Læsetid: 4 min.

Justitsens rene linjer

6. december 2002

Politiet efterforsker. Anklagemyndigheden vurderer, om efterforskningens resultat berettiger en tiltale. Den øverste administrative leder af denne myndighed har som sin chef – justitsministeren. I medfør af vores grundlov står ministeren til ansvar over for Folketinget.
Ud fra idealet om magtens tredeling er det en ansvarskæde, der har sine indlysende svagheder. Blev den brugt med initiativ og aggressivitet, ville den indebære, at et parlamentarisk flertal kunne pålægge justitsministeren at blande sig direkte i anklagemyndighedens arbejde. Og mere beskedent kunne den betyde, at ministeren blev stillet til parlamentarisk ansvar for beslutninger, som er truffet af Rigsadvokaten eller dennes medarbejdere længere nede i hierarkiet.
At der i denne sammenblanding af den udøvende og lovgivende magt ligger stærkt betænkelige perspektiver, er ikke nogen nyhed. For en halv snes år siden var sagen til diskussion i Folketinget. Overvejelserne dengang mundede imidlertid ud i den konklusion, at der ikke var nogen grund til at ændre status quo. Og siden har det ikke været en sag, der har optaget hverken de politiske eller de juridiske sind.

Passiviteten afspejler på bedste – eller om man vil, værste – vis den pragmatiske holdning, der er styrende for enhver diskussion om forfatningsmæssige spørgsmål her i landet. I ord bekender vi os til princippet om magtens tredeling, men når behovet for en revision af grundloven kommer på tale, slår de fleste politikere syv kors for sig. Det sker som regel med den begrundelse, at det hele jo egentlig fungerer meget godt. At den gældende forfatning så rummer store mangler, når det gælder en ægte deling mellem den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt, er en anden sag – der normalt ikke giver anledning til bekymring.
Men nu er en sådan bekymring kommet til udtryk i det hjørne, hvor anklagemyndighedens placering i den offentlige forvaltning hører hjemme. Anledningen er ironisk nok den ganske særegne sag om anholdelsen og varetægtsfængslingen af den tjetjenske viceministerpræsident, Akhmed Sakajev. Som tidligere justitsminister Ole Espersen har fastslået her i avisen, kaster denne sag et grelt lys over det uholdbare i den nuværende ordning. For han har jo ganske ret i, at den russiske regering helt berettiget kan lægge det endelige ansvar for sagens forløb på den danske regering. Justitsministeren kan til enhver tid omgøre de beslutninger, der måtte blive truffet af rigsadvokaten.
Det gør Lene Espersen ikke i virkelighedens verden – ganske som hendes forgængere har afstået fra en sådan indblanding. Men alene det forhold, at muligheden foreligger, er nok til at skabe uklarhed og styrke mistanker.
Når det er ironisk, at netop Sakajev-sagen har fået
diskussionen til at blusse op, skyldes det, at der er tale om et forhold, hvor justitsministeren under alle omstændigheder ville være indblandet. De internationale aftaler, der er indgået om udlevering mellem stater, indebærer, at afgørelserne træffes på regeringsniveau. Og derfor var det også i den aktuelle sammenhæng Justitsministeriet, der traf beslutningen om ikke at sende Sakajev til Rusland.

Selv om anledningen er lidt akavet, kan det kun betragtes som nyttigt, at diskussionen om anklagemyndighedens placering i forhold til Justitsministeriet er blevet rejst. Som Ole Espersen har påpeget, er der kun ét andet land i Østersø-regionen – Polen – der har en tilsvarende ordning. I andre nye demokratier har de politiske beslutningstagere valgt en mere stringent og klar ansvarsfordeling. Både Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet har gjort klart, at de vil sørge for at holde den genåbnede debat levende. Lene Espersen har udtalt sig afvisende over for ønsket om en ændring – men dog forsikret om, at hun er indstillet på en dialog med Folketinget. Alt andet ville også være udsigtsløst, da fremtrædende folketingsmedlemmer fra Venstre som Birthe Rønn Hornbech og Jens Rohde har ytret stærk interesse for medvirke til en ændring.
Spørgsmålet er så, hvor langt den i givet fald skulle gå. I flere europæiske lande går adskillelsen så vidt, at egentlige undersøgelsesdommere træffer beslutning om tiltalerejsning. Et sådant dualistisk domstolsvæsen vil dog næppe passe til selv en fornyet dansk tradition.
Men mindre kan også gøre det. Modstandere af enhver form for ændring har peget på, at det vil give problemer at finde den myndighed, som i givet fald skulle udpege de øverste embedsmænd i anklagemyndigheden. Men her vil det næppe byde på uoverstigelige vanskeligheder at lade sig inspirere af den ordning, der for få år siden blev indført med oprettelsen af domstolsstyrelsen og et særligt dommerudnævnelsesnævn.
Det skete, da vi her i landet omsider tog os sammen til at markere domstolenes uafhængighed af den udøvende magt. Det næste indlysende skridt må være, at det samme bliver gennemført for anklagemyndigheden. Den bør ikke være en forlænget arm for den parlamentarisk ansvarlige minister.

tok

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her