Læsetid: 3 min.

K fastholder retten til at flirte med R

Pia Kjærsgaard skyder sig selv i foden med urimelige krav til Bendt Bendtsen, advarer flere konservative hovedbe-styrelsesmedlemmer
22. april 2006

Duer ikke - om igen! Dansk Folkeparti er ikke tilfreds med udmeldingen fra den konservative leder, Bendt Bendtsen, der ellers afviser tanken om en VKR-regering.

Pia Kjærsgaard (DF) kræver yderligere og tydeligere afstandstagen til et samarbejde mellem regeringen og de radikale efter et valg. Men det krav får en iskold skulder fra flere konservative hovedbestyrelsesmedlemmer.

"Man skal ikke afvise nogle samarbejdsmuligheder. Hvis man gør det, kommer man til at æde det i sig igen," siger Peter Norsk.

Han er valgt til hovedbestyrelsen af det konservative landsråd, og som HB-medlem retter Peter Norsk sig efter ledelsens strategi. Men han fastholder retten til at ytre sig:

"Og jeg mener, at vi bør løsrive os fra Dansk Folkeparti, når det handler om globalisering og velfærd. Bendtsen skal overhovedet ikke rette sig efter krav om, hvordan han skal tackle sit bagland," siger Peter Norsk.

Flere kilder fra den konservative hovedbestyrelse lufter over for Information deres overraskelse over Bendtsens klare afvisning af en VKR-regering. Formandens udtalelser opfattes dog primært som udtryk for en veludviklet sans for det politiske spil.

"Jeg ville ikke brænde alle broer," siger HB-medlem og amtsformand i Vejle Robert Nielsen.

Ind til naboens datter

Flere konservative fastholder retten til at flirte med de radikale, og Pia Kjærsgaard skal bare stikke piben ind, lyder opfordringen.

"Hun udstiller sig selv, og hvis hun må flirte med tanken om alternative samarbejder, må vi andre også have lov at kigge ind til naboens datter,"

siger amtsformand i Vestsjællands Amt Anders Pedersen.

Han henviser til, at DF's leder for et halvt år siden luftede muligheden for at gå i regering med Socialdemokraterne.

"Det er bestemt ikke en utopi," sagde Pia Kjærsgaard dengang til Ekstra Bladet.

I kommende uge venter der et topmøde mellem de to partier, og Pia Kjærsgaard er klar i sine forventninger til resultatet af den dialog: Bendtsen skal offentligt sætte det radikal-venlige bagland på plads:

"Det er klart, at hvis de fortsætter med den store interesse for et skiftende flertal, så er vi altså nødt til at gå ud og sige, at en stemme på Bendt Bendtsen er en stemme på Marianne Jelved," siger DF-lederen.

Men den trussel afvises af de konservative HB-medlemmer som 'det rene vrøvl'.

"Så kunne vi sige, at en stemme på Dansk Folkeparti er en stemme på Venstre," siger Peter Norsk.

Anders Pedersen forklarer, at begge partier er gensidigt afhængige af hinanden:

"Men ingen skal binde sig så hårdt, som hun lægger op til. Bendtsen bør overhøre disse urimelige krav. Det er ikke meningen, at det kun er de tre partier til højre, der skal blive enige. Men selvfølgelig skal vi holde vores aftaler med DF og passe vores fornuftsægteskab," siger han.

$SUBT_ON$Pia K bør sættes på plads

Anders Pedersen mener, at Kjærsgaard 'er gået fuldstændig galt i byen' med sine krav.

"Hvis ikke hun passer gevaldigt på, giver det et ordentligt bagslag. Det er snarere på tide, at hendes bagland sætter hende på plads," siger han.

Også Robert Nielsen mener, at Dansk Folkeparti slider på sig selv.

"Det er utroligt, at vi vedvarende skal lægge ører til disse udfald fra DF's side," siger han.

Der er dog heller ingen tegn på, at Bendt Bendtsen har tænkt sig at gribe ind over for de radikal-begejstrede medlemmer af partiet.

"Der er højt til loftet hos os, og vi skal have lov at diskutere," siger han til B.T. om den debat, der blev sat i gang af EP-medlem Gitte Seeberg og næstformand Mads Lebech.

"Men det er den slags, en partiformand, der ikke har styr på tingene, siger," konstaterer Pia Kjærsgaard.

Hun har også på forhånd stillet klare krav til, hvad der skal stå på bordet, når de to partiledere mødes til forsoning i næste uge.

"Jeg siger pænt tak, når en minister indbyder, men jeg gider ikke drikke caffe latte," siger Pia Kjærsgaard.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her