Læsetid: 3 min.

Junkie

25. april 2005

På en stor parkeringsplads i Fredericia centrum ligger Skurvognen. Tidligere var der en skaterbane, men nu har kommunen stillet Skurvognen op med rækværk omkring, og efterhånden kender alle i byen stedet.

De fleste ved, det er endestationen. Dér, narkomanerne holder til.

Ida kan ikke lide at gå forbi Skurvognen, når hun skal til musikundervisning, så hun følges med Lisbeth og Bennos datter. Ikke fordi hun er bange for narkomanerne, men fordi hun er bange for at se sin far der.

Det samme er Isabel. Lisbeth og Benno. Alle de, der har været i Lars liv, og har fulgt hans kamp mod sine dæmoner, først alkoholen, så pillerne, så heroinen.

Fire års afholdenhed fra stoffer har overbevist dem alle om, at Lars nok skulle klare det. Han var clean. Nu er de alle overbeviste om, at Lars har tabt kampen. Han er begyndt at holde til i Skurvognen, på stranden eller andre steder, hvor byens bumser kommer.

Måske lægger man ikke mærke til, hvor meget ens kæreste egentlig drikker. Når man så får børn sammen, går det ikke, men man tilgiver og tænker måske, at alkoholmisbrug er en del af mange menneskers liv. Med heroin er det en anden sag. Mange danskere har ikke et misbrug af heroin eller sprøjter sig i armen ved festlige lejligheder. Isabel tænker: Manden i mit liv er narkoman. Hvad gør det mig til? Hvad gør det børnene til? Men også dén barriere har hun overvundet, da hun først vænnede sig til tanken, Lars blev jo clean, og hun valgte, at uanset fortid, sejrer kærligheden.

Anderledes er det, når ens kæreste begynder at blive bums.

Isabel elsker at gå tur på stranden med børnene. Hun går som regel en bue udenom de forhutlede mennesker, der af og til samles omkring et bål, fordi de ikke har andre steder at være. Nu sidder Lars blandt dem. Han vinker, da hun går forbi med børnene.

"Skal vi ikke ned til Far?" spørger Freja forundret.

Freja er for lille til at forstå tingenes sammenhæng.

Det er Jonas og Ida til gengæld ikke. Eller deres kammerater.

Er det ikke Jonas far, der står der?

Min mor siger, at Idas far er narkoman!

I Idas klasse har en af drengene set Lars i nede byen.

"Din far er narkoman," råber han til hende i skolegården.

Da Ida kommer grædende hjem, ringer Isabel drengens mor op og fortæller hende om episoden. "Jamen, er han da ikke det," spørger moderen.

Samtidig begynder rygterne at svirre alle andre steder. Isabel mærker naboernes blikke.

De siger ikke noget, det behøver de ikke. Isabel ved, hvad de tænker: Sikke en familie. Børnene går sikkert for lud og koldt vand.

En af Jonas legekammerater må pludselig ikke komme hjem og lege hos ham længere, for Jonas far er farlig.

Jonas selv synes, det er så pinligt, når han har venner på besøg, og hans far pludselig dukker op, for hans venner er jo ikke vant til sådan noget. Jonas føler også, at lærerne i skolen bagtaler ham. Ikke at han hører dem sige noget, det er bare sådan en følelse han har.

Nogle gange tænker han, at lærerne skulle være bedre til at se, når børn har det dårligt.

Også blandt nogle af forældrene i friskolen snakker man om Isabel og Lars, hører hun fra en anden forælder.

Igen griber Isabel telefonen.

"Hvis du er i tvivl om noget, så vil jeg foreslå, at du ringer til mig, så kan jeg fortælle dig, om det er rigtigt eller forkert."

For vennerne er det svært ikke at være vred på Lars. Når de ser ham på gaden, har de lyst til at gå hen og ruske i ham: "Nu tager du dig fandeme sammen, Lars. Du har tre dejlige børn, der trænger til dig."

Men de gør det ikke. Han ved jo godt, han svigter. De går hjem og har lyst til at tude. Men siger intet til Isabel. Hun har nok allerede.

Lars er tynd, tøjet hænger på ham, hans skæg er langt og tjavset, og hans hår er beskidt. Hans blik flakker, og han ser aldrig en i øjnene, når man møder ham på gaden. Men han har dog en værdighed. Han er ikke den, der kommer og tigger en tyver.

Eller rettere var.

For en dag, da Isabel kommer hjem, er Freja glad.

"Far har lige været her, men han gik så hurtigt igen. Han skulle bare hente noget."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her