Læsetid: 6 min.

Kædedans i bogbranchen

En ny mastodont har sat sig tungt på det danske bogmarked, efter at boghandlerkæderne GAD og Indeks Retail tidligere i år gik sammen. Fusionen er en logisk følge af de senere års priskrig i branchen, siger ekspert. Billigere bøger, men ringere udvalg kan blive resultatet - andre frygter, at bogkæderne nu vil diktere, hvad der skal udgives
En ny mastodont har sat sig tungt på det danske bogmarked, efter at boghandlerkæderne GAD og Indeks Retail tidligere i år gik sammen. Fusionen er en logisk følge af de senere års priskrig i branchen, siger ekspert. Billigere bøger, men ringere udvalg kan blive resultatet - andre frygter, at bogkæderne nu vil diktere, hvad der skal udgives
2. juni 2007

Konsolideringen tager til blandt de danske boghandlere. Det blev der sat en tyk streg under tidligere på året, da to af Danmarks betydeligste boghandlerkæder, GAD og Indeks Retail, bød hinanden op til kædedans. Indeks Retail tæller i forvejen de frivillige kæder Bog & Idé, Bøger og Papir og Boghandleren, og med tilgangen af kapitalkæden GAD når den ny kæde op på en samlet omsætning på 1,5 mia. kr. Det svarer til over halvdelen af omsætningen i de danske boglader.

Fornuftsægteskabet er en fortsættelse af den generelle udvikling i branchen mod øget kædedannelse. Ifølge redaktør på tidskriftet BogMarkedet, Nils Bjervig, er der ingen tvivl om, at de kommende år vil tvinge endnu flere boghandlere i armene på hinanden.

"Konsolideringen i bogbranchen er kommet for blive. Hvis man vil vokse sig stor på et lille dansk marked, er organisk vækst komplet udsigtsløs. Man bliver nødt til at gå sammen i større enheder, hvis man vil befæste sin position," siger Nils Bjervig.

Det er den stigende liberalisering af bogmarkedet med øget konkurrence fra blandt andre supermarkederne, der står fadder til udviklingen. I hver by kæmpes der indædt om de bedste butiks-placeringer, og den kamp koster mange penge. Det har skabt behov for at indgå nye samarbejder, der kan kaste stordriftsfordele af sig, forklarer administrerende direktør i Indeks Retail, Henrik Christensen.

En stor muskel

"For os er sammenlægningen en vigtig brik i vores bestræbelser på at konsolidere os i branchen. Fusionen giver os optimerede indkøbsbetingelser og en bredere distribution, som i sidste ende gør, at vi kan tilbyde vores kunder billigere bøger og bedre service," siger han.

Ifølge Nils Bjervig fra BogMarkedet har fusionen mellem de to giganter først og fremmest til hensigt at sikre boghandlerne større indflydelse i forhandlingerne med de store forlag.

"Boghandlerne har været interesserede i at opruste, så de får muskler nok til at forhandle større rabatter hjem hos forlagene. Og mit bud er, at vi vil se en markant styrket boghandlerside efter det her. Indeks Retail sidder jo på omkring 60 procent af den samlede omsætning i branchen, og det er en ganske stor muskel, når man sidder ved forhandlingsbordet," siger han.

Sammenlægningen af de to kæder bør også give bogbranchens øvrige aktører noget at tænke over, mener han.

"De store forlag bør som sagt være meget opmærksomme på udviklingen; de små forlag bør være nervøse - og de mindre boghandlere kan med rette være bange," siger Nils Bjervig, som mener, at bogkøberen derimod kan være tilfreds:

Mindre mangfoldighed

"En skærpet konkurrence vil alt andet lige betyde, at en række attraktive titler sættes ned i pris. Så hvis der er nogen vindere i det her, så er det bogkøberne - i hvert fald i første omgang."

I anden omgang er der mindre at glæde sig over, mener Anders Buhl, der er indehaver af den lille uafhængige boglade Chester's Bogcafé på Christianshavn. Prisen for billigere bøger kan nemlig meget vel blive et mindre mangfoldigt udvalg for læserne at vælge i, vurderer han.

"Når der kun er nogle ganske få indkøbere, som køber centralt ind for alle kædebutikkerne, kan man meget vel frygte, at de vil gå efter det, der giver en pæn bundlinje, og dermed vige uden om den alt for smalle litteratur," siger han.

Samme bekymring deler forlægger Merete Ries, der tidligere stod i spidsen for forlaget Rosinante og nu driver Forlaget Ries i Charlottenlund. Også hun frygter, at vi for fremtiden vil få mere populærlitteratur at se, mens bredden i udvalget vil snævres ind:

"Og al respekt for Dan Brown, men der må være grænser for, hvor meget man kan æde, før man brækker sig," siger hun.

Indeks Retails Henrik Christensen lægger ikke skjul på, at man i udgangspunktet helst vil forhandle bøger, som har en bred skare. Men han understreger, at de enkelte butikker altid kan skaffe titler hjem, som ikke er en del af det faste sortiment.

Kassen og skjorten

"Vi driver en forretning, der skal give overskud, og derfor kan vi ikke forsvare at have titler stående på vores hylder, som vi kun sælger 1.000 af om året. Den måde, vi i stedet bidrager til den smalle litteratur på, er at sikre vores kunder, at vi altid kan bestille de bøger hjem, som de efterspørger," siger han.

Den forsikring beroliger nu ikke forlagsdirektør Merete Ries. Ifølge hende kan udviklingen på det danske bogmarked ikke isoleres fra udviklingen på den internationale scene - og her er tendensen til mindre diversitet klar, mener hun:

"I England og USA koster det kassen og skjorten at få eksponeret sine bøger bredt, så bogkæderne er nødt til at satse på nogle få titler. Derfor går alle efter volumen i stedet for bredde, og i sidste ende betyder det, at bogkæderne i praksis bestemmer, hvad forlagene overhovedet skal udgive," siger hun.

Samme tendens vil vi med stor sandsynligvis også snart kunne spore herhjemme, vurderer Anders Buhl:

"Med den nye fusion har boghandlerne fået så stor magt, at de reelt kan boykotte hele den linje af bøger, forlagene lægger frem, så forlagene tvinges til at lægge den om. Det kan man så mene bare er markedslogik, og det er det måske også. Men nogle af de større forlag har også et ansvar for bredden, så de ikke kun udgiver populærlitteratur, men også kommer ud i hjørnerne," siger han.

Nils Bjervig fra BogMarkedet ser dog ikke så pessimistisk på litteraturudvalget i fremtidens boglader:

"Jeg tror ikke, at vi som resultat af fusionen vil se en kraftig ændring på det punkt. Man skal huske, at man også tidligere har haft centralindkøb i de to kæder, og desuden rummer Indeks Retail stadig plads til Fangruppen, som måske er en af Danmarks mest velassorterede litterære boghandler," siger han.

Derimod er der al mulig grund til at være bekymret på vegne af de små og mellemstore forlag, mener Nils Bjervig.

"De har ikke et rigt sortiment og kan ikke tilbyde klækkelige rabatter. Derfor vil de mærke det ekstra hårdt, hvis den ny mastodont afviser deres titler," siger han.

Super Best-effekten

Den fare er forlagsdirektør Merete Ries opmærksom på, men hun mener, det er en uafvendelig udvikling, som det ikke nytter at stille sig op imod:

"Og i øvrigt er det fuldstændig lige meget, hvad det betyder for mit lille forlag. Det er den kulturpolitiske side af sagen, der er interessant - altså læsernes adgang til mere forskellighed på bogmarkedet - og ikke hvilke forlag der lever eller dør. Det er alligevel bare Super Best-effekten om igen: Der er heller ikke nogen, der græder, når den lille købmand om hjørnet lukker," siger hun.

Ifølge Nils Bjervig er det ikke kun de små forlag, der kan blive tvunget i knæ. Siden 1990 har 59 boglader landet over måttet dreje nøglen om, og det kan blive til endnu flere de kommende år, vurderer han. Navnlig de få uafhængige boglader, som stadig står uden for et kædesamarbejde, vil få det svært, men også de mindre kæder vil kunne mærke den øgede konkurrence:

"Dem, vi har uden for Indeks Retail i dag, er B.O. Bøger, Arnold Busck og Magasin, der alle er kapitalkæder samt Kon-tur, der er en løs sammenslutning af uafhængige boglader. Og de går svære tider i møde," siger Nils Bjervig, der forventer at oprustningen i branchen vil tage til, efterhånden som de frie bogpriser nærmer sig. De fleste i branchen regner med, at det sker i 2010.

Klodernes kamp

Anders Buhl fra Chester's Bogcafé er en af de boghandlere som efter al sandsynlighed vil skulle kæmpe for at holde skindet på næsen. Stik imod alle fordomme forstår han dog godt, hvorfor de store aktører i branchen føler sig nødsaget til at gå sammen.

"De vurderer vel, at det danske marked er så lille, at der i længden kun er plads til nogle få spillere. Det kan forretningsmanden i mig sådan set godt forstå, men bogelskeren i mig synes, det er synd, for der er efterhånden ikke ret mange specialforretninger tilbage til dem, der går efter den gode oplevelse," siger Anders Buhl:

"Men nu er det klodernes kamp, nu er det mastodonterne, vi ser forme sig".

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her