Læsetid: 3 min.

De kære slyngler

26. oktober 2000

MADELEINE ALBRIGHTS lynvisit i Nordkorea i denne uge må siges at have været en historisk opvisning i kunsten at »have et standpunkt, til man tager et nyt.«
Indtil for få måneder siden figurerede Nordkorea som en »slyngelstat« i den amerikanske regerings karakterbog over denne verdens gode og onde. Nordkoreas diktator, Kim Jong-il, hørte så afgjort til i sidstnævnte kategori – en rigtig kedelig, kommunistisk karl, der kun pønsede på at påføre sit eget folk og især omverdenen et utal af ulykker.
I dag er tonen så sandelig en anden. »Ring til mig når som helst,« lød Madeleine Albrights opfordring til den nordkoreanske vært, hvortil Kim Jong-il svarede: »Kunne jeg ikke også få din e-mail-adresse?« Og inden da havde Kim Jong-il opnået én af de højeste amerikanske udmærkelser, da Madeleine Albright forærede ham en basketball med stjernen Michael Jordans autograf.
Jo, »Den Kære Leder«, som nordkoreanerne har lært at betegne Kim Jong-il, er med et snuptag tilsyneladende også ved at blive USA’s kære ven.

HVORFOR NU DENNE diplomatiske kolbøtte? Den formelle anledning er naturligvis det tøbrud, der har fundet sted på Korea-halvøen i de seneste måneder, efter den sydkoreanske præsident, Kim Dae-jungs, historiske besøg i Nordkorea i juni. Et besøg, der for nylig fortjent udløste Nobels Fredspris til Kim Dae-jung, og som har fået de to Korea’er til at indlede en forsoningsproces i håb om en fremtidig afslutning på næsten 50 års koldkrigstilstand.
På den koreanske halvø har freden kun bygget på en skrøbelig våbenhvileaftale fra 1953, og en så markant udvikling i Østasien, et af USA’s sikkerhedspolitiske kerneområder i disse år, kan USA naturligvis ikke forbigå i tavshed eller inaktivitet. Derfor udenrigsminister Madeleine Albrights overraskende hurtige beslutning om at rejse til Pyongyang i denne uge, og den lige så overraskende meddelelse om, at et besøg af præsident Bill Clinton, måske allerede om to uger, er under forberedelse. Efter de seneste dages bjergtagende billeder fra Pyongyang af en lavstammet Kim Jong-il, iført sit sædvanlige »blikkenslager-tøj«, side om side med Madeleine Albright, iført en mindst lige så smagløs brosche med den amerikanske ørn, skuende ud over et nøje udvalgt nordkoreansk menneskehav, kan vi næsten ikke vente på næste akt i Pyongyang.

MEN BAG TØBRUDDET og de fornøjelige scener i Pyongyang må USA’s allierede i Østasien –
Japan og Sydkorea – også frygte, at der ligger andre, mere dunkle motiver skjult. Begge lande husker uden tvivl med gru præsident Nixons ’pingpong-diplomati’ tilbage i 1970’erne, da USA overraskende og uden at konsultere sine allierede valgte tilnærmelsen til Maos røde Kina. Sammenligningen er nærliggende, eftersom Kina også dengang på ganske kort tid blev forvandlet fra ærkefjende til ven, af realpolitiske grunde.
I tilfældet Nordkorea er der selvfølgelig den afgørende forskel, at Sydkoreas præsident selv har indledt forsoningsprocessen og bedt omverdenen om at bidrage positivt.
Alligevel nager ubehaget, fordi Nordkoreas vigtigste kort i årene som »slyngelstat« har været konstant afpresning af omverdenen og et forsøg på at føre direkte forhandlinger med USA, uden om Sydkorea, der blot blev betragtet som USA’s magtesløse marionet. Med afpresning har den nordkoreanske ledelse indtil videre formået at afkræve betaling for løse løfter om at opgive sit atomprogram, undlade at affyre raketter og ophøre med at være en trussel for sine nærmeste naboer.
Spørgsmålet er derfor, om Albrights rejse til Nordkorea – og Clintons måske kommende besøg – blot er led i Kim Jong-ils mesterlige strategi? Sydkoreanske kritikere har i de seneste uger set tegn på, at den nordkoreanske leder allerede er ved at bakke ud af de få konkrete løfter, der er givet mellem de to Korea’er, hvilket burde føre til overvejelser om at se tiden an, især af hensyn til Sydkorea. Et præsidentbesøg arrangeret i løbet af to uger tyder på det modsatte, på hastværk, fremprovokeret af en indenrigspolitisk situation, hvor Clintons afløser bliver valgt i løbet af de næste to uger. Clinton sidder som præsident indtil januar og har brug for et udenrigspolitisk ’show’ at slutte af med. Pyongyang kan, som vi har set, levere de perfekte kulisser.

veb

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu