Læsetid: 3 min.

Den jyske ambassade

Københavns Rådhus er en af de mest særprægede bygninger i Danmark. I 2005 fylder huset 100 år, og det fejres med et rigt udstyret coffee-tableværk, 'Billedborgen'
12. september 2005

Københavns Rådhus er i særlig grad udtryk for en enkelt arkitekts visioner. Ned i mindste detalje er huset gennemkomponeret efter arkitekten Martin Nyrops anvisninger. Kunstnere og kunsthåndværkere, gerne med halm i træskoene og af nationalt sindelag, blev hentet ind fra alle egne af provinsen for at hugge, snitte og bemale overalt, hvor det kunne lade sig gøre. Huset står, trods sin italienske facade, som et monument over en voksende nordisk selvbevidsthed og insisterer på sin egen ret. Isbjørne, hvalrosser og havfolk skuler trodsigt mod syd, og mod de internationalister, der skumlede på Brygger Jacobsens Glyptotek.

Værket er systematisk opbygget, således at vi både får et indtryk af omgivelserne og de historiske omstændigheder, hvorunder det blev til. Det indeholder en gennemgang af dets udseende fra yderst til inderst. Allan de Waal lader elegant litteraturen føre os rundt om huset, således at vi fra skiftende protagonisters synsvinkel får området at se. Med Berg fra Herman Bangs Stuk kaster vi fra toppen af Dagmarhus et blik ned på Vester Voldgade, hvor Jastrau fra Tom Kristensens Hærværk sidder.

Med Jastrau går vi hen til Politikens Hus og fra redaktionslokalet følger vi i et lille magisk øjeblik hans blik ned på Rådhuspladsen. Der får han øje på Klaus Rifbjerg eller rettere på Klaus Rifbjergs sangtekst til Cæsar og Daimi fra 1967 - med typisk de Waalsk musikalitet afrundes afsnittet med en sang: Duerne flyver af og til op/ ingen ved rigtig hvorfor - naturligvis gengivet i hele dens sødmefulde længde.

Ind i huset

Går vi indenfor i huset, begynder de Waal at udfolde sit karakteristiske polemiske virke. I en sammenligning med Arne Jacobsens rådhus i Århus fremstilles Københavns Rådhus som et udtryk for den stemning af blod og jord, der herskede omkring århundredeskiftet. Et "drivvådt bondebillede" af Johannes V. Jensen skrevet "op mod tidens spleen og teknik" danner afsæt for en gennemgang af husets dekoration med "blæretang og blomstrende tidsler". "Hvorfor," skriver Allan de Waal, "bliver bygningen mere demokratisk af at tage duft og motiver fra hjemlige strande?" Mildt glatter han ud med en betragtning om en danske grundlov: Den "var vel mere dansk end fransk eller græsk i sjæl og sind."

Allan de Waal kan dog ikke slippe tanken. Den vender flere gange tilbage i løbet af bogen. Især i afsnittet om Anders Bundgaards skulpturer spilles provinsromantikken ud mod Brygger Jacobsens internationalisme. Anders Bundgaard "hørte til en kunstnergeneration, som kom til at udgøre en jysk bevægelse i hovedstadens kulturliv."

Allan de Waal nævner blandt andre forfatterne Johannes V. Jensen fra Himmerland og Jeppe Aakjær fra Salling. Litteraturprofessor Vilhelm Andersen beskrev disse forfattere som "romantisk-realistisk kårede hjord- og hyrdedrenge". Martin Nyrop kom fra Holmsland Klit, Anders Bundgaard fra Rold og Rebild. Martin Nyrop trak med Københavns Rådhus den jyske strømning ind i selve hjertet af København. Især Anders Bundgaard med sin isbjørn og sine hvalrosser i granit led under den latterliggørelse, som internationalisterne udsatte ham for. I sin bitterhed drømte han om at realisere sit eget private glyptotek i sin fødeegns Tingbæk Kalkminer.

Rådhus som gesamtwerk

Allan de Waal hylder gentagne gange rådhuset for dets rationelle funktionalisme. "Lige meget, hvor ekstravagant Rådhusets helhed kan tage sig ud," skriver han, "er det en i bedste forstand fornuftig brugskunst, der sætter dagsordenen, ikke en eksistentielt udfordrende kunst." Ikke Thorvald Bindesbøll med sin "langt farligere" udfordring af rationaliteten er valgt, men derimod den mere føjelig dekorationsmaler Jens Møller-Jensen. Ikke Rudolph Tegner med sine besværgende anråbelser af det mystiske er valgt, men derimod den mere jordnære Anders Bundgaard. Ikke verdensmanden J.F. Willumsen, men i stedet den provinsielle Karl Hansen-Reistrup.

Københavns Rådhus er mere udtryk for en prosaisk frem for en idealistisk nationalromantik. Det ser ud til at være det, der gør huset til at have med at gøre i Allan de Waals optik. Det er kunsthåndværk frem for alt. Husets monumentale karakter af gesamtværk overbeviser i sin helstøbthed.

Bogen afsluttes med velskrevne og interessante afsnit om konkurrencen forud for rådhusets tilblivelse, samt om Martin Nyrops øvrige virke. Det er en spændende bog, hvor man blot kun kunne have ønsket sig mere tekst, større udfoldelse af de grundlæggende temaer. Og så kunne man vel også godt have ønsket sig den causerende, den erindrende og digressive Allan de Waal mere på bane, men det er vel for meget at forlange i en jubilæumsudgivelse, dediceret til Københavns ethundrede år gamle rådhus.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu