Læsetid: 4 min.

Kære Poul Nyrup...

8. maj 1999

"... Men det er jo, fordi Makedonien ikke vil have dem i deres land. De er jo ikke nær så gæstfrie som Albanien."
Thorkild Simonsen om Kosovo-flygtninge i DR's Søndags-Magasinet den 2. maj.

En uforglemmelig uge med Thorkild har det været. Skulle der være enkelte læsere, der ikke er på fornavn med hele Danmarks Thorkild, er det naturligvis vor folkekære indenrigsminister, Thorkild Simonsen, vi her taler om.
Var det ikke for den alvorlige og dybt tragiske situation, krigen i Jugoslavien og folkefordrivelsen i Kosovo tilskriver, ville man jo nærmest kunne klaske sig på lårene af grin over Thorkild Simonsens one-man-stunt i denne uge:
* Det er ikke Danmark og andre EU-lande, der grænsende til det pinlige forsøger at undgå at tage en anstændig andel af de indtil nu 716.200 fordrevne Kosovo-albanere (ikke medregnet de internt fordrevne i selve Kosovo). Næh, det er såmænd gæstfriheden i Makedonien, der mangler...

Tænk over den! Makedonien, der grænser op til Kosovo, og hvor situationen er yderst anspændt som følge af landets eget store mindretal af albanere, har indtil nu taget imod 230.900 Kosovo-albanere (uofficielt mange flere, som huses privat i albanske hjem). Danmark har foreløbigt taget de første 324 af i alt 1.500 flygtninge og har først hårdt presset i denne uge indvilget i at fordoble antallet til 3.000.
* Men ikke kun Makedonien måtte holde for, da Thorkild Simonsen i denne uge førte krigen over i fjendens lejr i sit forsøg på at dække over skandalen. Også Norge måtte stå for skud. Nordmændene havde i deres iver efter at bortføre de stakkels flygtninge fra Make-donien splittet familier ad - mod deres vilje tilmed. En påstand, den gode mand dagen efter måtte dementere: Det viste sig, at indenrigsministeren havde generaliseret over ét enkelt, uheldigt norsk tilfælde.
"Danmark burde tage flere flygtninge," lød svaret fra Norge, der allerede har taget 2.626 flygtninge og har tilbudt at tage 6.000 i alt.
* Og sandelig om ikke også FN's flygtningeorganisation, UNHCR, fik en på frakken af den danske indenrigsminister. UNHCR's slingrekurs gør det umuligt for os at finde ud af, om flygtningene skal hjælpes i nærområdet eller evakueres, lød Thorkild Simonsens frontalangreb. "Det er noget vrøvl," løde det lakoniske svar fra den danske vice-generalsekretær i UNHCR, Søren Jessen-Petersen, i denne avis.
* Simonsens påstand om, at Danmark ikke er gearet til at tage imod mere end 300 flygtninge om ugen, blev dementeret af såvel Dansk Røde Kors som Udlændingestyrelsen.
* Og endelig kunne Information i onsdags citere International Organisation for Migration (IOM), der tager sig af den praktiske del af arbejdet med luftbroen ud af Makedonien, for sige, at der ikke - som Simonsen ellers hævdede - var noget til hinder for, at flere flygtninge kunne flyves ud fra Skopje.

Pinligt, pinligt, pinligt! Europa står i flammer, den største menneskefordrivelse, Europa har set siden Anden Verdenskrig, udspiller sig for øjnene af os, og Kosovos nabolandene er som følge af flygtningebyrden ved at bryde sammen med risiko for, at krigen breder sig. Og alt, hvad Danmark kan præstere, er at sende en indenrigsminister i felten, der tilsyneladende kun har ét eneste mandat: At sikre at Danmark slipper afsted med at tage det lavest mulige antal flygtninge.
Nu skal det ikke handle om at slå hinanden oven i hovedet med (mindst mulige) flygtningekvoter. Dette er hele Europas ansvar, og mange andre end Danmark har svigtet. Og retfærdigvis skal det nævnes, at Danmark har givet langt flere penge til nødhjælp i nærområdet end vore nabolande.
Men basalt set handler det om anstændighed og menneskesyn.

Kan vi ikke gøre det bedre, kunne vi retorisk spørge vor statsminister. Føler vi virkelig ikke et større ansvar for den forfærdelige flygtningekatastrofe? Det kan ske, at Thorkild Simonsen kan undskylde og charmere sig ud af enhver klemme, men hvad er din undskyldning, Poul Nyrup? Hvad får dig til at sige, at "Thorkild gør det bragende godt"?
Hvis vi selv skal svare på vore retoriske spørgsmål, så ved vi naturligvis godt, at Thorkild Simonsen udgør en bragende god grænsebom mod vælgerflugten fra Socialdemokratiet og over til pianisterne hos Dansk Folkeparti. Frygten for det brune segment er udbredt i Socialdemokratiet, men er der ingen nedre grænse? Var Mogens Camre og hans vælgere værd at holde på, og risikerer man ikke bare at støde andre vælgere fra sig? Er rigtige flygtninge ikke vigtigere end vælgerflygtninge?

Det kyniske, socialdemokratiske ræsonnement er givet, at skræmmer vi andre væk med en hård kurs over for flygtningene, så går de til de radikale eller til venstrefløjen. Og det forrykker ikke den hårfine, politiske balance. Til det er der kun at sige, at hvis socialdemokraterne ikke kan finde den nedre grænse for uan-stændighed, må de radikale regeringskolleger da kunne hjælpe dem.
De radikale har sammen med Simonsen og højrefløjen på en række punkter strammet de i forvejen stramme regler for asyl. Med integrationslovens markant lavere ydelse til asylsøgere, troede vi sådan set, bunden var nået. Men den mildest talt uværdige håndtering af Balkan-flygtningene har gjort os klogere.
How low can you go?CD

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her