Læsetid: 7 min.

Om kabaler

Hvad er det, vi oplever, når vi bliver slaver af at lægge kabaler eller spille spil på computeren, hvilket jo egentlig er spild af tid og kræfter? Er det, som når man absolut må over den næste bjergtop?
16. november 2005

Jeg har fået en ny interesse, for ikke at sige endnu en last, eller mere end det, et misbrugsproblem, jeg er blevet afhængig, jeg er begyndt at lægge kabaler. Jeg tør slet ikke indrømme over for mig selv hvor lang tid jeg har sløset hen i dag fuldstændig i min tåbelige svagheds vold. Det kan måles i timer, een time, to timer, hvor jeg kunne være gået utallige velgørende ture i det solfyldte snelandskab, have indåndet den friskest tænkelige luft, fået motion med vandrestokkene, eller, hvis det endelig skulle være inden døre, have læst videre i Dawkins' sidste seks hundrede og treoghalvfjerdsindstyve siders bog, have spillet Wilhelm Friedemann, afpyntet juletræet med vemodige tanker på H. C. Andersen og på det faktum at alverdens glitter altid vil vise sig at være forgængeligt, og det til trods for at grantræet i morgen bliver plantet i en snedrive og længe vil stå så frisk som da det blev købt for tre uger siden, det har suget vand til sig, halvanden liter hver dag, som for at sikre sig genbrug om elleve en halv måned, men alligevel, når driven endegyldigt er smeltet bort, ender det i kvasbunken bag huset.

Jeg husker en samtale med Anette for mange år siden. Hun fortalte hvor forfærdeligt det var for hende, hun lagde kabaler om aftenen, og hun kunne ikke holde op, efter hvert spil måtte hun begynde et sidste, et allersidste, indtil hun segnede hen over oldeforældrenes spillebord der nærmest var blevet et alterbord for hende, endelig opgav, for at vakle ind i seng til sin mand der sov uskyldigt og tungt og i den tro at den midnatsolie hun havde brændt stod i hendes videnskabelige arbejdes tjeneste. Jeg fulgte aldrig vores samtale op, det var en betroelse, hvis Anette selv ville genoptage tråden var det i orden, jeg ville ikke trænge mig på. Lige nu har jeg mest af alt lyst til at ringe til hende og spørge hvordan er det gået med kabalerne, men det er unfair, hun vil tro jeg gør nar af hende. Mine kommentarer dengang var beskæmmende i deres stupiditet. Måske er det også grunden til at hun aldrig siden har bragt emnet på bane. Jeg talte indfølende, mente jeg, om noget som indre fred og ligevægt, om at man ved at lægge kortene fandt frem til et mønster, et mønster der afbildede det mønster man søgte i sit liv, som vi alle søger i vort liv, den røde tråd, det der gjorde at alle brikker pludselig faldt på plads, nej, jeg talte ikke om nogen heurekaoplevelse eller brugte ord som 'meditativ', 'kontemplation', 'mandala', men det var lige ved.

I det bundløse kar

Anette kendte ikke til computere dengang, eller måske gjorde hun det netop og fandt det endnu mere beskæmmende at hvad hun sank sammen over langt efter midnat, når hun tilmed næste dag skulle tidligt op og i gang med sit krævende arbejde, det var ikke forfædrenes mahognispillebord med tilhørende elfenbensspillemønter tilslebet i alskens former, farvet i fordums naturfarver, det var den forfængeligste af alle forfængeligheder, hendes pc, hvor en bekendt engang i al troskyldighed havde vist hende at der var indlagt nogle programmer som kaldtes underholdning.

Møjsommeligt slukker hun måske den dag i dag først sin computer når det ikke længere er muligt for hende at skelne rødt fra sort, fire fra fem, for slet ikke at tale om ti fra ni, ni fra otte, konger fra knægte. Jeg traf hende forleden aften hos Renate, og allerhelst ville jeg med det samme have spurgt, Hvordan er din statistik, hvor mange ud af hvor mange har du vundet, bruger du et bestemt system, eller lader du spillene tilfældigt vælges for dig, eller er du simpelthen begyndt forfra, fra eet, og hvor langt er du kommet?

For i mellemtiden har jeg selv fået en ny pc, og en troskyldig bekendt viste mig at der medfulgte et program kaldet underholdning.

I virkeligheden var jeg altså ikke for diskret, men ganske enkelt for fej til at berøre emnet over for Anette, for da havde jeg måttet tilstå at også jeg selv er blevet fanget af lasten og viljeløst, uden at gøre den ringeste modstand har ladet mig suges nedad i afhængighedens bundløse kar. Hvor nær ville vi ikke være kommet hinanden. I stedet udvekslede vi overfladiske bemærkninger om mødres, bedstemødres, grandtanters bagværk, om fanatisme og fundamentalisme, om vigtigheden i at holde sig i form, om fælles venners katastrofale mangel på at gøre samme uden dog at nævne navne, vi er højt hævet over sladder, og idet vi lod os rive fra hinanden af Barbara, der dog mente at man måtte se på de lyse sider i tilværelsen, lod vi begge med et for udenforstående, det vil i særdeleshed sige Barbara, umærkeligt let skuldertræk en sluttelig bemærkning falde om grantræer og denne verdens glitter og forfængelighed.

Fra 1 til 999.999

Hvilken lettelse ville det dog ikke have været for os begge om jeg havde mandet mig op og bare sagt, Sig mig dit system. Anette ville øjeblikkelig havde forstået mig, have vidst hvad det drejede sig om, erkendt at vi nu sammen måtte kategoriseres som ofre og lidelsesfæller, som mennesker med uendelig ringe jegstyrke, prædestinerede til at bukke under for en afhængighedsproblematik som blot ved det rene under ikke tidligere har manifesteret sig. Men hvad ville hendes sy-stem så være? Hvis jeg kender hende ret, en kompliceret matematisk talrække der opløser sig selv når den når 999.999 for så at begynde forfra med nyt begyndelsestal, hvorimod mit blot er lige ud ad landevejen fra 1 til 999.999. Jeg er kommet til 1.812 inklusive, og jeg opdager at min gamle veninde Hanne havde mere end ret da hun forklarede mig at enhver matematiker der betragter sig som ægte matematiker, har et personligt forhold til ethvert tal mellem nul og tusind: mine kabaler har vist mig at jeg har et personligt forhold til næsten alle tal mellem nul og to tusind og fem, men det var måske ikke helt den måde Hanne mente det på.

Men først og fremmest ville Anette i den solidaritet der var opstået ved min bekendelse måske have været i stand til at hjælpe mig med at forstå hvad der var sket i os, efter at jeg har måttet kuldkaste mine flovsede teorier om rød tråd i tilværelsen og mønstre der lægges på plads. Hvad er det egentlig vi gør, ville jeg have kunnet spørge hende. Hvad er det der får det til at suge i os: endnu en gang, det er lykkedes denne gang, lad os prøve igen, bare for sidste gang. Eller: denne gang mislykkedes det, lad os se om vi dog ikke kan knække vores anonyme modstander.

Somme tider er kortene venlige, somme tider ligger de så man næsten på forhånd kan se at der ingen muligheder gives, det ville være skønne spildte kræfter blot at gå i gang, men trods alt, i gang går vi. Vil vi i hybris udfordre gud til at vise at han er med os? Eller at han overhovedet existerer? Er det et gudsbevis vi søger på vor pc'er? Eller vil vi underdanigst indsmigre os hos lykken, besværge den om dog at tilsmile os, vise at vi dog er dens børn? Er det skæbnen vi oplever, forsøget på at gøre oprør imod den tilfældighed som kortene altid må være, den tilfældighed som er betingelsen vi lever vort liv under? For som jeg kender Anette tror jeg ikke at hun nogensinde vil kunne affinde sig med ganske at være i tilfældets vold, Anette vil altid forlange at få lov til selv at sige det afgørende ord, hun vil altid kræve at have mere end een enkelt finger med i spillet, knokkelmanden kan vente sig en slagfærdig replik når han kommer for at hente hende. Eller er det en nødvendighed for os, ligefrem en dyb indre tvang? Denne besynderlige brug af åndelig energi der er så rystende uskabende, tvinger vi os gennem den til at ligge brak, til åndeligt at få åndehul? Hvad er det der gør at vi ikke kan holde op? Bare een gang til, bare een enkelt gang til. Er det en indstilling der har været med os mennesker så længe menneskeheden har været? En umættelighed, en vægren sig ved at opgive, hvad enten vi oplever det i kabale nummer 30.144, eller i den næste bjergtop, den næste bølge der skal besejres, eller i det videnskabelige, det filosofiske problem der skal og må løses, eller i det løb på cembaloet der skal være absolut nøjagtigt og egalt, eller i det blomsterbed der skal være i orden før solnedgang.

Hvad er det, Anette, hvad er årsagen til denne min ufattelige tåbelige spilden tid og kræfter? Fortæl mig det dog, Anette, jeg bønfalder dig. Men Anette tier, og det er ikke billig hævn over at jeg fornærmede hende med mine tørre forklaringer, det ved jeg. Hendes blik er fraværende, ikke rettet imod mig men mod rummets uendelige fjernhed, hun har unddraget sig tilfældets vold, på den eneste mulige måde undgået skæbnens utilregnelighed, ved selv at blive skæbnegudinde.

Peer Hultberg er forfatter.

Ovenstående er fra hans nye essaysamling Min verden - bogstaveligt talt (Lindhardt & Ringhof), som netop er udkommet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu