DET FOREKOMMER umiddelbart umuligt at danne sig en mening for eller imod parterne i den afghanske borgerkrig. Og dog: Medens dette skrives meddeler BBC, at den fundamentalistiske Taliban-milits fortsat er på tilbagetog efter at have mistet den strategisk vigtige Bagram-flybase nord for Kabul. Det er imidlertid usikkert, om den uhellige, men militært stærke alliance bestående af eks-forsvarsminister Masoud's tajikiske sunni-muslimer, den Iran-støttede Karim Khalili's shia-muslimer og general Rashid Dostums på-papiret-muslimske armé af whiskydrikkende uzbesiske kampvogns-kommandører, fortsætter mod Kabul, eller om de vælger at trække vejret. Foreløbig dænger de Kabul til med granater fra positioner seks kilometer nord for byen.
I det afghanske kaos bliver det absurd at "holde med" den ene eller anden part - der er ingen politiske skillelinjer i vores forstand at pejle efter - men et nøgternt blik på befolkningens interesser må nok føre til en anbefaling af, at Taliban-militsen bliver, hvor den er - nemlig i Kabul. Og det rimeligvis en god idé, hvis militsen i sidste ende overtager magten i hele Afghanistan - eller i det mindste fastholder den i de provinser i den sydlige og vestlige del af landet, den allerede har erobret. For befolkningens skyld må man ligeledes håbe, at Taliban-militsen - ifald den ikke kan holde hovedstaden - får mulighed for at trække sig planmæssigt ud før fjenden når helt frem. Det har den lovet, men det betyder ikke, at den holder løftet - og der er rige muligheder for hus-til-hus-gadekampe i den sønderskudte hovedstad. Men som sagt: Det er vanskeligt at give et bud på konfliktens udgang.
DET ER DERIMOD ikke svært at konstatere, at den er et resultat af en fejlslagen amerikansk og russisk politik, kombineret med FN's manglende manøvrerum, siden sovjetmagten trak sig tilbage i 1989.
Den gang indgik amerikanerne og russerne en aftale om ikke længere at blande sig i Afghanistans indre anliggender, hverken med økonomisk hjælp eller andre (våben)leverancer. Og overlod dermed initiativet til de regionale interessenter i området, Pakistan, Iran og til en vis grad de centralasiatiske (og tyrkisk-talende) republikker, Uzbekistan, Turkmenistan og Tajikistan.
Begge de daværende supermagter blev naturligvis i området, men altså pr. stedfortrædere. Og det gjorde det vanskeligt for FN at finde den løsning, der blev på-lagt i sikkerhedsrådet - og som førte til, at generalsekretær Buthos Ghali i begyndelsen af 1994 udpegede den daværende tunesiske udenrigsminister, Mahmoud Mestiri, som mægler. Opgaven var at finde en fællesnævner, der kunne forene de syv sunni-muslimske grupper, tre shia-muslimske militser og general Dostums "Nationale muslimske Bevægelse", der udgør de sidste militære rester af det forhenværende kommunistisk støttede Najibullah-styre. Men Mestiri's problem var - som det var EU-mæglernes i Balkan-konflikten - at han ikke havde de fornødne muskler at sætte bag sine mæglingsbestræbelser. Han forhandlede uden andet mandat end de gode viljers, og dem kommer man ikke langt med i dagens Afghanistan.
RESULTATET blev da også, at Pakistans efterretningstjeneste, ISI, og dermed det pakistanske indenrigsministerium, der varetager også den ydre sikkerhed, tog sagen i egne hænder, da det stod klart at deres allierede, pashtunerne, var udmanøvreret i Kabul af de tre andre etniske grupper, hazara'erne, uzbekerne og tajikerne. I 1994 hyrede den pakistanske indenrigsminister, general Babar, en pakistansk-baluchi-afghansk studentermilits, Taliban, som sin og dermed Pakistans væbnede arm. Den direkte anledning handlede om at få en lastbilkonvoj igennem til Turmenistan syd om Kabul - fra Quetta i Pakistan over Khandahar og Herat til Turkmenistan (efter behørig bestikkelse af general Dostum, der sidder på de seks provinser, der grænser op til de centralasiatiske republikker mod nord) - i anden omgang ved at forsyne dem med penge og isenkram, så de kunne fastholde kontrollen over den vigtige ringvej syd om Kabul. Og dermed kontrollen med de mere end en snes provinser, militsen underlagde sig i løbet af de næste to år. Denne støttepolitik til Taliban havde samtidig en sidegevinst i form af cementering af Benizir Bhutto's regime overfor en stedse mere agressiv opposition - men den var først og fremmest nyttig i forhold til inddæmningen af Iran og den stigende indflydelse, ayatollah'erne har udøvet siden sovjetmagtens konkursbo blev gjort op.
Det pakistanske initiativ blev fulgt op med anlægsarbejder af ny infrastruktur, herunder rekonstruktion af Khandahars lufthavn samt åbning for pakistansk erhvervsliv, bl.a. med etablering af filialer for pakistanske banker i det sydlige Afghanistan.
Taliban-militsens studenter rykkede allerede i begyndelsen af 1995 ind i Kabuls sydlige forstæder, der hidtil havde været kontrolleret af shia-muslimer - men blev drevet tilbage af den tajikiske feltherre, Ahmed Masoud. De nåede dog lige at henrette lederen af den shia-muslimske leder, Abdul Ali Mazari, efter samme slags rettergang, som blev Najibullah til del for fire uger siden - nemlig ingen.
ÅRSAGEN til Taliban-militsens fremturen, som indtil deres entré i Kabul var ret ublodig, var, at de pashtunske militser i det sydlige Afghanistan omkring Khandahar ikke følte sig repræsenterede i de regerings-konstellationer, der blev skruet sammen i Kabul med FN-mellemkomst.
Pashtunerne er Afghanistans største etniske gruppe - men i de forhandlinger, FN førte med tajikker, uzbekere og hazara'ere, støttet af iranerne og russerne, var den vingeskudte pashtu-kommandant Gulbuddin Hikmatyar, anbragt på sidelinjen. Taliban-militsen fyldte dette tomrum ud, og var tillige noget så usædvanligt som populær i den fattige del af befolkningen. Spørger man en civil afghaner om, hvilken orden han foretrækker, svarer han: "Den islamiske".
Det er den eneste orden, der er mulig. Og derfor at foretrække.
e. (Lasse Ellegaard)
