Læsetid: 6 min.

En junkie på redaktionen

Hvordan fixer man bedst heroin uden at sprøjte sin redaktion til med blod? Eller skjuler stikmærker på håndryggen, når man hilser på sit interview-offer? For Jörg Böckem var dobbeltlivet som junkie og journalist i toneangivende tyske aviser og magasiner en evig kamp med rædslen for at blive afsløret
13. august 2005

Den aften Jörg Böckem forsøgte at kvæle sin kæreste, stod det for alvor klart for ham, at der var noget fuldstændig galt i hans liv.

Året var 1999, og den dengang 33-årige tyske kulturskribent var kommet hjem til sin lejlighed i Hamburg efter at have interviewet filminstruktøren Wim Wenders for det tyske magasin Der Spiegel. Hele dagen havde været et helvede. Fordi interviewet skulle foregå i en by langt væk fra Hamburg, havde Böckem ikke fået et fix heroin, siden han steg på flyet om morgenen. Så Böckem svedte, havde kvalme og skammede sig forfærdeligt over sine abstinenser under interviewet; det eneste, han kunne tænke på, var, hvornår de 45 minutter interviewet varede, ville slutte, så han kunne komme hjem og få et fix.

Da han nåede hjem og fik sit fix, var han lige ved at omkomme af en overdosis, hvis ikke kæresten havde rusket i ham, til han vågnede op med et sæt. Det eneste, han herefter huskede, var synet at sine egne hænder omkring hendes hals, og lyden af politiet, der bankede på hans dør.

Sådan begynder dén fortælling om et pinefuldt dobbeltliv som journalist og junkie, der er anledningen til, at Information møder Jörg Böckem i København seks år senere. Fortællingen om kæresten og Wim Wenders-interviewet blev trykt i Der Spiegel i 2003 i anonymiseret form, efter at Jörg Böckems chefredaktør havde konfronteret sin medarbejder med sin mistanke om, at han havde et stofmisbrug, og Böckem herefter gik på afvænning.

Overskriften på artiklen hed "Lad mig overleve natten" som var den bøn, Böckem hørte sig selv fremsige, da han rystet efter mordforsøget forsøgte at falde i søvn. Bønnen er også blevet titlen på Böckems selvbiografi om sit dobbeltliv, der udkom i Tyskland sidste år, og nu udkommer på dansk. Denne gang valgte han at stå frem med sit rigtige navn.

Dobbeltliv

Med bogen sluttede flere års mareridt, hvor Böckem havde brugt al sin energi på at tage stoffer og forsøge at skjule, at han gjorde det.

"Jeg var freelancejournalist, så det meste af tiden arbejdede jeg hjemme, og havde kun kontakt til mine redaktører og kolleger over telefonen, på mail eller fax. Når jeg så blev nødt til at tage ind på redaktionen, prøvede jeg ikke at tage for mange stoffer, men kun lige nok til, at jeg kunne holde mig oprejst, tale og holde mig vågen under møderne," fortæller han.

Derfor spiste Jörg Böckem f.eks. aldrig frokost med sine kolleger. Når de gik til frokost, gik han på toilettet og skød sig med heroin, hvilket ofte var en så blodig affære, at han måtte tørre gulv og inventar af bagefter.

"Mange af dem spekulerede faktisk over, hvad der var galt med mig, fordi jeg opførte mig mærkeligt og ikke så for godt ud. Men ingen havde regnet med, at der sad en junkie bag et skrivebord på redaktionen."

Til pressevisninger af nye film, sørgede Böckem f.eks. altid for først at gå ind i biografsalen, når lyset var blevet slukket, og hans kolleger allerede sad ned, og forlod altid salen igen inden lyset tændtes. Ingen skulle opdage hans små pupiller eller hærgede ansigt.

Værre var det, når han skulle lave interview med skuespillere og instruktører, hvor mørket ikke kunne sløre ham.

Derfor sørgede han for at tage en langærmet sweater på, der gik helt ned til fingerspidserne og dermed formåede både at skjule stikmærkerne i armen og på håndryggen, som tydeligt afslørede, at Böckem til tider kun havde hændernes små blodkar at sprøjte stoffet ind i.

Især kunstnere, der selv havde erfaringer med heroin, gjorde Böckem angst. Da han i 1999 interviewede sit ungdomsidol Iggy Pop på et hotel i Hamburg, var Böckem så bange for, at Iggy Pop skulle lægge mærke til hans karakteristiske små pupiller, at han gennemførte interviewet uden at se stjernen direkte i øjnene.

Sit livs chance

Iggy Pop var sammen med en lang række andre kunstnere et af forbillederne for Jörg Böckem, da han i sine teenageår i en provinsby i Tyskland begyndte at eksperimentere med stoffer som en protest mod sine forældre, samfundets borgerlige værdier og i sin søgen efter en egen identitet. I mange år nød Böckem livet med stofferne, pigerne, musikken og det hurtige liv. Han skrev for et punkmagasin, gik til fester og kunne ikke udstå litteratur som den legendariske Christiane F., fordi hun altid klagede sig. Böckem, derimod, elskede sit liv.

Med tiden kom Böckem dog så langt ud i stoffernes verden, at han valgte at gå på afvænning. Efter at være blevet clean, rejste han til Hamburg, hvor han fik en lejlighed og sit livs chance: Han fik i starten af 1990'erne plads som skribent på livsstilsmagasinet Tempo, hvor skribenter af den dygtige og excentriske slags slog deres folder. Her var den tidligere 80'er punksaxofonist fra bandet Ledernacken, et tidligere medlem af Rote Armee Fraktion, og her var en tommelfingersuttende pop-forfatter med natbordslampe på skrivebordet. Ingen satte spørgsmålstegn ved Böckems fortid. Tværtimod florerede historierne om Tempo som et udsyret sted, hvor der blev danset igennem til Primal Scream på grafikernes lysborde til festerne.

Böckem selv levede det fede liv med interviewrejser til metropoler i udlandet, og da Tempo lukkede, begyndte han at freelance for aviser og magasiner som Süddeutsche Zeitung, Die Woche og Spiegel, hvor han anmeldte film og lavede portrætter af skuespillere, instruktører og kunstnere. Men langsomt begyndte livet at gå galt og inden længe var han igen nået til sprøjtestadiet. Han fik det værre og værre.

Lejligheden i Hamborg var rodet til med opvask og avisstakke, han gik sjældent i bad og spiste kun yoghurt. Da han skulle bruge op mod 200 D-mark til stoffer hver dag til kokain og heroin, slog lønnen som journalist ikke til, og han begyndte at sælge ud af video, stereoanlæg, og sine cd'er - ting, han ellers havde hårdt brug for i sit job som kulturskribent, hvor film og musik skulle udvælges og anmeldes.

Samtidig led han af en forfærdelig angst for at miste det job, der finansierede hans stofmisbrug.

En lukket dør

"Mit job var min eneste kontakt til den virkelige verden, men samtidig var det ekstremt angstprovokerende."

I takt med at Böckem tog stoffer mistede han fornemmelsen for sine artiklers kvalitet: "Jeg var så langt ude, at jeg ikke engang kunne vurdere, om det, jeg skrev, var godt eller dårligt. Jeg led af en en konstant frygt for at fejle. Hver eneste gang, jeg sendte en artikel af sted, sad jeg bagefter i min lejlighed med et hamrende hjerte og ventede på et telefonopkald fra min redaktør, der ville sige, at det, jeg havde skrevet, var ubrugeligt."

Men Böckem klarede sig igennem på rutinen og talentet. Indtil hans chefredaktør konfronterede ham i 2001, og Böckem gik på afvænning. Siden da har han været clean og arbejder stadig som journalist. Bogen har været en stor hjælp i kampen for at komme videre.

"Jeg skrev den først og fremmest fordi, det er en god historie, der er værd at fortælle. Det er historie om at vokse op i en tysk provinsby i 1980'erne, om kærlighed, lidenskab og smerte. Personligt har det gjort mit liv lettere at afsløre mig selv, for det bragte to store dele af mit liv sammen: Skriften og stofferne. Mig som journalist og mig som junkie. Med bogen har jeg lukket en dør, som jeg aldrig kan gå ind ad igen. Efter bogen kan jeg aldrig mere tage stoffer og arbejde som journalist på samme tid, fordi alle vil kende min historie og være mistænksomme," siger Böckem.

Böckems bog er blevet sat op som teaterstykke i Tyskland, og der er planer om at filmatisere den.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu