Læsetid: 4 min.

Kære Gwynneth Llewellyn

Virkeligheden kræver, at der skelnes mellem kristne og muslimer
22. januar 2007

Jeg har med interesse læst dit svar til mig 10.januar, og selv om jeg må bekende, at svaret måske ikke på alle områder gør indtryk på mig, er der et enkelt punkt, hvor jeg kan være enig med dig. Det er din påpegning af den penible situation, kristne irakere er stillet i over for den islamiske forfølgelse, der finder sted af kristne i Irak. Her peger du efter min mening på noget afgørende. Og her er der grund til at besinde sig i Danmark.

Men som du ved, er en politisk korrekthed ikke til sinds at tillægge religiøse forskelle nogen betydning. Jeg ved det, for jeg har flere gange peget på det helt urimelige i, at der i forbindelse med ansøgning om dansk indfødsret ikke anføres, hvilken religion ansøgeren har. Punktet er naturligvis væsentligt. En kristen iraker har helt anderledes forudsætninger for at blive integreret i det kristne Danmark end en muslimsk iraker.

Men sådan må det ikke være ifølge en politisk korrekt dogmatik, for her skal alle være 'lige'. Ja, alle ægte flygtninge er ligestillet vedrørende behovet for asyl, når de er forfulgte, men forfølgelsen af en kristen iraker er i Irak altså af en anden karakter end forfølgelsen af en muslim. Det er en sandhed, vi bør se i øjnene. I særlig grad vedrørende spørgsmålet om indfødsret. Men også vedrørende muligheden for at opnå permanent opholdstilladelse.

Her kræver virkeligheden, at der skelnes mellem kristne og muslimer.

Det er en sag, der er så indlysende, at jeg vil gå videre med den, men i andre sammenhænge bidrager du efter min mening ikke til at afklare, men mere til at sammenblande sagerne. Du bruger situationen i Irak i almindelighed som begrundelse for asyl. Men forholdet er jo, at der skal være tale om at være personligt forfulgt, før man kan opnå asyl. Ingen kan væreuenig med dig i, at det borgerkrigsagtige Irak er et ubehageligt sted at opholde sig - nogle steder mere end andre. Men hvis de ubehagelige forhold er begrundelse for asyl, kan jo altså alle 25 mio. irakere stille i Danmark og begære asyl. Det er og bliver snak.

Vi må sige til de irakere, der nægter at rejse hjem, fordi tilværelsen i Irak synes dem for risikabel og ubehagelig: Det er jeres opgave at hjælpe jeres landsmænd med at få Irak op at stå! Det er jeres moralske ansvar.

I stedet vil du og dine gøre de mange ubehageligheder i Irak til asylgrund. Det er de ikke og det bør de ikke være, og det er i denne sammenhæng, at min indignation over de irakiske asylansøgere i vore asylcentre kommer ind. De har fået en grundig og seriøs sagsbehandling i Flygtningenævnet, der har afsagt kendelse om, at de ikke er personligt forfulgte og derfor skal rejse hjem. (Jeg gør som sagt en undtagelse med de kristne irakere.) De er altså ikke flygtninge mere i dansk sammenhæng. De er afviste. Og de skal naturligvis følge dansk lov og ret og forlade Danmark.

Misbruger deres børn

Dette nægter de kategorisk og skamløst, og hvad værre er: De misbruger deres børn i krigen mod de danske myndigheder, idet børnenes elendighed i form af utryghed og foreløbighed bruges som pressionsmiddel imod os. Dette kan jeg ikke tilgive dem. Det oprørte mig, da jeg oplevede det i Kongelunden og Sandholm, og det børogså oprøre dig. Børnene bærer byrden. Den byrde, der jo kommer af, at Irak endnu ikke vil modtage tvangshjemsendte. Det er lykkedes i Kosovo. Kosovarerne, der på samme måde klamrede sig til asylcentrene, kan nu tvangshjemsendes og er blevet det. Med irakerne trækker det ud.

Jeg tror, vi nærmer os muligheden for at sende også dem hjem med tvang, men endnu lader det sig altså ikke gøre. Det er dit moralske ansvar at gøre de afviste irakere begribeligt, at de skal respektere dansk lov og gøre en ende på deres børns elendighed og rejse frivilligt hjem.

Jeg gentager: Det er dit ansvar, at dansk lov og ret respekteres, og at de, der saboterer den, bliver holdt fast på, hvad de skal.

Du vil svare, at den lov, der gælder på udlændingeområdet, respekterer du ikke og vil du ikke følge, for du synes, at det, jeg kalder 'systemskiftet af 2001', har skabt skrækkelige tilstande. Hermed kommer vi ind på det, jeg begyndte med i mit første brev til dig: Hvad er en dansk lovgivers opgave? Som du husker, svarede jeg selv, at det er at tage vare på Danmark og det danske folk. Du går helt uden om dette principielle spørgsmål, idet du farer fort i en almindelig moralsk forargelse, som bygger på det, du kalder 'medmenneskelighed', men hermed kortslutter du diskussionen, for denne 'medmenneskelige' idealisme er efter min mening falsk og hul. Du må se vores grundlæggende uenighed i øjnene. Og du må svare på min kritik af dit grundlæggende udgangspunkt.

Som jeg skrev: Den, der vil ofre sig for menneskeheden og 'medmenneskeligheden', ender alt for ofte med at ofre menneskene - de nære og virkelige. Idealet terroriserer virkeligheden. Dette er indholdet af dansk udlændingepolitik 1983-2001.

Det er en lykke for Danmark og danskerne, at der kom et systemskifte.

Søren Krarup er MF for DF

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu