Læsetid: 3 min.

Jyttes arm

20. december 1996

JYTTE HILDEN har gang på gang i sin ministerperiode hyldet det, der betegnes som armslængde-princippet, nemlig at politikere ikke selv træffer beslutninger i kunstneriske spørgsmål, men lader kulturkyndige om det - forresten et af de fornemste principper i de danske kulturstøtteordninger.
Der er tale om retorik. I praksis blæser kulturministeren på armslængde-princippet.
Hun demonstrerede det, da hun valgte at vende det døve øre til de fire arkitekturkyndige, herunder Københavns stadsarkitekt, i den dommerkomité, der forleden skulle finde vinderprojektet i konkurrencen om et nyt Rigsarkiv i Ørestaden. Beskrevet på forsiden af denne avis i går.
Hun demonstrerede det endvidere med det centraliserende lovforslag til styring af filmområdet, som hun har fremsat i forbindelse med indretningen af et nyt filmhus. Et forslag, som de fleste filmkyndige, for ikke at sige alle, finder ubegrundet, idet filmloven efter deres mening fungerer tilfredsstillende. Hvilket dansk films strålende resultater da også kan tyde på.

I GÅR KUNNE Morgenavisen Jyllands-Posten så fortælle læserne om en ny sag - endnu en - med Jytte Hilden i rollen som uheldig helt.
Den går ud på, at ministeren i fjor skal have lovet Lars von Trier 15 millioner kroner til et filmprojekt med flere instruktører, kaldet Dogme. Af artiklen fremgår, at ministeren åbenbart havde regnet med, at når hun blot lod et ord falde om det, ville Det danske Filminstitut automatisk bevilge von Trier pengene.
Sådan spiller klaveret ikke. Siden Jens Jørgen Thorsens Jesus-film har ingen minister blandet sig i filminstituttets dispositioner. Her råder nemlig nogle dertil ansatte, uafhængige filmkonsulenter - netop det, der kaldes armslængde-princippet. I aftes var sagen - iflg. Jyllands-Posten - på dagsordenen på et bestyrelsesmøde i filminstituttet.

DER ER IKKE hoved og hale i ministerens dispositioner og beslutninger. Hun siger et og gør noget andet. I pressede situationer trækker hun besynderlige snore ned fra snoreloftet, blot aldrig den røde tråd. Hun buser frem med ikke gennemtænkte ideer, som hun så tvinges til at moderere eller trække tilbage. Der er hele tiden en ny episode - de snubler over hinanden - og på den måde har hun givet sig selv og ikke kulturen hovedrollen i sit værk. Det kan kulturen ikke være tjent med.
Hun gjorde sin entre som kulturminister med en uheldig bemærkning om sport og en lige så uheldig tale ved overrækkelsen af årets pressefotografpris i 1993 til prisvinderen, hun kaldte "en ung, nordisk kvinde med blond hår og blå øjne".
Siden er det gået slaw i slaw med den lattervækkende krystalkugle, det mislykkede raid mod Charlottenborgs bestyrelse, udliciteringen af de små storbyteatre til herrens mark, den dårligt begrundede desavouering af arkitekt Henning Larsens filmhus-projekt, udpegningen af en ukvalificeret repræsentant til Statens Kunstfonds musikudvalg (som derfor måtte omgøres), sammensætningen af et intetsigende litteraturråd. Fortsæt selv listen. F. eks. med den udmærkede, men luftige ide om et operahus på bl.a. folkeaktier, hun har lanceret - ifølge Ekstra Bladet (i går) for at lukke munden på operavennernes kritik af milliard-ombygningen af Det Kgl. Teater.
Jytte Hildens dispositioner er ikke blot forvirrede. De er fortvivlende. Ikke uventet lå hun nederst på listen i en undersøgelse, som analyseinstituttet Sonar foretog i fjor. Befolkningen blev bedt om at vurdere, hvordan de enkelte ministre har klaret sig.

EGENTLIG ville man forfærdelig gerne have haft, at Jytte Hilden havde klaret sig godt. Hun fremstod før sin ministertid som en af sit partis sympatiske, stærke politikere, og er der noget kulturens folk og befolkningen løbende har brug for, er det en stærk minister, der med sikker hånd kan gelejde bevillingerne de rigtige steder hen. De i Hildens tid tilmed øgede bevillinger.
Nuvel, man kan en tid undskylde kulturministerens manglende forståelse for sit område med, at hun var forudsætningsløs, da hun tiltrådte - men ikke i længden. Man kan i bedste fald sætte pris på, at hun bidrager til nations-underholdningen, men så morsomt er det altså heller ikke. Og man kan henvise til, at der da også er skete gode og positive ting i hendes ministerperiode. Men fejlbedømmelserne er for mange og for
store.
En mere handlekraftig regeringsleder ville forlængst have reageret på denne for kulturlivet så ulykkelige fejlanbringelse. Der må da for pokker være en plads i partiet, hvor hun bedre kan bruge sine evner. Schlüter ville have gjort det. Hvorfor gør Nyrup det ikke?

Bjørk (Kristen Bjørnkjær)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her