Læsetid: 4 min.

Kære Poul,

5. december 2000

Jeg har læst om dine trakasserier her op til vores næste topmøde i Nice – min søn Euan har lært mig, hvordan man klikker sig ind på Internettet – og jeg vil bare lige fortælle dig, at nok har jeg forståelse for dine problemer, men ærligt talt skulle du tage og holde op med at klynke.
For her i Storbritannien har jeg problemer, der er mindst lige så store – og formentlig også større – end dine i lille Danmark.
Jeg står faktisk over for forviklinger af rene Indiana Jones proportioner. Det hvisler fælt fra klapperslangerne hos de konservative og deres ormeyngel på de EU-hadende aviser her i landet. Desværre er anti-EU aviserne også de største, så jeg kan ikke bare ignorere dem.

Andre – ikke mindst mange store firmaer, som jeg ellers gerne vil stå mig godt med – brokker sig over, at jeg ikke gør nok for at ’sælge’ EU. Og så skal jeg endda lide den tort, at Romano Prodi i går skældte mig ud for at stå fast på, at der er en række områder, hvor jeg ikke vil acceptere, at jeg ikke længere skal have veto. Skat og social sikkerhed for eksempel.
Det kan han sagtens sige – han er jo bare formand for EU-Kommissionen og ikke en national lederskikkelse med international statur. Han skal heller ikke vælges.
Men lige for næsen af mig ligger en stor gabende fælde, der kan rumme alle mulige farlige krible-krable tingester, nemlig det næste valg, som jeg forestiller mig skal finde sted 3. maj næste år. Det er godt nok ikke helt som de folkeafstemninger, du med jævne mellemrum døjer med, men alligevel.
Jeg ved godt, at du stræber efter at undgå en ny folkeafstemning – det gik jo heller ikke helt godt sidste gang, du forsøgte, vel? – men parlamentsvalg kan man altså ikke sådan undgå via spidsfindige juridiske fiksfakserier.

SÅ JEG MÅ sige, at jeg – igen vist ligesom du selv – har en meget lille tallerken at vende på, når vi ses i Nice. Det vil jeg bare lige advare dig om på forhånd. Det er skam ikke fordi, jeg ikke vil være med til flere flertalsafgørelser og den slags, men jeg får ballade med de konservative, med pressen og med mange, mange af mine vælgere, hvis jeg går for vidt.
Forstår du, på den ene side vil briterne gerne have, at landet skal være stærkt og manifestere sig i verden. Vi var trods alt en stormagt for ikke så længe siden. Men på den anden side vil de ikke give mig de redskaber, der skal til for at kunne spille den ledende rolle, jeg simpelthen er født til. For det kan man kun, hvis man er fuldt medlem og ikke – ligesom I danskere – sådan nogle sekunda-medlemmer, der ikke engang er med i den fælles mønt.

DET ER ALTSÅ stærkt frustrerende. Det er et dilemma, det er næsten umuligt at løse. Og jeg har skam prøvet.
Problemet er, at jeg ikke rigtig tør – ligesom du igen – sige tingene, som de er.
Fortæller jeg briterne, at vi er nødt til at have flertalsafgørelser, så EU f.eks. kan håndtere skatteproblemerne forbundet med internet-handelen, ja så kommer de gale hunde halsende og galper op om national suverænitet og den slags.
Fortæller jeg dem, at vi er nødt til at strømline den måde, vi tager beslutninger på – bl.a. med flertalsafgørelser – så vi kan bringe østeuropæerne ind, ja så sker det samme.

SÅ indtil videre har jeg valgt at sige så lidt som muligt. Jeg har for eksempel ikke drevet nogen særlig aktiv kampagne for, at vi skal med i euroen. For det vil folk herovre ikke. De må have lyttet til de konservatives latterlige skaldepande af en leder, William Hague. Og begynder jeg at snakke for meget om euroen, risikerer jeg, at de stemmer på Hague til maj.
Jeg prøver også at præsentere EU-tiltag som om, de slet ikke er EU-tiltag. For eksempel insisterer jeg på at kalde det, som Prodi – han er altså ved at blive ret irriterende – hele tiden kalder en EU-hær, for en haste-udrykningsstyrke.
Men jeg er ikke sikker på, at folk forstår forskellen. Og jeg er ret sikker på, at de slet ikke vil kunne forstå forskellen, hvis jeg nu i Nice går med til f.eks. flertalsafgørelser på nogle tekniske aspekter af skattepolitikken. For når folk ser ordene skat og EU sammen, så går de simpelt hen grassat.

NU GÅR JEG så og overvejer, om jeg skal tage mig sammen og give folk hele armen om EU, når jeg har vundet det næste valg. Fortælle dem, at jeg gerne vil have et tættere samarbejde, fordi jeg tror på, at det bringer fred og fremgang for os alle sammen. Fortælle dem, at national suverænitet under alle omstændigheder er noget sludder i en global tidsalder. Fortælle dem, at folkene ovre på kontinentet slet ikke er så farlige.
Det vil jeg gerne snakke lidt med dig om i Nice. Du må jo have gjort dig de samme overvejelser – eller har du?

Mange hilsener,

Din Tony

(Ovenstående er fiktion, og enhver lighed med eksisterende personer er en komplet tilfældighed, som vi dog ikke specielt beklager).

beb

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her