Læsetid: 2 min.

Junglepigen Bindi

Den dødsforagtende krokodillejæger Steve Irwin, der for nylig blev stukket ihjel af en giftrokke, har allerede fået en efterfølger i showbiz: Hans egen otte-årige datter
12. januar 2007

Fire måneder efter at hendes 'krokodillejæger'-far døde, er otte-årige Bindi Irwin klar til at følge i hans fodspor og begynde en allerede stærkt medieomtalt turne i USA, der skal skyde hendes showbusiness-karriere i gang.

Trods sin unge alder synes Bindi at have forvundet faderens død bemærkelsesværdigt godt. Steve Irwin døde 4. september sidste år efter at være blevet stukket i hjertet af en giftig pilrokke, mens han var i gang med optagelserne til en undervandsdokumentar ud for Australiens nordøstkyst. Irwin var berømt for sin dødsforagtende omgang på tætteste hold med farlige, vilde dyr, navnlig krokodiller, og hans datter har allerede opnået samme ry i samme metier.

Senere i år vil kabel-tv-kanalen Discovery Kids udsende en serie på 26 afsnit med hende som hovedperson. Junglepigen Bindi er titlen.

I hendes hjemland, Australien, advarer børnepsykologer om, at den lille pige ikke har fået tid nok til at sørge. De antyder også, at hun vil være bedre tjent med en barndom uden for rampelys og mediebevågenhed.

Men hendes amerikanske mor, Terri, insisterer på, at Bindi ikke har noget højere ønske end at optræde. Bindi holdt en formfuldendt tale ved en mindehøjtidelighed for faderen, der blev afholdt i dennes wildlife-park i Queensland blot få dage efter hans død.

På sin USA-turne vil Bindi også holde en række taler, blandt andet i National Press Club i Washington, ligesom hun vil dukke op i flere tv-udsendelser, deriblandt The Ellen DeGeneres Show og David Lettermans The Late Show.

Mere populær i USA

Den humørsprudlende, grænsesøgende khaki-klædte Irwin var langt mere populær i USA end i sit hjemland takket være sine mange wildlife-dokumentarer på Discovery Channel.

Tv-kanalens vicechef, Annie Howell, forudsiger, at Bindi vil møde samme modtagelse.

"Hun vil blive modtaget med åbne arme, og det vil være helt berettiget," siger Howell.

"Hun er et meget specielt barn."

Under Bindis turne vil dokumentarfilmen, som hendes far arbejdede på, da han kom af dage - Oceanernes farligste dyr - også få premiere.

Bindi er allerede en garvet performer. I den familieejede Australia Zoo har hun optrådt for tusinder af tilskuere med et sang- og danseshow sammen med en backinggruppe, der kalder sig The Crocmen.

Hun og The Crocmen vil sammen med The Wiggles, et australsk band, der er et stort navn inden for børnemusik, optræde ved koncerter i New York og Los Angeles.

Irwins manager, John Stainton, som befandt sig i en båd i nærheden, da Irwin havde sit fatale møde med pilerokken, siger, at Bindis far i tre år i træk havde turneret med et succesrigt show i USA.

Som del af en charme-offensiv fra den australske regering vil Bindi også deltage sammen med to førende australske skuespillere, Russel Crowe og Naomi Watts, samt den australskfødte medie-baron Rupert Murdoch ved en gallamiddag i Washington.

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her