18. februar 2006

Folk uden humor fortjener at få en megapeberkværn parkeret uden for deres indkørsel, en tur i vaskehallen, blive udbudt til salg som kyssemund eller tvunget til at synge julesange midt om sommeren i Legoland. Hvis det ikke kan lade sig gøre, kan man jo altid tegne deres profet med en bombe i turbanen. Så de kan lære det!

Dansk humor, det er nu noget ganske særligt. F.eks. disciplinen pebersvendekåring. På landet og på villavejene i provinsen, hvor man tager afslappet på de fleste ting, herunder politivedtægten og den slags, transporterer man en tre meter høj peberkværn i støbejern hen foran den kommende pebersvends indkørsel på en entreprenørmaskine med kran eller evt. en bulldozer. Døvlen vejer godt til, der skal et par mand til at sætte den rigtigt. Når den så står der, er det meningen den skal blive stående lige indtil den næste af kammesjukkerne fylder 30 uden at være gift endnu. Det er god humor. Det kan godt være, at gigantpeberkværnen står i vejen, så den nyslåede pebersvend ikke kan få sin bil ind i garagen, men det må han leve med. Han kan holde ude ved fortovet, kan han. Det er ikke meningen at en skamstøtte - for sådan én er det jo - sådan skal kunne flyttes rundt med. Det kan den heller ikke, den lader sig kun afhente med kran eller bulldozer. Men hvad: Pebersvenden kan jo altid få sig en hjertelig latter sammen med gerningsmændene. Hvis ikke, har han ingen humor, så er han træls. Kedelig, en dødbider.

En anden sjov ting er polterabend, den sidste frie dag i ens frie liv, aftenen før brylluppet nemlig. Der er mennesker, der er kommet alvorligt til skade ved det, det ved vi godt, men det hører trods alt til sjældenhederne. Sådan noget som at få håndjern på og så, kun iført underbukser, komme en tur i vaskehallen nede på tanken, det er også humor. Her er det for resten ikke kun drenge, der kan være med. Sammen med en masse andre pæne mennesker, afslog klummeskriveren engang på Vandkunsten i København at købe et kys af en kommende brud. Jo, hendes kyssemund blev udbudt til salg af de fnisende veninder. Hun var klædt ud som billig luder og munden lignede et sår. Hun så faktisk så lidt glad ud, at såvel klummeskriveren som en anden nydelig herre spurgte venindeflokken, om de ikke syntes, at deres veninde, bruden, havde lidt nok. Vi blev skældt ud. Sådan et par humorforladte, halvgamle stoddere, vi skulle faneme ikke blande os!

En polterabend kan også have et efterliv: den eneste gang klummeskriveren har været i Legoland, en gloende varm sommerdag, gik et ungt, jysk ægtepar rundt og sang julesange. Iført nissetøj. Det var deres etårs bryllupsdag. Der var adskillige, der krævede en forklaring. Jo, det var noget, de hver for sig var blevet pålagt på deres polterabend. På jeres første bryllupsdag, klædt ud som nisser, synge julesange, Legoland, ha ha ha! Der var ingen blandt det ufrivillige publikum, der syntes det var sjovt. Men det betød ikke noget, sangene skulle synges. Humorens regler skal overholdes og føres helt til ende, også selv om den måtte være lidt halvbitter. For det unge ægtepar morede sig tydeligvis heller ikke, de syntes vist nærmest, det var træls.

Endnu en genre inden for den danske humor er så forfinet, at den ikke engang har et dansk navn. Vi kalder den practical jokes. Vi kan komme i tanke om et eksempel - men der er naturligvis mange - nemlig en gammel mand på Vestlolland, der på sin 90-års fødselsdag kunne slå op i den lokale avis og se et foto af sig selv. Fotoet var taget ved en familiesammenkomst et års tid før, den gamle mand sad med en af de der aflange balloner i skødet på en måde, så det var nemt nok at se hvad den forestillede. Hø hø. Det var et par unge, friske familiemedlemmer, der havde sendt billedet ind til avisen. Nedenunder havde de skrevet den rørende tekst: "Hej Olde, tillykke med fødselsdagen." I øvrigt forstod de ikke, hvorfor deres oldefar blev sur over det. Han var åndsfrisk og ringede straks til deres forældre. Han ville ikke se de to knægte, før der var gået et godt stykke tid, sagde han. Og når han igen fik lyst til at se dem, måtte de godt holde deres kæft - i meget, meget lang tid!

Sådan er vi mange, der også har det med Jyllands-Posten. Nu har de lavet deres stunt med Muhammed-tegningerne. Det var bøvet gjort, åndssvagt og bondsk, fjoget og drengerøvsagtigt. Oprindeligt har det formentlig ikke været ondt ment, men avisen har gerne villet tage pis på muslimerne - og på alle de 'politisk korrekte', der ustandseligt kommer med deres hellige præk om, at man skal 'tage hensyn' til mindretallene og de svage. Den slags gider vi ikke høre på ovre i Viby J.

Folk uden humor fortjener at få en megapeberkværn parkeret uden for deres indkørsel, at få en tur i vaskehallen, at blive udbudt til salg som kyssemund, at blive tvunget til at synge julesange midt om sommeren i Legoland eller at få deres pinlige familiebilleder trykt i den lokale avis' spalte for lykønskninger med videre. Nemlig, ja! Hvis det ikke kan lade sig gøre, kan man jo altid tegne deres profet med en bombe i turbanen. Så kan de lære det! Her i landet har vi ikke brug for humorforladte dødbidere, der ikke forstår god værkstedshumor. De kan pisse af, kan de, hvis de ikke kan klare mosten.

Og jo, nu har vi set det. Ingen morede sig, men det er, hvad det er. Nu må Jyllands-Posten godt holde lidt lav profil et godt stykke tid. Og de må meget gerne holde deres kæft i endnu længere tid. Dér kunne sagen være landet, hvis det ikke lige var fordi, hele verden pludselig blev opmærksom på tegningerne. Med de følger, vi alle sammen kender, og som vi har kunnet se i fjernsynet i flere uger. Det er ynkeligt at følge avisens forsøg på at fremstille det hele som et spørgsmål om for eller imod ytringsfriheden. Gudfaderbevares: det har aldrig handlet om andet end stupid håneret. Det er for resten også ynkeligt at høre vores statsminister forsikre alverden om, at hans land altid har været tolerant over for mindretal og fremmede religioner og kulturer. Det har hans land ganske vist, men gælder det også hans egen regering og dens støtteparti? I hans tid, kunne man mene, er der ellers gjort alvorlige forsøg på netop at gøre glosen 'tolerance' til et af det danske sprogs allerværste skældsord. Gad vide om han har lært noget af det hele? Man skal ikke føle sig for sikker. I alt fald har han udtalt for ganske nylig, at hele Muhammed sagen ikke har givet ham anledning til at overveje ændringer af den danske udlændingepolitik. Man kan slet ikke udelukke, at han blankt vil afvise, at der overhovedet er eller har været problemer. At der således, nu som før, ikke er noget at komme efter. Men det vil tiden vise. Det er jo trods alt sket før, at folk så at sige bliver klogere mod deres vilje.

Den allerseneste practical joke udføres desværre af en snes ellers kloge og forstandige, danske forfattere. De har alle sammen skrevet under på et forsvar for ytringsfriheden. God idé, ytringsfriheden er et ubetinget gode, hvem vil ikke forsvare den til hver en tid? Det uheldige består bare i, at underskriverne derved kommer til at anerkende Jyllands-Postens påstand om, at sagen overhovedet drejer sig om ytringsfriheden. Det gør den ikke: tegningerne var en joke, udtænkt af en flok mentale drengerøve.

Snakken om ytringsfrihed her bagefter er ikke andet end bortforklaringer og dårlige undskyldninger.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her