Læsetid: 5 min.

Kære landsmænd

Information har skrevet en klimatale til Anders Fogh Rasmussen, som udmønter klimaforskernes anbefalinger. Ordene er faktiske citater i taler og andre tekster fra Anders Fogh Rasmussen (markeret med sort), suppleret med passager formuleret af Information (markeret med rødt)
9. september 2006

:

I nogle år har jeg hver sommer padlet i kano på Gudenåen og på svenske søer med mine børn. Der er simpelthen intet, der i den grad er sundt for øjet og godt for sjælen som at glide ned ad strømmen i Gudenådalens enge eller at sejle rundt i et svensk sølandskab, langt fra verdens støj og eet med naturen. Og jeg bliver virkelig harm ved tanken om, at sådanne naturområder kunne blive ødelagt af vandforurening, trafikanlæg eller andet af industrisamfundets frembringelser.

Jeg tror, at ethvert menneske dybest set er stærkt forankret i 'den naturlige verden', som Vaclav Havel skriver om i sit essay Politik og samvittighed. I dag må vi imidlertid se i øjnene, at det globaliserede industrisamfund påvirker naturen, ja hele planeten på en meget fundamental måde. Vi ser netop nu tegnene i de grønlandske gletschere, der smelter. Vi oplever flere voldsomme storme, flere hedebølger, mere tørke. Vi kan måle, hvordan atmosfærens indhold af CO2 stiger hastigt og med den temperaturen og vandstanden i verdenshavene.

"Vi er allerede vidner til en farlig menneskeskabt forstyrrelse af det globale klima, og vi vil blive vidner til mere," sagde forleden præsidenten for The American Association for the Advancement of Science, professor John Holdren. "Klimaets forandring er en realitet. Vores muligheder står kun åbne i et lille vindue, og det lukker sig ret hurtigt. Der er ikke et øjeblik at miste," sagde formanden for FN's Klimapanel, Rajendra Pachauri, sidste år.

Vi har været naive, vi har været tossegode og troet, at problemerne ville løse sig selv. Nu er det på tide at gøre op med lalletolerance og troen på, at det skal nok gå. Vi har sejlet under bekvemmelighedsflag i debatten om klodens klima.

Lad mig gøre det klart: De økologiske udfordringer, som Danmark står over for, går ikke væk af sig selv. Det er nu, vi har en enestående mulighed for at sikre vores miljø i fremtiden. Det er tid til at sætte nye mål. For verden omkring os er i forandring. Det udfordrer os. Det stiller krav til os. Ingen - og mindst af alle regeringen - kan læne sig selvtilfreds tilbage og lade stå til. Vælgerne ved, at fortidens løsninger ikke rummer fremtidens svar

Det danske samfund er stærkt. Dansk økonomi er kernesund. Vi har store overskud på de offentlige budgetter. Betalingsbalanceoverskuddet er højt. Og beskæftigelsen er stigende. Netop derfor har vi gode muligheder for i de nærmeste år at fremtidssikre Danmark. Så vi også om 10-20-30 år har et Danmark, hvor danskerne oplever bæredygtighed og tryghed.

Belært af erfaringerne fra oliekrisen i 1970'erne har Danmark i årtier fokuseret på initiativer, der udvider anvendelse af vedvarende energi og øger energieffektiviteten. Det er resultatet af en massiv indsats, der har fokuseret på et vidt spektrum af initiativer - reguleringer såvel som skattepolitiske. Men der er brug for yderligere, ambitiøse skridt.

Det mest ansvarlige er at træffe de nødvendige beslutninger i ordentlig tid. Og ikke vente til sidste øjeblik, sådan som jeg hører Bjørn Lomborg fortsat anbefale det. Det er nu, vi skal gøre gode tider langtidsholdbare.

Klimaudfordringen åbner nye muligheder for Danmark. Muligheder for at nå nye markeder for vedvarende og energieffektiv teknologi. For at øge velstanden ved at mindske det store hjemlige energispild. For at få bedre jobs i den miljø- og energiteknologiske sektor. Muligheder for at tage del i og påvirke en spændende og dynamisk international udvikling - mod bæredygtighed og bort fra afhængigheden af fossile brændsler.

Men mulighederne bliver ikke til virkelighed af sig selv. Vi skal ruste os til at møde dem. Ellers kan vi få meget svært ved at fastholde Danmarks position som et af verdens dygtigste og mest avancerede lande, når det gælder bæredygtig energi.

I sommer mødtes jeg med min ven George Bush. USA foretager kæmpe investeringer i ny energiteknologi, og det var meget tydeligt på mødet, at præsidenten går stærkt op i, hvordan man kan mindske afhængigheden af importeret olie. For første gang har jeg klart fornemmet, at han ser det i en geostrategisk sammenhæng, hvor han simpelthen ønsker, at USA skal være mindre afhængig af energileverancer fra ustabile regioner i verden.

Jeg har samme vision, men jeg ønsker at gå videre. Jeg vil lægge op til, at vi alle samles om en ambitiøs strategi, der kan gøre Danmark til et førende samfund, når det gælder om at tage afsked med den fossile æra. Og til verdens mest bæredygtige samfund.

Visionen er, at vi skal gøre Danmark til et land, der sprudler med ideer, opfindelser og udvikling omkring de nye energiløsninger. Vi skal opbygge forskningsmiljøer i verdensklasse. Og vi skal forske i de ting, samfundet har brug for - vindkraft, bioenergi, sol, bølgekraft, energibesparelser og effektivere teknologier.

Nye ideer er vejen frem. Derfor har regeringen sat ambitiøse mål for Danmark. Udgangspunktet er dobbelt: Vi vil gøre os fri af fossil brændselsafhængighed, og vi vil bremse de danske udledninger af CO2. Vi vil yde vort nødvendige bidrag til at forblive under den 'faregrænse' for global opvarmning på to grader, som EU har defineret.

Regeringen vil realisere følgende mål:

nDe danske CO2-udledninger halveres inden 2025

n Det fossile brændselsforbrug reduceres med 2,5 pct. om året

nSlutforbruget af energi reduceres med to pct. om året

nAndelen af vedvarende energi i elforsyningen øges til 80 pct. i 2025

Følgende tiltag skal sikre målene

nDer sikres pladser til lands og til vands til yderligere 4.000 megawatt vindkraft, de første 1.000 inden 2015

nDer etableres en tilskudsordning for installation af solvarme

nDer etableres en varmesparefond med tilskud til energibesparelser i eksisterende byggeri

nDer udarbejdes en plan for effektivisering af energitransmissionsystemerne

nNaturgasforsynede områder åbnes for biomasse og fjernvarme

nBindende standarder sikrer, at nye biler fra 2010 højst udsender 120 gram CO2 pr. kilometer faldende til 100 gram i 2015

nFem pct. af bilparkens brændstofforbrug skal i 2010 være bioethanol fremstillet på 2. generationsanlæg

nEt nyt forsknings-, udviklings- og demonstrationsprogram for ny energiteknologi finansieres af Nordsø-overskuddet med en milliard kr. årligt.

nDer nedsættes et Bæredygtighedsråd til at holde processen på sporet, udvikle visionerne og motivere offentlig deltagelse i omstilling til bæredygtighed.

Det er en meget stor opgave. Men jeg er overbevist om, at vi kan løse denne dobbelte opgave. Grundlaget er i orden. Regeringen har viljen. Det ville være politisk uansvarligt at lade stå til. Det ville være et svigt over for kommende generationer.

I denne regeringsperiode sætter vi massivt ind med gennemgribende reformer af det danske samfunds energiforsyningssystem. Vi skal have fornyelse overalt i samfundet.

Tidligere kom store ændringer som en tyv om natten. Uden at vælgerne vidste noget om det i forvejen. Det er den gammeldags måde at føre politik på. Regeringen gør det modsatte. Vi fortæller lang tid i forvejen, at vi ønsker ændringer.

Opgaven kan kun løses, hvis alle arbejder sammen. Regeringen, Folketinget, de offentlige og private arbejdsgivere, fagforeningerne, uddannelsesinstitutionerne, de grønne organisationer, borgerne. Regeringen vil derfor indbyde alle Folketingets partier til at tage aktivt del i arbejdet. Så vi får løst de opgaver, som vi er blevet betroet at løse.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her