Læsetid: 3 min.

Junglemusik møder klassisk

Det skæve og specielle er kodeordene, når komponisten Pierre Dørge i aften lader musikere fra junglen møde musikere fra den klassiske koncertsal under overskriften'A tribute to Russian Avantgarde'
24. februar 2007

Han er komponist, guitarist og leder af New Jungle Orchestra, der er kendt for sit univers af jazz og verdensmusik. Han har i den seneste uge spillet i både Madrid og London. Navnet er Pierre Dørge, og lige nu holder han prøve med tre klassiske musikere fra ensemblet Athelas Sinfonietta Copenhagen, der har ny kompositionsmusik som speciale. I aften skal de sammen med New Jungle Orchestra spille koncert i Huset i Magstræde: En fælles performance, der også byder på digte af T.S. Høeg og video af Andreas Johnson. Det hele med titlen A tribute to Russian Avantgarde.

"Det her er meget anderledes, end når jeg arbejder med junglemusikerne," fortæller Pierre Dørge til trioen.

"De finder på mere selv, men jeg kan ikke bede dem spille komplicerede figurer skrevet på forhånd, ligesom I kan". "Nej, vi spiser noder," griner klarinettisten Anna Klett, og Pierre Dørge fortæller videre:

"Til koncerten skaber jeg forløbet undervejs, og vi aftaler tegn, så I ved, hvornår I skal spille. Det hele står ikke i noderne, som I er vant til. Anna, du må gerne spille mere fandenivoldsk. Det er vigtigere at udtrykket er vildt, end at det er præcis de toner, jeg har skrevet. Jeg elsker, når I spiller vildt og skingert!"

Ikke rigtig jazz

Koncerten er en hyldest til russisk avantgarde, og Pierre Dørge fortæller om sin inspiration fra Sovjet:

"Under Stalin blev den klassiske komponist Dmitrij Sjostakovitj tvunget til at skrive musik, der hyldede regimet. Men musikken var også rum for oprør og eksperimenter, og Sjostakovitj flettede kritiske, hemmelige meddelelser ind i musikken."

Skønt Pierre Dørges baggrund er jazz og jungle, har han netop hos Sjostakovitj fundet stor inspiration:

"Sjostakovitj var også inspireret af folkemusik og bruger rytmer og klange, som jeg også bruger. Noget af det, jeg synes er eksperimenterende i dag, lavede han allerede i 30'erne! Første gang man hører hans film-musik lyder det underligt banalt. Man tænker, 'hvad er det her, det er ikke rigtig jazz'. Det har man også sagt om min musik".

Pierre Dørge er inspireret af det forbudte hos de sovjetiske komponister.

"Udover Sjostakovitj er jeg også inspireret af nyere undergrundsmusik. I 1989, lige før Murens fald, var jeg i Sibirien, hvor jeg spillede sammen med jazz- og folkemusikere. Der var kun to retninger: Dixieland-jazz a la 'Oh, when the saints' eller vildt, vanvittigt og totalt frit. I deres verden af forbudt musik lavede de noget helt specielt og skævt. Det samme, som jeg finder hos Sjostakovitj, som på én gang er senromantisk og banal. Det samme specielle, anderledes, vilde og samplede, som jeg gerne vil skabe med min egen musik."

- Og hvordan når du frem til det specielle og skæve udtryk?

"Blandt andet ved at mixe genrer. Men musikken opstår i koncertsituationen. Når det går godt, føler jeg en telepati med publikum, mærker en elektrisk intensitet i rummet, fordi folk bruger alle deres sanser."

Uforlignelige skævheder

- Hvilken rolle spiller musikerne fra Athelas?

"De er med til at skabe det specielle og skæve, når de lægger aggressivitet og svulmende kærlighed i tonerne, når de skaber kontraster."

Pierre Dørge fortæller, at klassiske musikere har en helt anden tilgang til deres instrumenter end jazzmusikere har, og at de to grupper kan lære meget af hinanden:

"De klassiske har nærmest forsket i instrumentets tekniske muligheder. De kan skabe et fantastisk bredt dynamisk spektrum fra helt stille til overvældende kraftigt. Og de er specialiserede i at udtrykke komponistens forlæg. Jeg kan komponere vilde og hurtige stemmer, som jeg sætter ind undervejs i koncerten, og som bare sidder lige der, hvor de skal, præcis som jeg har tænkt det."

Undervejs i koncerten er der indslag fra videokunstneren Andreas Johnson, hvis film fra 90'ernes Moskva projiceres op på væggen, og fra digteren T.S. Høeg, der vil læse digte op og indgå i improvisationen.

"Når det er optimalt, reagerer vi alle sammen på hinanden, på stemningen og publikum," siger Pierre Dørge. "Måske får jeg lyst at sætte en fløjte i gang, mens T.S. Høeg reciterer digte? Måske får musikerne bare selv lyst til at være med? Det er i dette spil, de utrolige øjeblikke opstår, de uforlignelige skævheder".

'A tribute to Russian Avantgarde', samarbejde mellem New Jungle Orchestra, Athelas Sinfonietta Copenhagen og T.S. Høeg. Plan B, Huset i Magstræde, lørdag kl. 20.30

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu