Læsetid: 6 min.

Jyllands-Posten, Kundera og kitsch

Hvordan skal man forstå Jyllands-Postens momentane uforudsigelighed og dens aktuelle fejlgreb, der utilsigtet skaber brudflader kloden rundt? Journalist Flemming Chr. Nielsen, indtil 1999 ansat på avisen, peger på den tjekkiske forfatter Milan Kunderas begreb om kitsch som forklaring på Jyllands-Postens længsel efter en verden uden lort
9. februar 2006

Tirsdag den 18. august 1992 var en bemærkelsesværdig dag i Jyllands-Postens historie. Der var abonnenter, som måtte læse dagens ledende artikel både to og tre gange. De følte det, som om de havde grebet efter den daglige redningskrans mod verdens fortrædeligheder, men fik fingrene stukket ind i et hajgab.

Intetanende sad jeg på mit kontor, da redaktionschef Ulrik Haagerup kom løbende med øjne så store som hundenes i eventyret om Fyrtøiet. Den ellers altid afbalancerede Haagerup spurgte, om chefredaktør Jørgen Schleimann havde godkendt min leder om Den grimme Ælling, og da jeg kunne fortælle, at Schleimann både havde læst og klappet i hænderne, brød solen frem i Haagerups ansigt, og han næsten omfavnede mig:

"Så er den heldigvis ikke dit og mit problem."

Bladets telefoner kimede. Fortørnede læserbreve væltede ind, abonnenter sagde op, og Jyllands-Postens bestyrelse trådte sammen. Schleimann kom rokkende ned ad gangen og vinkede fornøjet ind til den synder, der på hans opfordring havde skrevet lederen om dansk fremmedhad og konstateret, at 'den nydelige danske facade er fuld af råddenskab... ondskab, sadisme og forarg-else over den, som ikke kan rappe på dansk, men er aparte og derfor skal nøfles."

I dag er affæren en parentes i avisens historie (og jeg blev hurtigt forflyttet til andet arbejde på Jyllands-Po-sten), men hvordan skal man forstå avisens ideologi og særpræg og samtidig forklare dens besynderlige ryk, dens momentane uforudsigelighed og dens aktuelle fejlgreb, der nu utilsigtet skaber brudflader kloden rundt?

Motto blev fjernet

Reaktionen på lederen om Den grimme Ælling var karakteristisk for de læsere, Jyllands-Posten henvender sig til. Avisen er en sælsom mastodont, der nyder at brøle, men som også deler sine læseres dybe længsel efter musikalitet, harmoni, sammenhæng og helhed i verden.

I de 95 dage, da Jørgen Schleimann var Jyllands- Postens chefredaktør, havde avisen et motto på ledersiden. 'Frisind er andet og mere end frisind blandt ligesindede,' stod der, og mottoet blev fjernet, så snart den fyrede Schleimann havde forladt bladhuset i Viby J., men ordene om frisind og ligesind rummer en nøgle til Jyllands-Postens ideologiske kode.

I den roman, der hedder Tilværelsens ulidelige lethed, har den tjekkiske forfatter Milan Kundera analyseret fænomenet kitsch. Det er et tysk ord, som fødtes i midten af det sentimentale 19. århundrede og efterhånden har bredt sig til alle sprog. Det illustrerer forskellen mellem et idyllisk sofastykke og et af tilværelsens helt uacceptable elementer, nemlig lort. Hvis ens verden er et æstetisk ideal, må man fornægte lort, og man må opføre sig, som om det ikke eksisterede eller i bedste fald er skiftet ud med fire prikker. Kitsch er den absolutte benægtelse af lort. Alt, hvad der står i vejen for kitsch, er uantageligt. Det udraderes fra livet, og det henrettes i avisspalterne - eller uddybet hos Kundera: "Ethvert udtryk for individualisme (fordi enhver afvigelse er en spytklat i ansigtet på det smilende broderskab), enhver tvivl (fordi den, der begynder med at tvivle om ba-gateller, ender med at tvivle om livet som sådant), ironi (for i kitschens rige skal alt tages gravalvorligt)."

Kruuses frisind

Jyllands-Postens kulturredaktør var engang den legendariske Jens Kruuse, og for nogle år siden redigerede jeg et udvalg af hans artikler. Jens Kruuses samlede avisproduktion ligger på Statsbiblioteket i Århus, så det var nemt at hitte eksempler på hans imponerende frisind og hans mageløse journalistiske greb, men i arkivet fandtes også Jyllands-Postens udgave af Kunderas begreb om kitsch. Hvis Jens Kruuse blev for individualistisk, tvivlende eller ironisk, eller hvis han forsvarede 'det røde pak' eller hånede hvæset fra velbjergede abonnenter, fremgik det af hans manuskripter contra den trykte version, at en chef- redaktør havde lavet om på teksten: Det er kitschens operative indgreb eller igen formuleret af Kundera:

"I et rige af kitsch er svarene givet på forhånd og udelukker et hvilket som helst spørgsmål. Heraf følger, at kitschens virkelige modstander er det menneske, som spørger. Et spørgsmål er som en kniv, der snitter den malede kulisses lærred op, så vi kan se, hvad der skjuler sig bagved."

Maske af skønhed

I 1984 gav Kunstforeningen i Birkerød Jens Jørgen Thorsen frie hænder til at udsmykke en betonvæg ved Birke-rød station, og Thorsen fandt på at afbilde Jesus med erigeret lem. Sagen skabte voldsom debat, for den var en pinagtig sprække i kitschens idylliske kulisse, en spytklat op i ansigtet på det smilende danske broderskab. Den maske af skønhed, som danskerne havde sat op for ansigtet, deres spontane glæde ved en tilværelse uden lort og pornografi og de samdrægtige følelser, de delte med hinanden, var pludselig flænget, for i kitschens rige hersker hjertets og det lykkelige fællesskabs diktatur. På lederplads forsvarede Jyllands-Posten - vel egentlig uden at vide det - den truede kitsch:

"(Trafikminister Arne Melchior) har vist både fornuft og mod til at forlange smøreriet fjernet, selv om han kan forvente nye råb om grundlov og censur."

Jyllands-Postens daværende chefredaktør (Asger Nørgaard Larsen, red.) er i dag formand for Jyllands-Postens fond, og den 30. januar i år skrev han en kronik i Jyllands-Posten i forbindelse med bladets Muhammed-tegninger:

"I halvandet århundrede har vi udviklet dansk demokrati med umistelige rettigheder og forpligtelse til ingensinde at indføre censur. Vi har ytringsfrihed under ansvar ... At denne tilkæmpede frihed er dyrebar er de færreste danskere i tvivl om ... Ytringsfriheden skal bruges og prøves."

Er der nogen dybereliggende modsætning mellem de to udsagn om Thorsen-maleriet og Muhammed-tegningerne? Overfladisk set står de to holdninger jo i voldsom kontrast til hinanden, for Thorsens billede er 'smøreri', og Muhammed-tegningerne er ytringsfrihed. Men modsætningen forsvinder, hvis man følger Kunderas opfattelse af begrebet kitsch som en lyrisk illusion. Den udspringer af en længsel efter det tabte paradis, hvor der ikke findes konflikter, og hvor alle kan genkende sig selv. Kitsch er en universalspand med maling: snart kan indholdet bruges til at overmale og tildække Thorsens billede af Jesus. Snart kan det genopfriske den lyriske klang af dansk demokrati og ytringsfrihed.

Ryggen til grimheden

I kitschens poetiske verden er der ikke plads til det grimme (lortet!). Når Jyllands-Posten tegner Muhammed, sættes en trussel mod harmonien og sammenhængen på plads - eller rettere: truslen forvises fra sofastykkets eller postkortets idyl. Kitschen vender ryggen til grimheden. Den skelner skarpt mellem det frisind og det ligesind, der modstilles i Schleimanns motto. I ligesindet kan den enkelte ikke bevare sit særpræg, og det uventede kan ikke træde frem. Både særpræget og det uventede støder an. Lort fornægtes, og Jyllands-Posten opfører sig, som om det uacceptable ikke eksisterer i den 'normale' verden. 'Anmassende' religioner henvises til et univers uden for sofastykket; provokerende kunst og en ledende artikels uheldige antydning af, at danskere kan være fremmedfjendske, forvises til samme univers. Modsat stiller frisindet altid spørgsmål ved kitschens selvforståelse. Frisindet er en kræftcelle, der risikerer at erodere det hele, hvis den ikke fjernes, og hvis den opmærksomme chefredaktør ikke sørgede for at lave om på Jens Kruuses tekster. Hvis den slags angreb fra en verden uden kitsch ikke tæmmes, kan de ende som et stormløb mod sofastykkets og postkortets idyl.

Lad os alle bade

"I et samfund med forskellige politiske retninger, der gensidigt ophæver eller begrænser hinanden, kan man til en vis grad undslippe kitschens inkvisition," skriver Kundera. "Men hvor en enkelt politisk bevægelse har hele magten, befinder vi os pludselig i et rige af totalitær kitsch."

Så totalitært vil Jyllands-Posten og den lokale virkelighed næppe udvikle sig, men i Jyllands-Postens fastholden af kitsch kan man finde de løjerligste påfund til bevarelse af sofastykkets harmoni. For et par år siden afviste Jyllands-Posten (ifølge Politiken den 4. februar 2006) at bringe en Jesus-tegning med den begrundelse, at tegningen kunne 'udløse et rama-skrig'. Under en voldsom hedebølge for nogle år siden blev avisens bagsideredaktør tilsvarende forflyttet, fordi han fandt på at erstatte 'Lad os alle bede'-ritualet med 'Lad os alle bade'.

Således må avisen og kitschen ustandselig være på sin post, gøre udfald mod en verden af snavs, forsvare sin egen og læsernes skønhed og hindre, at de minimale spor af frisind udvikler sig til flænger i det store lærreds sam-menhæng og broderskab.

Flemming Chr. Nielsen er cand.scient. i fysik og matematik samt forfatter. Ansat på Jyllands-Posten 1965-99 (som kulturskribent og i en periode bl.a. også lederskribent)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her