skide belgier. Hvis man altså er fra Milan og omegn. I modsat fald er Buyten større end Jesus.

Apropos belgiere, så duer det ikke at spise chokolade hele dagen. Lige sådan med fodbold. Når både tjubangen og sambaen er langt borte, må man nyde det smukke spils taktiske ABC. Freud ville kalde det sublimering. Men den afdøde østriger var heller ikke fodboldfan.

'Drillo' og diamanterne

Englænderne har et magasin, de kalder FourFourTwo. Navnet refererer til den moderne fodbolds klassiske opstiling. Fire mand i forsvaret, fire på midtbanen, og to i angrebet. Brasilianerne kom til VM i 1958 med en legendarisk 4-2-4, hvor ikke mindst de to fullbacks på kanterne fik besked på at løbe med op i front. Fire år senere, ved VM i 1962, trak Brasilien en af de to centerforwards ned på midten og spredte samtidig angrebet mere ud på flankerne. Inspireret af Italien, som spillede med en libero, har dette 4-3-3-system affødt alt lige fra Feyenoords Europa Cup-vindende hold i 1970, over Frank Rijkaards superoffensive rotationsfodbold i Barcelona til Morten Olsens 'omvendte trekanter' med Poulsen og Jon Dahl i centrale roller.

Langt de fleste tophold i dag spiller dog med et 4-5-1-system. Den tidligere norske landsholdstræner, Eigil 'Drillo' Olsen, er hjernen bag setup'et. Her i Danmark synes vi, at nordmændene er nogle kolde idioter med deres fem på stribe henover midterlinjen og lange bolde frem til Flo-brødrene. Men se nu, hvad det kan blive til. Skal holdet forsvare sig, være boldstabiliserende og gøre sig håb om de rappe kontraer, som er så vigtige i nutidens muskuløse fodbold, omstiller man Drillos hobbymatematik til en 4-2-3-1-model. Her er der to defensive midtbanespillere, men backsene forventes efter brasiliansk målestok at tage del i angrebet. Sådan ser verden ud ifølge Fabio Capello, Real Madrids træner. Hvis det hele bliver for defensivt, smider man en af de to bølgebrydere på midten ud til fordel for endnu en boksspiller, hvorved man får en 4-4-2-'diamant'. Og hvis man som Chelsea og træner Mourinho skal være rigtig smart og kværne den engelske Premier League i smadder, benytter man et 4-1-4-1-system, hvor wingerne får carte blanche til måljagt, mens en rutineret '1'er' holder skansen i egne rækker.

Farvel til Freud

Og nu, hvor Freud for længst er stået af, er vi fremme ved Ancelottis plan. Hvorfor ikke stille med et 'juletræ'? 4-3-2-1, hedder skabelonen. Her ligger skønheden i detaljen. Læg især mærke til den spiller, der opererer i det offensive område af midtbanen, lige bag den ensomme striker, og samtidig skudt en anelse frem i forhold til sin makker. Vi taler om Kaka, der sammen med Manchester Uniteds Cristiano Ronaldo er verdens mest eftertragtede duo. Hvad får man, når man kombinerer den klassiske 10'er med den italienske libero? Så får man Pirlo, fodboldens moderne bindeled og Milans anden detalje.

I Hitzfelds semifinaledrømme var kunsten at stoppe de to detaljer. For enhver pris. Det gjorde Hargreaves. Han snappede Pirlos opbyggende arbejde i haserne og satte konstant blinde vinkler i vejen for Kaka. Og Hargreaves gik ikke i panik, da Ancelotti klippede noget gran af juletræet i omstillingen til 4-3-1-1. Så var Kaka alene som vaskeægte italiensk trequartista i hullet mellem midtbane og offensiv. Milan var foran, Bayern skulle frem over stepperne, og Anecelotti troede velsagtens, at det ville give lidt plads til den hurtigløbende brasilianer. Men nej. Så nemt narrer man ikke Hargreaves. Dagens helt i skysovs, hvis man spørger mig.

I Viasats marketingsafdeling, hvor målgruppeundersøgelser hvirvler rundt i mødelokalet, ved man godt, at nutidens mænd dyrker sex tirsdage og onsdage, fordi de ikke kan komme til at se fodbold. Kald det bare en omvendt sublimering. Se, dér tog Freud helt fejl. God påske.