Læsetid: 4 min.

Den kære kapitalisme

20. oktober 1997

"Konkurrenceevne og social ansvarlighed går hånd i hånd."
Statsminister Poul Nyrup Rasmussen

"Jeg gi'r ikke en hattenål til en hattedame for virksomheder, der har råd til at markedsføre deres dårlige samvittighed. Og score etisk profit på den konto."
Direktør i en mindre dansk medievirksomhed

KÆRESTEPARRET hånd i hånd præsenterede statsministeren i fredags efter alle markedskunstens regler og under Dronningens bivånelse på mødet i socialminister Karen Jespersens "eksklusive fanklub". Sådan betegnede Information i lørdags - med et blink i øjet - ministerens stort anlagte internationale konference om også privatejede virksomheders sociale (og miljømæssige) ansvar. Man ser parret for sig:
Den stålsatte administrerende direktør med kæbeknuderne strammet endnu hårdere end slipset hvisker ømt til sin hengivne og opofrende Florence Nightingale: Er der to der står sammen på det globale verdensmarked, er det os to. Jeg tjener penge til mine aktionærer og du tjener gode gerninger til Gud. Tårevædet kaster hun sig ind til sin kæreste og hører tydeligt hjertet banke bag lommeregner, mobiltelefon og fjorten plastik-betalingskort. Nu mangler de kun at få tildelt den sociale Nobelpris - indstiftet af f.eks. mr. Konsensus, Poul Nyrup Rasmussen.
Troens betydning for den, der vil frem i Verden, som en bestseller på bogmarkedet hed ved dette århundredes begyndelse. Skrevet af den unge indremissionær C. Skovgaard-Petersen, der satte følgende motto forrest i sit bidrag til de moderne management-teorier: "At troen på dig, min Herre og Gud, er en evig salighed - men også at den er en timelig vinding, på tusinde måder en hjælp til fremgang her i verden."

ALT DETTE bekræftes i dagens avis af Jens Reiermanns interview med et medlem af "fanklubben", direktør John Steele fra British Telecom. Der på det kristeligste forbinder afskedigelse af 125.000 medmennesker med et blødende og glødende socialt engagement under mottoet: "Virksomheder trives i et godt samfund og lider, når samfundet lider."
Amen, henånder hans gode kæreste, mens hun klemmer hans hånd.
Kun den gode Gud véd, hvad Telecom-direktøren får i månedsløn for sin store medfølelse, griner de onde djævle i helvede. Glem ikke de skattefri frynsegoder, gnægger fandens oldemor.
Men medfølelse er netop sagen, forsikrer en anden "fan" af Karen i dagbladet Aktuelt. Han hedder Geoff Mulgan og præsenteres som "en af de nærmeste politiske rådgivere for den britiske premierminister Tony Blair".
"Medfølelse er et af stikordene, når det sociale ansvar de næste par år skal slå rødder i det moderne samfund," siger Geoff Mulgan. "Staten kan ikke længere selv redde arbejdsløsheden og de socialt udstødte. Virksomhederne skal hjælpe og har også fået langt mere interesse i at udvise ansvarlighed i forhold til både miljøet og de sociale forhold."

RET SKAL VÆRE RET: Geoff Mulgan har jo ret, når han konstaterer statens afmagt. (Derfor mener samme Blair-rådgiver, at EU ikke i synderlig grad er en del af løsningen på de moderne udstødnings-tendenser! Løsningerne skal findes i det lokale...). En blid måde at konstatere socialismens sammenbrud på. I hvert fald som socialismen i halvandet hundrede år hovedsagelig er blevet opfattet og praktiseret - som modstykke til den privatkapitalistiske markedsøkonomi.
Nu begynder stribevis af nålestribede at indse, at den sejrende kapitalisme påfører sine egne sociale og naturgivne fundamenter katastrofale lidelser ved en uhæmmet udfoldelse af konkurrenceevnen. Den må hæmmes af social (og økologisk) ansvarlighed. Som for flere af "fanklubbens" medlemmer slet ikke uden videre går hånd i hånd med konkurrencementaliteten. "En virksomhed skal ikke påtage sig socialt ansvar, fordi den kan tjene penge på det, men fordi den synes, at det er rigtigt. Ansvarlighed kan ikke gøres op i penge," lød det ifølge dagbladet Politiken fra mange af toplederne på Karen Jespersens konference.

EN SENSATION at det, at det igen er tilladeligt at gøre opmærksom på, at alt ikke kan gøres op i penge. Uden straks at blive mistænkt for at nære stalinistiske sympatier... Eller bare være en landbytosse.
Det kunne den socialdemokratiske statsminister godt have uddybet i stedet for at påstå, at konkurrence på et pengedomineret verdensmarked og socialitet mellem mennesker er jordens mest harmoniske kærestepar. Havde han gjort det, var hans partifælle Henrik Bjerre-Nielsen måske kommet i tanker om, at det ikke bare er hans opgave som automatpilot - og direktør for Finanstilsynet - at indskærpe lønmodtagernes egne pensionskasser, at "etiske og miljømæssige investeringer er ulovlige, hvis de ikke forenes med det overordnede hensyn: størst mulige afkast."
Som om "størst mulige afkast" kan gøres op i penge!
Hvad nytter en fed pension, hvis man til sin tid ikke tør forlade plejehjemmet uden militærbeskyttelse, fordi samfundet i mellemtiden er gået i social opløsning? Eller ikke tør forlade sin beskyttede bolig uden at bære gasmaske, fordi naturen er blevet dødbringende forurenet?

NU ER KUN at konstatere, at enten er Karens fanklub alle tiders største blålys, eller også er den kære kapitalisme ved at afvikle sig selv. Foreløbig synes det sidste at ske så stille og roligt, at man måtte tro, det var løgn.
Men da truslerne fra både den sociale og naturlige udstødning langt fra er blålys, er kun at håbe, at kapitalismens afvikling også fortsætter, den dag det går op for kapitalisterne, hvad de blev fans af. el

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her