Læsetid: 5 min.

Kære Statsminister

Jeg vil bede Dem om at anvende Deres funktion som statsminister og finde et politisk flertal for en løsning på Jagtvej 69. De skal blot gøre et helhjertet forsøg - mere beder jeg ikke om
28. december 2006

Har De mødt Eskil Andreas Halberg? Sikkert ikke! Eskil er en af mine studerende, som også er tilknyttet Jagtvej 69. Lad mig fortælle Dem lidt om Eskil, så De kan få et indtryk af ham: Eskil tiltaler mig altid høfligt ved efternavn. Det er ikke noget, jeg kræver eller noget, de andre studerende normalt gør, men det gør Eskil. Eskil er altid velforberedt, stiller gode opbyggelige spørgsmål og deltager livligt i diskussionerne. Eskil fik i øvrigt sin bachelorgrad som 22-årig og opfylder herved Deres og regeringens målsætning om, at de studerende skal blive hurtigt færdige med deres studium.

Det sidste halve år er jeg kommet til at kende Eskil lidt bedre, eftersom han har aftjent sin militærnægtertjeneste i Dansk Sociologforening, som undertegnede er formand for. Eskil ønsker nemlig ikke at bære våben. "Det kan gå helt galt med sådan nogle," siger han.

Eskil udnytter gerne hvert eneste ledige øjeblik, jeg har, til at stille spørgsmål til de mange tekster og bøger, han læser. Spørgsmålene er tilsyneladende alle drevet af Eskils fornemmelse, eller vi kunne kalde det idiosynkrasi, over for kapitalismens tvangsmekanismer.

Han har en fornemmelse af, at noget er helt galt og prøver systematisk at finde et vokabularium, der kan understøtte hans fornemmelse. Jeg har prøvet at afbalancere mine svar: Forsøgt på den ene side at pege på den type af teorier, der understøtter hans argumentation, og på den anden side pege på de mange fremskridt, det kapitalistiske system også har sat i verden.

Jeg tror, at vi efterhånden er kommet frem til - og her må Eskil rette mig, hvis jeg kommer til at tale på hans vegne - at der ikke kun findes én form for retfærdighed, men flere retfærdighedskontekster. Eskil må også, ligesom jeg, sande, at vi på nogle tidspunkter af dagen agerer som reaktionære højreorienterede (når naboen spiller for høj musik) og på andre tidspunkter som radikale venstre-orienterede (når vi donerer resten af vores månedsløn til et godt socialt formål). Vi er også blevet enige om, at lighedsbegrebet godt kan placeres i en liberal tankegang, nemlig når alle samfundets medlemmer er givet de samme mulighedsbetingelser. Hvilket ikke betyder, at alle er lige i substantiel forstand, men kun i formel. For udfaldet af, hvorledes vi forvalter vores talenter, færdigheder og evner, er jo altid forskelligt, eller som Eskil udtrykker det: "ellers ville det være et fascistoidt samfund."

Fejl og mangler

Eskil arbejder altså seriøst med sin fornemmelse af, at der er noget grundlæggende i vejen med det kapitalistiske system, og han bliver mere og mere nuanceret. Det gør han blandet andet ved hjælp af alle de læsegrupper, som han flittigt deltager i i sit kollektiv og i Ungdomshuset på Jagtvej 69. Her studeres kritiske skrifter til langt ud på natten. Et centralt spørgsmål, som altid har stor bevågenhed, fortæller Eskil mig, er praksisbegrebet: Hvordan skal 'jeg', 'vi', 'man' handle for at udleve fælles overbevisninger?

Eskil, som De ved, kære statsminister, bryder sig ikke om våben og slet ikke om nogen form for vold, så han har besluttet sig for at deltage i den gruppe i Ungdomshuset, der overvåger politiets ageren "for at sikre at den demokratiske retsstats magt-anvendelser er i overensstemmelse med dens grundlæggende principper". Det er i hvert tilfælde sådan, Eskil udtrykker det.

Han siger også, at han ikke bryder sig om de sidste voldsomheder. Eskil blev i den sammenhæng, trods sin fredelige over-vågningsaktivitet, anholdt og delte celle med fem andre i 23 timer før løsladelse. En blev dog løsladt efter syv timer, eftersom vedkommende kun var 14 år.

"En ulovlighed begået af majoritets-samfundet," som Eskil har noteret sig.

Jeg vil fortælle Dem lidt mere om Eskil. De vil nemlig holde af ham, ganske som jeg. Eskil er meget, ja, den rigtige karakteristik er vel, blød. Jeg har bemærket, at han næsten ikke kan bære, hvis der er en dårlig stemning i forelæsningssalen. Det påvirker ham emotionelt, hvis de andre ikke er koncentrerede. Det er ham magtpå-læggende, at vigtige spørgsmål tages seriøst.

Et beskedent menneske

Pigerne har især bemærket dette træk ved Eskil, og de passer derfor ekstra godt på ham. Eskil er altid den første, der bliver budt på bagværk eller andet godt fra de kvindelige studerendes køkkener. Eskil kan blive meget berørt, når han læser fortællinger fra et beskadiget kapitalistisk liv, og lige så glad, når han bliver stimuleret med selv de mindste bekræftelser. Han er i sandhed et beskedent menneske.

Eskil er i dag, som De sikkert også kan forstå, meget bekymret over situationen på Jagtvej 69. Han har været med til at opbygge et af de mest interessante kultur-huse i Europa, deltaget i organiseringen af læsegrupper, hjulpet psykisk syge voksne og unge fra splittede familier og har arbejdet i husets suppekøkken. Disse aktiviteter og en lang række andre, som aldrig kommer i medierne, finder Eskil giver mening, fordi de ikke specielt, hvis overhovedet, har noget at gøre med det kapitalistiske system. Eskils observation er, at det er bevarelsen af disse aktiviteter, som de andre også finder vigtige. De unge kæmper ikke for et uansvarligt frirum, men for et sted, hvor de kan udvise social ansvarlighed i de dele af samfundslivet, hvor De og deres regering ikke slår til.

Eskil mener også - og det er hans mening, der får lov at fylde i dag - at han og de andre unge har afprøvet alle demo-kratiets spilleregler, og at de nu står med ryggen mod muren, trods deres gode sag. Han fordømmer selv volden og håber, at den ikke gentager sig, men jeg kan se og høre på ham, at han er bange - meget bange. For han ved, ligesom det er ved at gå op for mig, ud fra almen sociologisk indsigt, at kommer der ikke en politisk løsning snart, så vil De, kære statsminister, med stor sandsynlighed stå med lemlæstede betjente og unge.

Jeg tør næsten ikke sige det, men risikoen for, at forfærdelighederne vil resultere i omkomne, er meget stor.

Jeg vil derfor bede Dem om at anvende Deres funktion som statsminister og finde et politisk flertal for en løsning. De skal blot gøre et helhjertet forsøg - mere beder jeg ikke om. Jeg har her forsøgt at udfylde min beskedne funktion som sociolog ved at bygge en semantisk bro for deres politiske virke - at være megafonholder for de unge, hvis sprog alt for ofte er pakket ind i dødningehoveder, belastede slogans og paroler.

Jeg ser frem til Deres forsøg med håbet om, at De finder en fredelig løsning.

Med venlig hilsen,

Rasmus Willig

* Rasmus Willig er formand for Dansk Sociologforening og adjunkt ved Institut for
Samfund og Globalisering, RUC.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her