Læsetid: 2 min.

K: DR kan hive sortseere i retten

Oppositionen vil ændre licenssystemet, så alle husstande skal betale licens. Konservative fastholder systemet, men siger, at DR kan hive sortseere i retten
22. juni 2007

Manglende licensbetalinger koster hvert år DR mere end 600 millioner kroner. Det har bladet Samvirke dokumenteret, og det fik i torsdagens udgave af metroXpress oppositionen til at foreslå, at licenssystemet vendes om, så en husstand skal framelde sig i stedet for at tilmelde sig licensen. Med det seneste medieforlig er licensen nu en medielicens, så den skal betales, hvis en husstand har et apparat, der kan modtage et signal fra DR. Men den konservative medieordfører Jakob Axel Nielsen vil ikke være med til et system, hvor en husstand aktivt skal framelde sig for at slippe for licens. Han mener, at DR allerede har rigtig gode muligheder for at få licensen i kassen.

"DR skal ikke slås for eksistensen af kravet, så de kan gå direkte i fogedretten. Det er for mig at se fordel nok, at man ikke skal slås for eksistensen af sit krav. De kan sige: Du har ikke betalt, vi hiver dig i fogedretten. Det er også et offentligt krav, så DR kan til syvende og sidst også kræve løntilbageholdelse. Det er for mig at se fordel nok," siger Jakob Axel Nielsen, der erkender, at der er noget galt, når hver niende husstand ikke betaler licens.

"Meget, meget få kan med ren samvittighed sige, at de ikke ejer et apparat, der kan tage et af DR's signaler. Med medielicensen er der skabt en formodning om, at alle skal betale licens," siger den konservative ordfører.

Frameldingsordning

Det store millionbeløb, som sortseere snyder DR for, kunne redde virksomheden for de massive besparelser, der netop nu rammer virksomheden. Det er baggrunden for, at den radikale medieordfører Simon Emil Ammitzbøll gerne vil ændre systemet.

"Snyderiet svarer til mere end det dobbelte af det beløb, som DR netop har skullet spare. Det giver os anledning til at se, om ikke tiden er inde til grundlæggende at ændre på det nuværende licenssystem, så man skal melde fra i stedet for at melde til," siger den radikale medieordfører Simon Emil Ammitzbøll til metroXpress.

Han bakkes op af Socialdemokraternes medieordfører Mogens Jensen:

"Jeg tror, vi kunne løse problemet med snyderi, hvis vi helt enkelt lavede en frameldingsordning. Det ville samtidig spare DR for et kæmpe bureaukrati med at opkræve licens og skrive til de mange husstande, der ikke betaler," siger Mogens Jensen. ritzau

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her