Læsetid: 3 min.

Jytte Rex som figenblad

30. maj 2005

Det virker efterhånden ret ubehageligt, at Danmarks Radios dramachef Ingolf Gabold bruger filminstruktøren og maleren Jytte Rex som det figenblad, der skal dække over, at institutionen er uden kunstnerisk indsigt og vovemod.

Han har flere gange brugt hendes seneste spillefilm Silkevejen som bevis på, at DR bestemt ikke er bange for det kunstnerisk eksklusive (Information den 24. maj). Hvis det havde noget på sig, hvorfor er Jytte Rex' andre banebrydende spillefilm da ukendte for DR's seere, som kun har haft mulighed for at se Isolde (1989)? Det skyldes naturligvis, at hun repræsenterer et kvalitetsniveau, som principielt er bandlyst på DR. Lad mig dokumentere:

Da Jytte Rex' Den erindrede (1985), efter to noveller af Jorge Luis Borges, fik Bodil som årets bedste kortfilm, følte DR sig forpligtet til at købe filmen, for det skulle nødigt hedde sig, at de er kunstfjendtlige. Men de sendte den aldrig. Skønt de havde betalt for den, foretrak de at lægge den på hylden og sende, hvad seerne kender til bevidstløshed, frem for at udvide deres bevidsthed med noget, de aldrig havde set før.

Historien gentog sig med Jytte Rex' meget roste Palle Nielsen. Mig skal intet fattes (2002). DR fandt filmen uegnet for tv og begrundede deres afslag med, at Palle Nielsen var ukendt for seerne.

Det er en grov krænkelse af seerne, - men hvis det virkelig havde noget på sig, at Danmarks betydeligste grafiker i det 20. århundrede er ukendt, burde det dog snarere være en grund til at vise filmen, frem for at holde seerne nede i fortsat uvidenhed.

Men DR fastholdt deres afslag, og først da filmen var præmieret af både juryen på Odense Film Festival og Robert-komitéen som årets bedste portrætfilm, sadlede de om og købte den. Samtidig tog de en frygtelig hævn, idet de viste filmen omkring midnat, da de fleste var gået i seng. På den måde kunne de opfylde deres egen profeti om, at Palle Nielsen ikke interesserer danskerne.

Slå over på svensk tv

På svensk tv er tankegangen en anden. Der sætter de en ære i at tilbyde kvalitetsfilm i den bedste sendetid. Da SV/TV for nylig viste Palle Nielsen-filmen, sendte de den kl. 20. Hvis danskere vil lære vores betydeligste kunstnere at kende, er vi nødt til at slå over på svensk tv. Det er det frygtelige perspektiv i den systematiske udslettelse af dansk kunst og kultur, som er Danmarks Radios projekt i det 21. århundrede.

I den forbindelse er det yderligere interessant, at da Jytte Rex søgte ældre arkivoptagelser med Palle Nielsen, var han helt ukendt i DRs eget arkiv - hvorimod svensk tv naturligvis havde optagelser med ham.

Når DR på et tidspunkt sender Silkevejen, bliver det stensikkert også ved en midnatsforestilling, for Ingolf Gabold har allerede sat Jytte Rex i bås som "hard core modernist". Det har intet som helst på sig. Silkevejen er en umiddelbart tilgængelig og meget bevægende film, som på det smukkeste udvider det kendte filmsprog, men kan opleves af alle.

Når Silkevejen alligevel, som Gabold syrligt bemærker, kun blev set af 3.500 biografgængere, skyldtes det, at de mest læste anmeldere i lighed med Gabold satte filmen i bås som 'vanskelig', ja, stillede spørgsmålstegn ved, om den overhovedet er en film. Det er klart, at så går folk ikke i biffen, men det har intet med filmen at gøre. Det handler om, at vi lider af en kritikerkrise, der er lige så deprimerende som tv- og filmkrisen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu