Læsetid: 3 min.

Kære Bertel Haarder

Hvorfor er det så vigtigt at finde ud af, hvad den enkelte kan alene - og ikke hvad den enkelte kan i samarbejde med andre? En folkeskoleelev skriver til Bertel Haarder, der i sommer afskaffede gruppeeksamener i folkeskolen
6. december 2005

Jeg er en dreng på 15 år, som går i 9. klasse på Mariendal friskole.

Jeg ved godt, at du sikkert har meget travlt lige for tiden, bl.a. med at udforme folkeskolens afgangsprøver. Vi ved jo endnu ikke, hvordan vi skal tage afgangsprøverne til sommer. Det er selvfølgelige frustrerende, men langt fra det eneste der er svært at forstå på det uddannelsespolitiske område for tiden. Så jeg håber, du vil give dig tid til at forklare mig din holdning i forhold til nogle af de politiske beslutninger, der bliver truffet i Undervisningsministeriet.

Regeringen har ændret afgangsprøve-formen. Nu skal vi op alene og ikke i grupper. Her vil jeg gerne lige citere dig fra Undervisningsministeriets hjemmeside, hvor du siger noget, jeg ikke helt forstår:

"Vi afskaffer gruppeprøver, men vi gør det med omtanke. Regeringen lægger vægt på, at eksamensbeviset tilhører den enkelte og derfor også skal afspejle den enkeltes viden og kompetence. Individuelle prøver skal derfor være den absolutte hovedregel i fremtiden. Vi gør det, fordi vi vil vide, hvad den enkelte kan. Og det finder man altså bedst ud af ved at eksaminere enkeltvis."

Jeg mener, at det vil medføre, at skolerne vil komme til at arbejde for målrettet mod afgangsprøverne og ikke mod at lære eleverne bredere faglige og menneskelige kompetencer.

Kun et tal

Formålet med skolen skal vel være at lære eleverne både det faglige, selvfølgelig, men også det at være en del af samfundet. Hvorfor er det så vigtigt at finde ud af, hvad den enkelte kan alene - og ikke hvad den enkelte kan i samarbejde med andre?

Lige nu har vi en afgangsprøve, hvor man går op og bliver målt på det, man præsterer. Vel og mærke hvad man præsterer den dag. Men karakteren er bare et tal. Tallet 9 i matematik siger jo ikke meget om, hvad jeg kan. Det siger, at jeg ligger lidt over middel, men der står ikke hvad middel er, eller om jeg kan lægge sammen, bruge Pythagoras eller er god til ligninger.

Kan du ikke forstille dig en anden måde at bedømme eleverne på, som siger mere om, hvad eleverne har af faglige kompetencer, eller hvilke kompetencer eleverne mangler?

10. klasse er også blevet ændret, så det nu hedder ungdomsklasse. Formålet er, at klassetrinet skal være mere uddannelses- og arbejdsorienteret, så flere unge får en uddannelse lige efter folkeskolen. Undervisningsministeriet skriver i den sammenhæng på deres hjemmeside:

"Fremover skal det være hovedreglen, at de unge påbegynder en ungdomsuddannelse efter 9. klasse."

Selv er jeg ikke sikker på, at det er bedst at gå direkte fra 9. klasse til gymnasiet. Mener du ikke, at man kan få noget ud af at tage på efterskole eller et år på udveksling i et andet land?

Regeringen udtaler, at de unge skal til at gennemføre deres uddannelser hurtigere, så de kan komme ud og arbejde. I sidste måned læste jeg en artikel i Information (den 11. novmber), som omhandler de forskellige ministres uddannelse. Her stod bl.a.:

"Kun hver fjerde af regeringens ministre kan leve op til de krav, regeringen stiller til de studerende om at lette en vis legemsdel og gøre deres studier færdige på normeret tid".

Man kan jo undre sig over, at så mange ministre alligevel er nået så langt. Jeg tror, det er fordi, at de også har fået nogle andre kompetencer gennem livet, end dem man får i skolen.

Det er vigtigt, at der er tid til andet end målrettet skolegang, også mens man er ung. Tror du ikke det er ikke muligt at komme langt i livet og blive klog uden at færdiggøre sin uddannelse hurtigst muligt?

Fire spørgsmål

Altså de spørgsmål jeg gerne ville høre din holdning til er:

- Hvorfor er det så vigtigt at finde ud, af hvad den enkelte kan alene - og ikke hvad den enkelte kan i samarbejde med andre?

- Kan du ikke forestille dig en anden måde at bedømme eleverne på, som siger mere om, hvad eleverne har af faglige kompetencer, eller hvilke kompetencer eleverne mangler?

- Mener du ikke, at man kan få noget ud af at tage på efterskole eller et år på udveksling i et andet land?

- Tror du ikke, det er muligt at komme langt i livet og blive klog uden at færdiggøre sin uddannelse hurtigst muligt?

Jeg håber at dine svar kan gøre mig lidt klogere på, hvorfor regeringen gør som den gør. På forhånd tak.

Indlægget er sendt direkte til undervisningsminister Bertel Haarder

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu