Læsetid: 3 min.

Kabila og revolutionen

15. maj 1997

"Jeg rejser til Congo, for det er hele klodens brændpunkt... i Katanga tror jeg, at vi kan skade imperialisterne i hjertet af deres interesser." Che Guevara, foråret 1965

CONGO HEDDER i dag Zaire og Katanga hedder Shaba, men hovedbyen dér er fortsat Lubumbashi hvor Hotel Daravia er så spækket med udenlandske forretningsfolk, at nogle af dem må dele de 250 værelser med konkurrenten. Og hvad konkurrerer de om? At vinde lukrative handels- og minekontrakter hos Zaires nye hersker, Laurent Kabila - den oprørsleder, under hvis faner Che Guevara kæmpede i 1965.
Det cubanske anslag mod verdensimperialismen led et fatalt nederlag i Congo. Årsagen til nederlaget var ikke mindst Kabilas uduelige ledelse af sit oprør, vurderede den cubanske fuldtidsrevolutionære.
Som marxistisk oprører ville Kabila føre flammen videre fra Congos frihedshelt og første ministerpræsident Patrice Lumumba. Også han tænkte venstreorienteret, standard for den tids afrikanske oprørsledere, og han havde bedt Sovjetunionen om hjælp mod Katangas (belgisk-støttede) løsrivelsesforsøg. Det var en dødssynd under Den Kolde Krig; med CIA's hjælp blev Lumumba likvideret og nye magthavere indsat som boldværk mod verdenskommunismen - Mobuto var den sidste i rækken.
Kabilas oprør blev knust af lejesoldater, støttet af "belgiske faldskærmstropper fløjet ind af amerikanske fly fra britiske baser", sagde Guevara til FN's generalforsamling i december 1964. Der var i Guevaras øjne - og Kabilas - ingen tvivl om, at det var den skinbarlige imperialisme, de stod overfor.

HVAD MON han mener, at han står overfor nu, dér ved baren i Hotel Daravia om aftenen efter en hård dags oprør og tager mod drink efter drink fra de amerikanske forretningsfolk, han for tredive år siden kæmpede for at holde væk fra Katangas umådelige rigdomme.
Dengang var USA ikke engang synderligt økonomisk engageret i Zaire; under Den Kolde Krig var Zaire tildelt Frankrig og Belgien. Sådan er det ikke længere. Denne avis har længe beskrevet, hvordan kampen om (først Rwanda og nu) Zaire ville betyde, at amerikanske interesser fortrængte franske.
Den amerikanske sejr er nu åbenlys; ikke engang den nye amerikanske klientstat Sydafrika lader til at få del i Zaires rigdomme. Sydafrikas store mineselskaber har tabt kampen om Kabilas gunst - de store kontrakter går til amerikansk-kanadiske selskaber. Kong Dollar vinder igen.

KABILA TABTE til imperialismen i 1965; i dag har han vundet et land, men under kapitalismens økonomiske spilleregler. De politiske spilleregler er imidlertid ændrede, selv om det fortsat er USA der formulerer dem i Zaire: Respektér menneskerettighederne, indfør demokrati, sørg for en sober administration. Værdier, der ikke galdt en tøddel under Den Kolde Krig (hvorfor Mobuto fik lov til at plyndre sit land), men som nu er investeringernes bedste langtidsforsikring.
Et hold af vore journalister har i dagevis telefoninterviewet kilder i de områder, som Kabila kontrollerer, lige som vi har kimet forretningsfolk og diplomater ned, der har mødt ham. Et blandet billede af Zaires fremtid under Kabila tegner sig.
Det er opløftende at høre hvordan korruptionen er afskaffet i oprørernes område. Det er en ægte revolution - Zaire er legendarisk for korruptionen.
Bare det holder, må man skeptisk tænke. Især fordi forretningsfolk og diplomater tegner et billede af en Kabila, der ganske vist er karismatisk og velovervejet - men svag. Han har ikke kontrol over sin hær; derfor bliver rwandiske hutu-flygtninge mishandlet og slagtet; deres menneskerettigheder spyttet på. Han er omgivet af inkompetente medarbejdere og rådgivere; derfor sælger han arvesølvet - mineralrettigheder - til et bette smartsnakkende mineselskab, der hverken har ekspertise eller kapital til at genrejse Zaires mineindustri. Han udnyttes af nabolande til at gennemføre deres dagsordener; derfor står angolanske elitetropper ved indgangen til Zaires hovedstad Kinshasa.
Kabilas største hindring for succes i sin nye rolle som Zaires magthaver: Det var slet ikke meningen! Det oprør som Kabila leder var oprindeligt kun ment som en oprydningsaktion i den østlige region. Men som Mobutos forsvarsværker bare faldt og faldt, tvang krigens logik Kabila til at fortsætte.

ET DET GODT eller skidt for Zaire? Det er det bedst mulige! Det er patetisk at opleve Frankrigs blinde støtte til Mobuto, men symptomatisk for Vestens behandling af Zaire: Først aktiv støtte til Mobuto, dernæst ligegyldighed overfor konsekvenserne.
Oprøret gennemtvinger det systemskifte, der alt for længe har været nødvendigt.

pety (Peter Tygesen)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu