Læsetid: 2 min.

K: Fogh håner de troende

Det er en hån mod troende mennesker, når statsministeren ønsker, at religionen skal fylde mindre i det offentlige rum, mener de Konservative. Kristne værdier var sammen med overbudspolitik og skattelettelser til debat
2. oktober 2006

Statsministerens bestræbelser på at nedtone religionen i det offentlige rum bliver nu mødt med skarp modstand hos den konservative regeringspartner.

"Jeg synes faktisk, at det er en hån mod troende mennesker og en hån mod religionens tætte bånd til vores normer, historie og tradition. Det gør mig rent ud sagt forarget," sagde partiets folketingskandidat i Præstø, Sidsel Leth Svensson, om statsministerens og andre "mere eller mindre velmenende politikeres" forsøg på at pille religionen ud af det offentlige rum.

I maj opfordrede Anders Fogh Rasmussen (V) i en kronik i Politiken til at holde religionen indendørs for at sikre "en fortsat stærk sammenhængskraft i fremtiden".

Men den opfordring blev på weekendens konservative landsråd mødt med en skarp kritik, som fik opbakning fra den konservative kirkeordfører, Charlotte Dyremose.

"Ja, det er udtryk for en manglende forståelse for, hvordan virkeligheden er for troende mennesker. Selvfølgelig har troen en indflydelse, og det er fuldstændig misforstået at tro, at man kan nedtone religionens plads i det offentlige rum," siger hun.

Når religionen skal fylde i samfundet handler det ifølge Sidsel Leth Svensson om viljen til erkende, at vores kultur og vores velfærdssamfund er præget af en kristen tradition: "Og hvis man har en naiv forestilling om, at det lag kan skrælles fra, vil det dræbe vores kultur," siger Leth Svensson.

På landsrådet blev det således vedtaget, at partiet fremover vil arbejde for at gøre kristendomskundskab obligatorisk i folkeskolen, at Danmark skal vedkende sig sin kristne arv samt bibeholde folkekirken som statskirke.

Men partiets ungdomsafdeling holdt fast i sit ønske om at adskille kirke og stat. KU-medlem, Mette Abildgaard Jakobsen, kaldte forslaget for "alt andet end tolerant og næstekærligt".

"I lyset af det sidste års begivenheder bliver det mere og mere afgørende at få en indsigt i de forskellige religioner, hvis vi skal kunne leve i et multikulturelt samfund. Jeg synes, at håndsrækningen fra den danske regering skal være, at vi giver religionen fri."

Skatteråderum er til stede

Ikke overraskende stod skattespørgsmålet højt på dagsordenen i Bella Center, hvor partiformanden endnu engang slog fast, at målet er, at danskerne højst skal betale 50 pct. af den sidst tjente krone i skat. Men imens Bendt Bendtsen fortsat afventer et råderum, presser såvel ordførere som bagland hårdt på.

"Lad os nu få de skattelettelser," opfordrede finansordfører Christian Wedell-Neergaard i sin tale, mens folketingskandidat i Glostrup Kurt Scheesbæk langede ud efter V og DF:

"De arbejder sammen om at holde vores ønske nede," sagde han og slog fast, at råderummet til lettelser faktisk er tilstede.

Bendt Bendtsen benyttede desuden lejligheden til at kritisere Socialdemokraterne for en uansvarlig økonomisk kurs i debatten om kommunernes økonomi.

"Helle Thorning-Schmidt er en ny Anker Jørgensen - bare i pænere tøj," lød det fra formanden, mens andre konservative harcelerede over samarbejdet med DF:

"Et sådant populistisk parti hører ikke hjemme i en borgerlig regering," konstaterede Rene Offerman fra Esbjerg, mens KU-formand Kasper Hülsen om samarbejdet bedyrede: "Prisen er for høj".

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu