Læsetid: 3 min.

Kære Mary

25. september 2003

SELV OM DU ALLEREDE er blevet forlovet med Danmarks riges kronprins de første tusinde gange i de danske medier, kan vi forstå, at det nu endelig er officielt, at det bliver officielt den 8. oktober. Derfor vil vi gerne benytte lejligheden til at ønske dig til lykke med forlovelsen. Også selv om der er nogle enkelte, som tilhører den diminutive minoritet i det danske samfund, som republikanerne udgør.
Det kan være vanskeligt at forstå dine bevæggrunde og motiver for at forlade den virkelige verden til fordel for et flimret og uvirkeligt univers, som svæver mellem anakronisme og sæbeoperaer, hvor åbninger af danske industrivirksomheder og cocktailparties med whiskybæltets førende familier hører til dagens program, men vi underkender bestemt ikke, at du er en meget modig kvinde!
Din entré i kronprinsens liv har allerede længe været dækket i danske medier, som var det Jesu genkomst, og du er allerede i gang med at gennemgå en metamorfose fra kvinde af kød og blod til et ætervæsen, som tilsyneladende kun lever i massemedierne, og hvis hele liv er iscenesat til glæde for en befolkning, som interesserer sig mere for ivrige amatørers kamp om at blive popstjerner end for verdens knap så glamourøse realiteter.
Måske har du ikke kunnet se denne udvikling for det massive slør af kongerøgelse, som har omsluttet dig, siden du ankom til Danmark?

MED KRONPRINSEN FÅR DU ikke alene det halve kongerige. Du bliver også budt velkommen ind i en række dysfunktionelle europæiske kongefamilier, hvor skilsmisser, narkomisbrug, udenomsægteskabelige affærer, hurtige biler og undertøjsmodeller er selvfølgeligheder. Er det virkelig sådan et liv, som en veluddannet kvinde som dig inderst inde drømmer om?
Måske har du en række planer for, hvordan du vil bruge din nye status som platform. Måske vil du som Prins Charles slå et slag for økologi, trængte landmænd, æstetisk arkitektur og forsøge at få befriet ofre for justitsmord i Saudi-Arabien?
Uanset hvilke intentioner du har med din nye status, må du dog desværre nok allerede nu indstille dig på, at den danske verdenspresse altid først og fremmest vil fokusere på din maves bue og de potentielle udsigter til en eventuel arvings snarlige ankomst.
Du vil opdage, at selv om du bestræber dig på som kongelig at have mærkesager, der vil kunne gøre en forskel, vil dine skiftende frisurer, din vægt, og hvor god du er til dansk altid være det mest interessante ved din person. Hvis dette i længden bliver for frustrerende, er der imidlertid én ting, som du bør vide: Når først du er blevet et ætervæsen, vil du aldrig kunne genvinde din jordiske status. Du vil aldrig kunne vende tilbage til dit sikkert glimrende job som projektkonsulent hos Microsoft i Vedbæk. I stedet vil du som Prinsesse Diana være forvist til et uvirksomt liv som rastløs, kvindelig playboy, hvis monotoni til sidst blev en ren parodi.

DU MÅ FOR ALT I VERDEN ikke begå den fejl at forveksle mediernes fremstilling af dit univers som sorgløst, glamourøst og eventyrligt med virkeligheden. Livet som ætervæsen er ganske skrøbeligt og kræver en balancegang, som kun de færreste mestrer.
Engang var det især indavl, som udgjorde en trussel mod europæiske kongehuses overlevelse. I dag er det snarere det faktum, at mange af de europæiske kongehuses unge medlemmer ikke kan kende forskel på
deres eget liv og endnu et afsnit af en amerikansk tv-serie om unge, hurtige og lidt for smarte, smukke mennesker. Måske fordi de heller ikke selv kan forstå, hvilken funktion de skal udfylde i dagens samfund?
Til gengæld behøver du ikke at frygte en kritisk befolkning.
I Danmark finder vi det nemlig ikke problematisk, at demokratisk valgte statsministre som deres første handling må gå baglæns for en regent, der er et symbol på fordums magt. Fortalerne for monarkiet betoner gang på gang vigtigheden af kongehuset som et ophøjet samlende symbol for befolkningen. Vil det netop ikke kræve, at kongehusene vender tilbage til hermelinskåbernes ophøjede verden, som også indbefattede de arrangerede ægteskaber med tyske kusiner?
Så husk, Mary Elizabeth Donaldson: Kærlighed koster!

kns

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer